Læsetid: 4 min.

Kan man miste den, man elsker?

En norsk opsætning af Kaj Munks 'Ordet' sætter troen på kærligheden langt foran troen på Gud. Og så strømmer tårerne ...
Kærligheden skubber religionen til side i den stærke, norske fortolkning af Kaj Munks 'Ordet' i Bergen. Her er det den elskelige Kristoffer Sagmo Aalberg som den unge Mikkel, der græder over sin døde Inger  i Lisa Loven Kongslis henrivende skikkelse.

Kærligheden skubber religionen til side i den stærke, norske fortolkning af Kaj Munks 'Ordet' i Bergen. Her er det den elskelige Kristoffer Sagmo Aalberg som den unge Mikkel, der græder over sin døde Inger i Lisa Loven Kongslis henrivende skikkelse.

Nicolaas A. Kippenbroeck

23. juni 2011

Ordet har ikke været det samme, siden Lars Norén fortolkede Kaj Munks mirakelspil på Det Kgl. Teater i 2008. Derfor viser det sig at være helt befriende at opleve den danske klassiker i tryg afstand fra både Danmark og Sverige, nemlig på Den Nationale Scene i Bergen under årets festspil.

For denne opsætning tror på Kaj Munks tro. Men endnu vigtigere er måske, at den tror på Munks mennesker. Den 72-årige, norske instruktør Ola B. Johannessen har selv spillet både Johannes og Gamle Borgen undervejs i sin lange skuespiller- karriere, og han har tydeligvis et exceptionelt tæt kendskab til personerne, som han transformerer til følelses- intenst teater.

Jovist, Johannessens Ordet er ren realisme. Her drikkes kaffe, her tages vanter på, her skrælles kartofler. Men her tales også om Gud som noget hverdags og upompøst. Grundtvig lyder sjovt nok mere sprælsk i Mikkel Borgens mund her på det religiøse Vestlandet, end han gør i folkekirkeateismens København. Og den indremissionske Peter Skrædder har fået et skær af enfoldig omvendelse, som gør ham reelt ufarlig i forhold til Mikkel Borgens normsættende patriark.

Trægulv og nynorsk

Skuespillerne optræder i kostumer fra 1930'erne. Men Carle Langes scenografi er minimalistisk og tidløs: Et fremskudt trægulv på den bergensiske lillescene og en trævæg i baggrunden med en niche, der lige akkurat er stor nok til at rumme et alterlys. Et bord, tre stole og et anretterbord til kaffen, det er alt nok. Så kan spillet ellers folde sig ud.

For danskerører er spillernes replikker godt nok en udfordring, fordi Munk er blevet oversat til nynorsk, hvor 'hv' er blevet til 'kv' og hvor k'erne er blevet til tj'er. Men når først sprogets melodi sætter sig, åbner spillet for en verden af skønhed, midt i den groteske folke- komedie og den tragiske fødselshistorie.

Skuespilleren Stig Amdam spiller gamle Mikkel Borgen med blink i øjet og overrumplende autoritet. Hans Borgen sætter tydeligvis stor pris på sin ældste søns kone Inger, der går gravid omkring og hygger om ham med kaffe og småkager. Borgen er ellers kun en mand af få ord, men Stig Amdam spiller ham så moderne i sin nysgerrighed om svigerdatteren og om sine sønners følelser, at man næsten føler, at dette mandeportræt kunne være skrevet i dag. Han har aldrig et øjeblik frygtet, at hans yngste søn ikke skulle få lov til at gifte sig med den pige, han er forelsket i. Og han har heller ikke et øjeblik været bange for at miste sin svigerdatter. Jovist, han tvivler på Gud, og han beder til Gud og alt det der. Men han har tydeligvis aldrig tænkt, at han kunne miste dem, han elsker. Netop derfor bliver hans chok desto større, da Inger går for tidligt i fødsel og barnet dør, og hun selv dør i barselssengen. Og han får lokket tilskueren til at føle samme overrumpling og benægtelse.

Tårer og trappetrin

Tårer er efterhånden en sjældenhed i teatret. Jo mere meta-teater, der skabes, desto oftere bremses tårerne af intellektuelle krumspring på scenen og dermed også hos tilskueren. I denne Ordet sprang tårerne på os alle sammen. Som om hele salen havde ladet sig forføre til at tro, at kærligheden er usårlig, og at den elskede ikke kan dø. Mændene famlede efter lommetørklæder i kvindernes håndtasker. Ingen kunne se skuespillerne i øjnene under fremkaldelserne. Folk famlede sig ned ad vindeltrappen. Og selv måtte jeg en lang tur ned om Bryggen for at få samlet krop og følelser sammen igen.

Det var ikke, fordi skue- spillerne gjorde noget som helst andet end det, der står i replikkerne hos Kaj Munk. Men de lod os pludselig tro på kærligheden og de lod os mærke afgrunden og døden, som den elskede forsvinder ned i. Da Kristoffer Sagmo Aalberg som den unge Mikkel kastede sig hulkende ind over sin døde kone og råbte, at han da også elskede hendes krop, så blev det helt uudholdeligt. Og da Louise Nitter Røsland som den lille Maren stod tålmodigt og stirrede på sin mors hænder, mens Øyvind Grans eksalterede Onkel Johannes skulle udføre miraklet og genoplive hendes mor, forsvandt tiden som stod vi hver især ved en af de dødssenge eller begravelser, som har forandret os for altid.

Hænder og håb

Renselsen kom. Katarsis fik lov til at skylle igennem teaterrummet. Og i modsætning til Noréns Inger fik den kønne og umiddelbare Lisa Loven Kongsli lov til at folde sine stive lighænder ud og blive levende igen. Pointen var bare, at hun ikke holdt nogen religiøs kunstpause, da miraklet genopvækkede hende. Hendes genopstandelse var ikke noget ophøjet eller mystisk. Nej, det sekund hun slog øjnene op, spurgte hun til barnet, hun netop havde født. Og hun græd som pisket, da hun forstod, at det var dødt ... For hun havde jo heller aldrig troet, at hun kunne miste nogen, hun elskede.

Sådan kan Kaj Munk også spilles: Jordnært, virkeligt og usentimentalt med miraklet som den nødvendige kærlighedstro. I Bergen er Ordet i hvert fald så følelsesladet, som teatret i dag kun sjældent er det: Tårestrømmende som regnen mellem bjerge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu