Læsetid: 3 min.

Den forfjamskede bedemandshjælper

Sørgmunter norsk groteske af Joachim Førsund
Bijob. Advokaten Finn får en tjans i et bedemandsfirma, hvor hans klodsethed bringer ham i en pinlig situation.

Bijob. Advokaten Finn får en tjans i et bedemandsfirma, hvor hans klodsethed bringer ham i en pinlig situation.

Jakob Dall

3. juni 2011

Jeg kunne finde hjem i blinde er den noget besynderlige titel på Joachim Førsunds stærkt berømmede to år gamle, norske debutroman, nu oversat til dansk, og det med god grund, stimulerende tragikomisk som den er i beretningen om den uheldige Oslo-advokat Finn. Han er sigtet af politiet for en alt for stor hjælpsomhed som forsvarer for en narkohandler, og mens han venter på retssagen, er han i gang med forberedelser til bisættelsen af sin mor i en lille provinsby nær Larvik i et noget anspændt samarbejde med den yngre bror, Tore.

Deres stil er yderst forskellig, sprogligt fint indfanget af den lydhøre og underfundige forfatter, der også har lagt øre til bedemandsstilen hos barndomskammeraten Freddy, der tager advokaten i midlertidig tjeneste som medhjælper i begravelsesfirmaet. Freddy er bogens sindigt dramatiske kup gennem hans redegørelse for fagets faglige finesser og detaljerede håndtering af de afsjælede kroppe, som han varetager med en blanding af forloren salvelse og plump hverdagslighed i groteske scenerier. Her belærer han den fjumrede Finn om de minutiøse ritualer i omgangen med de obducerede lig og deres iklædning, transporter, kremering og begravelse, og det i den særlige, faglige jargon.

»Dem der dør på plejehjemmet, dem henter vi, når det passer ind. Det er jo ikke livet om at gøre, som vi plejer at sige.«

Forbytning

Den dystre komik når sit højdepunkt, da Finn ved sin klodsethed kommer til at anbringe et lig forkert og afstedkommer, at den forkerte kommer i ovnen. De må finde et andet lig uden pårørende at putte i kisten, så letvægten ikke afslører fejltagelsen. Men hvad så, da konen beordrer kisten åbnet for at kunne anbringe en vielsesring ved den afdøde? Finn har endda haft en lille affære med den geskæftige enke, offer som han er for tilfældige impulser, veg og svag for omverdenens påtryk. Et gennemgående træk ved hans adfærd er en trækken på skulderen. Jo, da! siger han til det meste. Jo, da!

Kun forholdet til den nu afdøde mor synes at kunne engagere ham. Hun drev sit alkoholforbrug så vidt, at den påpasselige bror Tore fik hende anbragt på et behandlingshjem. Men Finn befriede hende ved en hemmelig natlig aktion uden dog selv at opnå nogen frihed i sit liv. Han har været rundt i verden, bl.a. i Kina, hvor han har lært lidt af sproget, så han kan assistere sin far, der har giftet sig med en kinesisk pige uden at kunne tale med hende på noget sprog. Endnu et træk af den eksistentielle fremmedhed eller uegentlighed, der dominerer. Også her trækker Finn nærmest på skuldrene.

Forholdet til Tore spidser til, da han vil befri sig for hans omklamrende omsorg for bisættelsen, som Finn vil beholde for sig selv. Det er min mor! føler han.

Provinsielt helvede

Et besøg i Tores provinsielle helvede af en selvretfærdig idyl med konen Gry er et andet stilistisk stjerneskud i romanen, hvor Finn har taget deres praktiske far med, så de kan opføre et større anlæg for det voksende antal brevduer, Tore anskaffer sig, mens Gry anretter den evige pastasalat sammen med kaffen. Det er så nemt, siger hun som værtinde.

Replikpræcisionen er overordentlig i de fattige samtalers tvungne kolorit og en væsentlig ingrediens i hele denne analyse af forholdet mellem nære slægtninge og barndomsvenner, hvor følelser er indestængte og omgangsformerne anstrengte af bare bekendthed. Jøsses! er et omkvæd hos deres far, som er nærmest udgrænset af familien, og den plumpe bedemand Freddy tager dagligt en tur til kirkegården ved siden af firmaet og pisser på sin fars gravsten. Håbløse generationsforhold.

Udenomsvæsenet i eksistensens store spørgsmål om livet, kærligheden og døden er taget op til nærgående betragtning og forstørret op til personernes blanding af forfjamskelse og smålighed i en lunerig og ganske elegant komposition af den knap 40-årige forfatter, der hermed også har skabt gode læserforventninger. Jo, da!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu