Læsetid: 3 min.

Frygtløs power-årgang

Afgangsfilmene fra Filmskolens fiktionslinje er dristige genrestykker, der tungekysser med fransk film, svæver højt på en rumskibsromance og lader Jesper Klein danse dirty i et visuelt blændende psykomareridt
Afgangsfilmene fra Filmskolens fiktionslinje er dristige genrestykker, der tungekysser med fransk film, svæver højt på en rumskibsromance og lader Jesper Klein danse dirty i et visuelt blændende psykomareridt
14. juni 2011

I 2007 siden fortalte rektor Poul Nesgaard, at Den Danske Filmskole denne gang havde optaget en gruppe instruktører med mere »power i højre hånd«. Og fra reden flyver ganske rigtigt nu, fire år senere, en ny generation af brogede film- magere med mere end sædvanligt, for Filmskolen, vildt baskende vinger. De seks instruktører med et stærkt hold af fotografer, tone- mestre, klippere og producere med sig dimitterer med genrelege og tematikker langt fra middelklassedramaets pluttede andedam. Det er blevet til dristige og ikke for alle vildt vellykkede afgangsprodukter. Men gudskelov er de vilde, de nye, og skaber vellykket, håb for en bredere (power)-palette af udfoldelsespotentiale i dansk film.

Det mest rendyrkede genrestykke i mængden er Samanou Acheche Sahlstrøms franske Les Amour Perdues. Den er et lidenskabeligt tungekys med fransk films intellektualiserede kærlighedsklicheer: Her er botox-læber om fugtige cigaretter, en fordrukken forfatter og den erindringstabte kvinde, han vil dø for. Sahlstrøm lader stjerne- skuespilleren Emmanuelle Béart græde i biografmørket til Trier og lægger sig herved i ske med Godards Vivre sa vie (1962), hvor en tårevædet Anna Karina spejler sine lidelser i Dreyers film. Dét er fuldblods frygtløshed fra en instruktør, der viser evner for genredyrkelse, men stadig har til gode at kultivere sin egen.

Frygtløs er også Ali Abbasis pågående krimimareridt, M for Markus, der, filmet af Sturla Brandth Grøvlen, blander Gaspar Noés visuelle mareridts-flakkeri med stiliseret krimi-pastiche a la en ung Europa-trilogisk Trier. I kriminalbetjent Tess' lag af drømme udspaltes heftige incestuøse fantasier, mens Jesper Klein (dirty-dansende stripperkunde og rets- mediciner) i udsyret slow-motion fortæller, hvordan drømme (og filmen selv?) fungerer. Det er en underlig kolbøtte af en (under)bevidsthedsundersøgelse, men med en uforglemmelig energi, der kalder på meget mere Abbasi og Grøvlen. Power!

Mest nedtonet er Asger K. Kallesøes Min bror Karim, om to afghanske flygtningebrødres exit fra et asylcenter og møde med deres strenge morfar. Det hele ender lidt uforløst, men det intime fokus på de nye, utrygge familierammer giver fin indsigt i, at Danmark blot kan føles som en utryg og meningsløs kulisse for indvandringens andre nære omvæltninger.

Tabloid-tematikker

»Jeg er fuld af fortvivlelse over det onde, og min måde at behandle det på er ved at stirre intenst på det, indtil man går i stykker,« har svenske Isabella Eklöf skrevet om sine intentioner med gidsel-kammerspillet Noter fra Kælderen. Med et køligt blik på en pædofil gidsel- tager får vi ganske sandt lov at observere de groteske hverdagsrammer for den slags 'onde' forbrydelser, som tabloidpressen slubrer i sig. Men man savner lidt, at Eklöf, frem for blot at pege på det ubehagelige, ville løfte den Fritzl-forargelige tematik et endnu mere udsyret og uventet sted hen som i Giorgos Lanthimos' absurdistiske Dogtooth (2009). Det samme gælder for Milad Alamis Intet kan røre mig, hvor et skoleskyderi er rammen for et ungdomsdrama om ensomhed. Tonemester Bo Asdahl Andersens skift mellem indre (osteklokket) og ydre (skarpt skydende) lydvirkelighed virker stærkt og det er generelt for afgangsfilmenes tekniske egenskaber men manuskriptet og personinstruktionen kan derimod ikke bære genre-ambitionen og troværdiggøre plottet. Kendetegnende forbliver hovedpersonen Katrines (Coco Hjardemaals) enetale om dagligdagens knugende ensomhed langt stærkere end det skud, som skoleskyderen hernæst affyrer i sin mund.

Den mest, på mange måder, højtsvævende og ambitiøse film er Nikolaj B. Feifers lavbudget-sci-fi-romance Junk Love: en kærlighedsfortælling mellem en astronaut på rumskibet SS Hamlet og hans Kvinde med stort K på Jorden. Litteratur- referencerne, klicheer om dum-rationelle mænd og intuitive kvinder og de tos symbolske tid-og-rum-transcenderende kærlighed er en noget svulstig affære. Den svæver ud og væk i klicheen, da de to til sidst genforenes i en drømmeverden af hvide lagener. Men på den anden side: Hvornår har der sidst været en kunstnerisk ambitiøs ude-i-rummet sci-fi romance i dansk film? Eller et skoleskyderi? Eller en ludo-spillende Fritzl-dansker? Forhåbentlig får Filmskolens vilde og brogede årgang 2011 lov til at baske med vingerne og få de vilde ideer ude i den virkelige filmbranche. Så kan de lære at lave helstøbte, manuskriptstærke spillefilm med al deres friske højrehånds-kaPOW!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer