Læsetid 3 min.

’Feel good’ om ligeløn

Kønskamp, lønforhandlinger og fagforeningspolitik bliver til forbløffende ufarligt ’feel good’-drama i Nigel Coles ’Det stærke køn’
Kønskamp, lønforhandlinger og fagforeningspolitik bliver til forbløffende ufarligt ’feel good’-drama i Nigel Coles ’Det stærke køn’
9. juni 2011

’Det stærke køn’ er blevet den danske titel på Nigel Coles historiske feel good-drama Made in Dagenham om en gruppe kvindelige fabriks­arbejderes oprør mod underbetaling i England anno 1968. Suppleret med en kampplakat med energiske, demonstrerende kvinder i ’swinging London’-outfits er scenen sat for en historie, som man ikke er i tvivl om udfaldet af. Eventuel usikkerhed bliver udraderet af taglinen: »Det er mændene, der bestemmer. Tror de …«.

Vi ved på forhånd, at vi skal se en tresserkulørt historie om kvindelig triumf. Når man sætter sig i salen, håber man bare, at de mange kvinder i hvert fald beholder noget af tøjet på undervejs. Instruktøren af lady power-hittet »Calendar Girls« satser i filmens første scener nemlig på humor forbundet med den letpåklædte stil i de varme fabrikshaller i Dagenham uden for London, hvor der ifølge filmen i 1968 arbejdede over 50.000 mænd og 187 kvinder med Fords bilproduktion. Heldigvis skal man ikke lægge for meget i, at filmen på besynderlig vis også har fået påklistret den danske undertitel we want sex. Når bannerne bliver foldet ordentligt ud, viser det sig at handle om sex equality, og der er betydeligt mere lune end plathed i fremstillingen af kvindernes ligestillingskamp.

Filmens lune kommer især fra Sally Hawkins (fra Happy-Go-Lucky) i hovedrollen som syersken Rita med et skjult talent for brandtaler. Som skuespiller er Hawkins en fascinerende blanding af noget skrøbeligt og råt, noget kejtet og kampklart, som passer perfekt til rollen som uventet frontfigur. Hun er et mere end seværdigt centrum for en historie, som ellers har tendens til at skære fabrikskvinderne over skabeloner.

Det stærke køn lægger ud med at lade Rita stå i spidsen for en klage over bilsæde­syerskernes ringe løn; deres arbejde kan ikke udføres af enhver, og de vil have betalt for deres faglighed. Med hjælp fra en ligestillingsorienteret fagforeningsmand (en hyggelig Bob Hoskins) kommer sagen hurtigt til at handle om mere. De vil ikke blot have mere i løn, de vil helt principielt have det samme i løn som deres mandlige kolleger. Dermed indledes et forløb med strejker, møder og afstemninger, hvor der undervejs bl.a. bliver filosoferet over, om Marx mon mente ’mænd’ eller ’mennesker’, da han skrev om arbejderklassen.

Kønskamp og kjolemode

Eftersom man kan hvile i det lykkelige udfald af Ritas kamp, står og falder filmen med detaljerne undervejs. Manuskriptforfatter William Ivory bevæger sig effektivt ind og ud af scenerne, og der er liv i tidsbilledet. Flere af birollerne tilbyder tiltrængt kvindeligt modspil til fabriksperspektivet. Miranda Richardson giver den hele armen som kvindelig minister med nul tolerance over for mandlig uduelighed.

Historien bygger på virkelige begivenheder, men karaktererne er fiktive. Skønt udgangspunktet er en stadig aktuel sag som ligestilling, skal man søge andre arenaer, hvis man vil se seriøs klasse/kønskamp. Her er underholdningen i højsædet. Med filmens danske lancering er kortene på bordet, så man er klar til at krumme tæer, når Rita i historiens klimaks vender kjolemode med ministeren. Heldigvis er der flere gode grin undervejs, og så er det helt enkelt skønt at se så mange kvinder på lærredet en gang imellem. Sally Field vandt i 1979 en Oscar som rettighedskæmpende arbejderkvinde i Norma Rae. Sally Hawkins er på tale som Oscar-materiale, og selv om filmen ikke er i fare for at vinde noget, under man hende gerne noget rampelys, så vi får lov at se meget mere til hende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu