Læsetid: 3 min.

En inderligt følt finale

Modig. Egon Clausen afslutter sine erindringer med en tilbagevenden til den pinefulde og løfterige ungdomstid
Afslutning. Egon Clausen er født i 1940, og han debuterede i 1969 med digtsamlingen 'Tilnærmelser'. I sin seneste bog, 'Regnebrættet — erindringer fra Ribe', fortæller han både hudløst og humoristisk om sin ungdom, bl.a. årene som seminarist i Ribe.

Afslutning. Egon Clausen er født i 1940, og han debuterede i 1969 med digtsamlingen 'Tilnærmelser'. I sin seneste bog, 'Regnebrættet — erindringer fra Ribe', fortæller han både hudløst og humoristisk om sin ungdom, bl.a. årene som seminarist i Ribe.

Kristine Kiilerich

3. juni 2011

Erindring er noget besynderligt noget. Egon Clausens seneste og skal man tro titlen sidste erindringsbog er et godt eksempel. Alle hans år som programmedarbejder ved Danmarks Radio fylder halvanden side, årene som seminarist i Ribe og lærer på Falster og i Ishøj fylder 147 af bogens 189 sider.

Men
Regnebrætteter ført op til i dag, endnu en indikation af, at værket nu er fuldendt. Clausen skriver hudløst. Når han fortæller om sin ungdommelige usikkerhed, selvforagt og selvoptagethed, når han indimellem nærmest knausgårdske højder. Ind imellem er han også rasende morsom, som når han beretter om historielæreren på Ribe Seminarium, der ikke sådan lod sig rive med af moderne undervisningsmetoder og den nye 1960-undervisningsvejledning for folkeskolen, den berømte 'Blå betænkning'. Historielærerens metode bringer ligefrem Fritz Jürgensens vittighedstegning af Gysses historietime i hu: »... hvorpaa var det han hærgede landet?«

»På det grusomste ...«.

I Clausens selvoplevede udgave lyder det sådan her:

»I næste historietime spurgte læreren: »Hvad var rejsen?«

Svar: »Anstrengende og farlig!«

Spørgsmål: »Hvordan var den farlig?«

Svar: »De var stadig udsat for angreb.«

Spørgsmål: »Fra hvem?«

Svar: »Fra slanger og krokodiller og negre.«

Morsom er også historien om, hvordan den barber, der gennem længere tid tavst har solgt den unge Clausen kondomer, 'gummi', en mørk aften overfalder ham i en brandert, fordi han er en horebuk og et svin.

Andre steder har den mere afdæmpede, lune humor ordet, som når der berettes om seminariets skoleblad, som Egon Clausen var redaktør for.

»I lighed med dagbladet Information havde Riber Ret to ledende artikler: én foran og én bagerst. I lighed med Information var nogle af disse ledende artikler også meget lange, en af dem var endda så lang, at en endte med et 'Forts. i næste nr.', og der overgik vi Information.«

Splittelsen

Egon Clausen skriver et dejligt klart dansk selv om man glæder sig lidt over, at han ikke blev digter. De ungdommelige digte, han optrykker i erindringerne, er ærlig talt ikke overbevisende. Er de udtryk for selvironi? Man er lidt i tvivl men ellers er læsningen en nydelse. Når han beretter om oplevelser, der for ham delte livet i et 'før' og et 'efter', er det både smukt og medrivende.

Bedst er Egon Clausen, hvor han bare fortæller og ikke lægger pædagogiske raster ned over sin fremstilling. Kompositionen med en ramme, hvor han deltager i ungdomsvennens 70-års fødselsdag og de refleksioner, dette afføder, forekommer mig lidt konstrueret, erindringens flydende karakter taget i betragtning.

På den anden side bidrager rammen til det generationsportræt, som bogen også er. Det er Egon Clausens personlige erindringer, vi læser om, men samtidig er det historien om den første velfærdsgeneration, 'de store årgange', som voksede ind i uddannelseseksplosionen og i mange tilfælde derved væk fra forældrene. Det kunne føre til smertelige splittelser, som heller ikke Egon Clausen undgik.

Kærligheden

Splittelsen mellem det indremissionske, jyske husmandshjem og den moderne verden, som også har været tema i de tidligere erindringsbøger, kommer denne gang til udtryk i hans to forskellige navne. På seminariet hedder Clausen Sophus, hjemme hedder han Egon. Overtegnede, der selv gik gennem gymnasietiden under et andet navn end Karen, er ikke i tvivl om, at historien om de to forskellige identiteter til forskellig brug er den skinbarlige sandhed, men som litterært greb virker det en smule skematisk, når de to kommer op at toppes om unge Clausens vandel.

Dog er historien om, hvordan Sophus kommer i vejen for Egon, da det kommer til kærligheden, hjertegribende. Fordi Sophus er den udadvendte, slagfærdige og muntre fyr, må den følsomme Egon holdes skjult. Resultat: Den udkårne kommer til at kede sig og fyrer ham. Iiih, altså!

Titlen
Regnebrættetspiller naturligvis på Brorsons salme, »Kom hjerte, tag dit regnebræt«, og det er da, hvad man kunne kalde et dristigt valg. Men jeg synes, brugen af salmen bærer. Den bærer på grund af slutningen, hvor det hele skrives sammen i en inderligt følt finale, den bærer på grund af den åndelige oprigtighed, der gennemsyrer teksten. En modig bog.

Egon Clausens tidligere erindringsbøger hedder 'Under dine vingers skygge' 1991, 'De levendes land' 1992 og 'Min far så engang en engel' 2007

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu