Læsetid 5 min.

Den farlige folklorefotograf

Usbekiske Umida Akhmedova er dissident mod sin vilje: Hun fotograferer det folkeliv, hun elsker, på måder, som landets regime finder lige så krænkende som en Muhammed-tegning
Usbekiske Umida Akhmedova er dissident  mod sin vilje: Hun fotograferer det folkeliv, hun elsker, på måder, som landets regime finder lige så krænkende som en Muhammed-tegning
6. juni 2011

Hun er verdens bedst kendte fotograferende systemkritiker, selv om det egentlig ikke var meningen.

For den usbekiske fotodokumentarist Umida Akhmedova, der samtidig er sit lands eneste kvindelige filminstruktør, er først og fremmest forelsket i sine motiver og i sit fædreland. Information talte med hende, da hun sidst i maj var i Danmark på invitation af bl.a. Dansk PEN.

Få danskere aner, hvor de skal placere Usbekistan på et verdenskort, eller hvad der foregår bag dets grænser. Hvis den centralasiatiske republik opfattes som et fjernt og lukket land, er det ikke tilfældigt: Regimet i Tasjkent opretholder streng mediecensur. Her findes kun få udenlandske ambassader, civilsamfundet er sparsomt. Kun sjældent trænger nyhedshistorier frem i den internationale offentlighed.

Sker det, har de et uhyggeligt anstrøg. Fra en tidligere britisk ambassadør ved vi, at Islam Karimovs regime, der lader sig genvælge med stemmeprocenter omkring de 99, kan finde på at koge dissidenter ihjel.

Børneslaver og tør sø

I 2005 blev hundredvis af fredelige demonstranter skudt ned. Fra menneskeretsgrupper som Amnesty International kommer der meldinger om børneslaveri i landets bomuldsproduktion, der er en af verdens største. Den økologiske katastrofe i og omkring Aralsøen engang verdens fjerdestørste indsø, men i dag halveret på grund af afvanding til bomuldsplantagerne er endnu et vidnesbyrd om grumme tilstande.

Fascinerende er imidlertid det Usbekistan, der træder frem på billederne af folkeliv i by og på landet fra 56-årige Akhmedova. På disse enkle foto af hverdagsscener, skikke, traditioner og frem for alt usbekiske ansigter møder vi ikke elendighed, men snarere en særlig underfundig poesi og humor.

Vi får indtryk af et lattermildt folk med indre overskud og værdighed, der færdes i betagende bakkelandskaber og blandt mindesmærker fra den tid, da usbekiske byer som Samarkand var kulturelle højborge på de gamle karavaneruters silkevej. Eller i kulisser af sovjetisk frilandsmuseum, hvor stålmonumenter for arbejdets helte pryder offentlige pladser.

Men de usbekiske myndigheder tåler ikke denne form for fotografisk dokumentation. I november 2009 blev den russisk uddannede Akhmedova indstævnet af Tasjkents statsanklager, tiltalt og i februar det følgende år kendt skyldig i at have »fornærmet det usbekiske folk«, »bagvasket nationen« med »negative og ironiske« skildringer af sine landsmænd som »tilbagestående og middelalderlige«.

Fik arbejdsforbud

Anklageskriftet tog udgangspunkt i fotobogen Mænd og kvinder: Fra daggry til skumring, der blev udgivet med den schweiziske ambassade som sponsor, og hendes film, Jomfrudommens byrde om kvinders problemer i traditionsbundne miljøer i dagens Usbekistan, og strafferammen gik op til tre års fængsel.

Akhmedova appellerede, fik dommen stadfæstet, men endte med at blive benådet efter internationalt pres. I dag er hun afskåret fra at arbejde som professionel fotograf i sit hjemland og må ikke udstille sine billeder.

Umida Akhmedova, hvad vil du gerne vise med dine billeder?

