Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Djævlen trækker på det

En dreng og en gammel akkordeonist og smukke colombianske landskaber: Det mest djævelske ved Ciro Guerras afhægtende æselrygs-roadmovie 'Djævlens Trækspil' er den snigende kedsommelighed
De smukke billeder kunne have dannet et ømt portræt af et gryende venskab mellem de to mænd. I stedet føles det afhægtende og uengagerende.

De smukke billeder kunne have dannet et ømt portræt af et gryende venskab mellem de to mænd. I stedet føles det afhægtende og uengagerende.

Kultur
30. juni 2011

Først, som det sig hør og bør, det gode: Man får lyst til at at daske rundt på æselryg i Colombia, ingen tvivl, når man ser Ciro Guerras Djævlens Trækspil (Los viajes del viento). På overrumblende widescreen præsenteres det ene svimlende smukke landskab efter det andet: gule majsmarker, uendelige sne- og sandørkener, hvidkalkede stenområder og skriggrønne bjergskråninger. På lydsiden suser vinden, så ørehårerne blafrer blidt i biografsædet. Gennem disse skønne billeder rider den gamle, egnsberømmede musiker Ignacio Carrillo (debutskuespilleren Marciano Martínez) så rundt. Han er på langrejse til det nordligste Colombia for at aflevere sin akkordeon tilbage til dens oprindelige ejer. Den er besat af Djævlen, siges det. Eller også er Carrillo blot besat af det forførende, drukfældige nomadeliv, som han lagde bag sig, da han mødte sin nu afdøde hustru. Hans ansigt er gemt bag en stråhat. Han er mystisk. Og bag ham render en faderløs, selvudnævnt lærling, Fermin (Yull Nunez), der trods (først) svigtende talent vil være turnerende juglar ligesom Carrillo var engang.

'Illusion så død'

Så det sure: Djævlens Trækspil, denne allegoriske rejsefortælling om, vistnok, livet selv, bliver langsomt (djævelsk) kedsommelig. Det er ikke de endeløse landskabsbilleders skyld. Det er karakterernes.

For hvad der kunne have været et ømt portræt af et gryende venskab mellem de to mænd, føles i stedet afhægtende og uengagerende. Der er ingen sammenspils-charme mellem de to. Replikkerne leveres uden liv. Deres tiltagende tilknytning til hinanden føles postuleret. Hvad der kunne have været uhyggeligt (den danske titel er en narretitel), er en sær flirt med sydamerikansk mysticisme, der ikke fører nogen steder hen: To kameraskud; ét faretruende under pluttet vand og ét inde i Fermins tromme, varsler, at Djævlen måske har en finger med i (akkordeon-)spillet. Men stemningen tager aldrig til.

Og så er det alt for sjældent, at denne djævelsk forførende akkordeon-musik, som er filmens tredje hovedperson, faktisk virker forførende.

Det er til trods for rejsens meget interessante pirk ind i traditionel colombiansk musikkultur. Her hyldes juglarerne som guder og efterlader byens kvinder gravide (Fermins mors, blandt andet). Her kan man tjene til dagen og vejen ved at vinde akkordeon-konkurrencer, der minder om hip-hoppens rap-battles: I en landsby, som Carrillo og Fermin på deres æsel-roadtrip kommer forbi, lokkes Carrillo til at optræde med sit spil og sine improviserede fornærmelser til en lumsk kombattant, selv om han havde svoret aldrig at spille igen: »Jeg har ikke brug for påskud / min musikalitet er i frit udbrud« eller: »Hvis du er efter en sejr så sød / bliver din illusion så død«. Scenens problem er ikke så meget teksten og/eller den tåkrummende dansk-oversættelse.

Det er overteatraliseringen: musikpublikummets hysteriske hujen og modstanderens opgivende øjenrullen. Og netop det er filmens problem: Alle bi-figurer, som de to møder, er karikerede. Man bliver aldrig, til trods for den billedskønne rejses livlige kulturportræt, charmeret og revet med.

Derfor forbliver Carrillo og Fermin små prikker i det smukke landskab. Ved rejsens endemål og filmens slutscene strømmer tårer ned af Fermins kinder. Noget mellem de to, og i ham, er åbenbart blevet forløst. Men på det tidspunkt sad jeg og drømte mig hen til de der susende, solbeskinnede blomstermarker.

Djævlens trækspil. Instruktion og manuskrip: Ciro Guerra. Spansk. (Grand Teatret i København, Øst for Paradis i Aarhus og Café Biografen i Odense)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her