»Jeg vil betegne mig selv som gadefotograf. Det, som interesserer mig, er at fange mennesker her og nu, midt i livets strøm, i deres dagligdags omgivelser. Metoden er at være til stede i geografien og miljøet. Jeg prøver at være der med kameraet i den rette situation. Jeg bryder mig ikke om iscenesatte opstillinger, fortænkte fokuseringer på det kritiske og negative eller bevidste provokationer. At overskride tabuer er ikke min genre.«

Dine gadelivsbilleder er ikke desto mindre blevet kaldt krænkende og ironiske?

»Ja, det udslagsgivende punkt i anklagen imod mig var ironi. Det forstår jeg sådan, at mine billeder snarere blev lagt for had for det, der ikke var i dem: Der er ingen nationalistisk patos, ingen alvor, ingen børn med røde kinder, som præsidenten holder oppe på sit skød, ingen hurraråbende menneskemængder. Det er forklaringen på, hvorfor de var så provokerende for magthaverne. Hvis mine billeder er ironiske, er det kun i forhold til denne pompøse skuespils- og paradevirkelighed, hvormed magten foretrækker at iscenesætte sig selv. Ironiske er de ikke i forhold til dem, jeg har fotograferet.«

Profetkrise som dækblad

Følte disse mennesker sig krænkede, og blev de inddraget i sagen mod dig?

»Det var på intet tidspunkt noget tema. Anklagemyndigheden talte aldrig med dem, og faktisk er flere af dem mine venner og bekendte. Billedet af denne ældre mand i badebukser, som var et af dem, der blev fremdraget i sagen mod mig, er en onkel i min familie, som er matematikprofessor.«

Anledningen til sagen imod dig var, at dine billeder og film blev udgivet af vestlige sponsorer. På hvilken måde blev det afgørende?

»Den schweiziske ambassade finansierede begge dele. Personligt tjente jeg ikke noget på nogen af projekterne, og der kom ingen støtte fra schweizerne, da jeg blev anklaget de frygtede, at de diplomatiske forbindelser skulle blive brudt.«

Men havde billeder og film vakt regimets mishag, hvis det ikke var tanken, at de skulle kommunikeres ud i en vestlig offentlighed?

»Magthaverne tog fejl. De mente, at målgruppen var Vesten. Det var det ikke fra min side. Den usbekiske ungdom var min målgruppe. Men de 'kunsteksperter', som anklagemyndigheden indkaldte konkluderede: 'En udlænding, som aldrig har været i Usbekistan, men ser billederne i dette fotoalbum, må konkludere, at Usbekistan er et land, hvor befolkningen lever i Middelalderen'.«

Hvordan vil Usbekistan helst opfattes i omverdenen?

»Som et sovjetisk glansbillede. Som et perfekt, velordnet og harmonisk land med et lykkeligt folk, der er forenet i hyldest til deres kære leder.«

Hvilken rolle spillede Jyllands-Postens Muhammed-tegninger i processen?

»Det var en absurd parallel, som de såkaldte kunsteksperter inddrog for at opbygge anklageskriftet og give det en eller anden form for akademisk vægt. Disse kunsteksperter var i virkeligheden det hemmelige politis egne folk.

Er der tegn på, at det usbekiske folk kan lade sig inspirere af Det Arabiske Forår?

»Desværre ikke. Usbekistan er så stivnet et samfund i dag som i sovjet-tiden. En egentlig opposition er der aldrig vokset frem. Usbekerne har internaliseret frygt og respekt for magten.«

Umida Akhmedova har i dag forbud mod at virke professionelt som fotograf i sit hjemland. Hun ernærer sig i dag ved at undervise i fotografi på sin egen fotoskole og risikerer nu ny forfølgelse, efter at hun i russisk tv for nylig kommenterede en russisk film, der afdækkede diskrimination og elendighed blandt Usbekistans russiske mindretal. Dissidenten har meget mod sin vilje taget sin skæbne på sig.

Umida Akhmedovas udstilling 'Farlige Folklorefotos og andre usbekiske billeder' kan ses i Poesiens Hus, Gothersgade 89, frem til 12. juni. Et udvalg af de billeder, som førte til processen mod hende, kan ses her: http://www.information.dk/fotobloggen/232802

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu