Læsetid: 7 min.

Kunsten overstråler konceptet

Den danske pavillon i Venedig er et brandingprojekt for Danmark, der er gået galt - til stort held for dem, der gerne vil se god kunst
Den danske pavillon i Venedig er et brandingprojekt for Danmark, der er gået galt - til stort held for dem, der gerne vil se god kunst
8. juni 2011

Magthavernes kunst har stor nytteværdi, handler om virkeligheden, er konceptuelt originalt, udført med høj håndværksmæssig klasse og glider lydløst i baggrunden, når de voksne taler.

Hvilken vidunderlig opskrift på fiasko. Og hvis den kunstneriske debat i forvejen havde det svært, så var det da noget af en mukkert den fik i hjertet, da man besluttede sig for at gøre den danske pavillon på Venedig Biennalen til en del af et politisk spil. Og da man åbenbart ikke var helt sikker på, at den var stendød, så valgte man for en sikkerheds skyld emnet ytringsfrihed, et af de mest udpinte debatemner, med de mest stupide fronter trukket hårdere op end muren mellem Israel og Palæstina. Sammenlignet med ytringsfrihedsdebatten fremstår alle debatter om efterlønnen som blide samtaler mellem nyforelskede studerende.

Men ligesom der også er kriminelle, der møder Jesus i fængslet, og stor poesi også kan opstå i Fields, så er værkerne og kurateringen fremragende. Der er værker, der for den ikke-danske og Muhammed-uberørte virkelig løfter sig ud af biennale- krattet og helt derop, hvor solen skinner, og man for en kort stund glemmer det enorme besvær og de tusinde køer, som Venedig også er.

Han Hoogerbrugge har animeret en kort og fængende satire over det moderne menneske, der består af en video, der afspilles simultant på tre skærme anbragt over hinanden. En mand med fire ansigter remser meningsløse automatcitater, der relaterer til frihed, af sig, imens han skiftevis slår sig selv, skifter ansigt, holder Animal Farm, Mein Kampf eller et portræt af Berlusconi op foran sig. Han er splittet mellem billige slogans som: »Skyd efter månen, selv hvis du misser, ender du i stjernerne«, »hvis dine drømme skal gå i opfyldelse, må du først vågne op«, »et gratis måltid findes kun i en musefælde« og »frihed er bare kaos med bedre belysning«.

Taryn Simon går et lag dybere i den komplekse nutid med den lige så avancerede frihed, med sine fotografier af den slags bagsider af Amerika, som normalt hører den tungere dokumentargenre til. Hun har besøgt USA's største atomaffaldsplads, hvor hun har fået lov at fotografere det blå lys fra 2.000 kapsler nedsænket i vand. Hun har fotograferet en tiger, der er forsøgt genetisk manipuleret til at blive hvid, men som i stedet er blevet retarderet. Hun har fundet en nusset forside af et Playboy til blinde. Hun er med til en ung muslimsk kvindes plastikoperation af en ny mødom. Hun er med i rummet i JFK-lufthavnen, hvor al den eksotiske mad, der bliver konfiskeret, bliver opbevaret. Hun har leveret billedet til slutscenen i Brian de Palmas true story-film Redacted (2007), hvor fire amerikanske soldater voldtager en 14-årig pige, myrder hendes familie og giver hende en kugle gennem hovedet, inden de sætter ild til hende. Den irakiske skuespillerinde, der spiller rollen i de Palmas film og i Taryn Simons billede, har siden fået dødstrusler og forsøger den dag i dag at få opholdstilladelse i USA.

(Bogen med samtlige 70 fotografier i Taryn Simons serie An American Index of the Hidden and Unfamiliar kan i øvrigt anbefales på det varmeste.)

Den ledige plads

Hvis der findes en myte om, at Venedig Biennalen er fuld af lange kornede film, der ikke fungerer, så gemmer der sig måske også en sandhed om ældre kunstkritikere, der ikke orker andet end velkendte malerier. Jan Svankmajers grå, kornede og hele 18 minutter lange film The Garden begynder med, at Josef inviterer sin gamle ven Frank hjem for at se sine kaniner. Da de ankommer, er Frank dog mere interesseret i det levende hegn af mennesker, som Josef har om sin ejendom. Josef viser stolt sine kaniner frem, men Frank insisterer, han må vide mere om hegnet. Personer i hegnet begynder sågar at kommunikere med håndtegn til Frank om et hul, der er opstået imellem dem, hvorefter de får en reprimande af Josef, der stadig nægter at besvare Franks mange spørgsmål og hellere vil give en detaljeret gennemgang af sin kompost. Til sidst giver han sig dog. Han hvisker til Josef, hvorfor de forskellige står der. Der går ikke mere end et minut. Så har Frank taget den ledige plads.

Der er mange flere værker med. Adskillige er glimrende. Der er eksempelvis et omfattende værk af belgiske Assembly med en reol med 60 kasser, hver indeholdende en genstand der har en interessant historie i forhold til intellektuelle rettigheder, materielle rettigheder og så videre. Opsynspersonen fremviser genstand nummer 000967, en Uncle Sam mekanisk sparegris i plastic, hvor man anbringer mønten i figurens hånd, hvorefter han taber den ned i en taske, der åbner sig, når man trykker på en knap. Den idé har mange prøvet at kopiere. Og for at beskytte sin idé har ophavsmanden måttet gennem en lang række retslige skridt og kompromiser.

Magthaverne vil have branding, virkelighed, geniale ideer og smukke værker. Brandingeffekten er ligesom de Olafur Eliasson-regnbuebolsjer, man nu kan købe i Århus. Man er ligeglad med, om det er godt eller skidt, Danmark har fået noget stort, som andre lægger mærke til, og det skal saft- suseme udnyttes. Danmark går ind for ytringsfrihed. Det har vi bevist, for vi trykte Muhammedtegningerne. Og så kan det godt være, at selvsamme Jyllands-Posten fordømte Lars von Trier, da han lavede nazijokes, de forstod godt at resten af verden ikke forstod subtiliteterne i hans jokes, de mente, at han var for hensynsløs over for andre mennesker, at han ikke burde have søgt provokationen for provokationens skyld, og at der er en virkelighed derude, som man bør tage hensyn til.

Ikke politisk formål

Magthaverne vil have kunst, der brander, de vil have kultur, der æææælsker Danmark, og her har ytringsfriheden åbnet en dør til alverdens medier. Men det er ikke kunsten, der kan åbne den, hvis kunsten begynder at teste nye grænser for avislederskribenters personlige smag, at hylde dem, der allerede har skabt debat, eller at påpege en komisk dobbeltmoral eller et lille lands store mindreværdskompleks, så har den misforstået sin rolle. Det gamle dogme om, at al politisk kunst er dårlig, og at al god kunst er politisk står til troende. Værkerne på den danske pavillon er ikke politiske, de er bare kunst. Men konsekvensen af værkerne er politiske. De har ikke et politisk formål, de skal ikke promovere noget bestemt eller agitere for noget andet, de lever kun i deres eget lille lukkede kredsløb. Men i det, at vi som beskuere ser med og begynder at relatere til værkerne, får vi, som vi for eksempel gør i de nævnte værker, muligheden for at reflektere over, hvordan frihed blot er en konstruktion, hvordan det består af fravalg, tilvalg, kompromiser og ufrihed. Og de erkendelser og tanker, vi her kan gøre i mødet med værket, de er politiske og kan have vidtrækkende konsekvenser for os selv og for samfundet. Paradoksalt nok kan pavillonen derfor vise sig at være bedre branding af Danmark en nogen tidligere pavillon, men det er vel ligesom med alle reklamer. Kunden er forsigtig, og bureauet vil tage chancer. Denne gang blev det de sidste, der vandt.

I en nytteetisk tid, hvor der sågar spares på velfærdsydelser, mange ellers har taget for givet, kan det også være en svær torn i øjet at se, hvordan den kunst, der støttes med millioner, ikke mener, at den skal deltage i fællesskabet, men have nok i sig selv. Derfor magthavernes krav om, at det i det mindste skal handle om noget. Men her falder projektet igen over sine egne ben. For når afsenderen ikke har andre positioner at udtale sig fra end kunsten, så er han dømt ude på forhånd. De fleste af de øvrige 17 kunstneres værker er så stærke, at man sagtens kan sætte sig ud over det bøvede tema, men med Kilppers store træpavillon, der sidder som en parasit på den rigtige pavillon, er det umuligt. Kilppers vil gerne slå et slag for ytringsfriheden med træ-snit-trykklare portrætter på gulvet af 33 højrefløjspersonligheder og er helt til grin. Det svarer til, at man bruger Hitler i en overskægskampagne. Det er i hvert fald svært at bevare fokus på eventuelle nuancer i værket.

Magthaverne vil have geniale ideer og smukke værker. Det har de fået med Katerina Gregos som kurator. Det havde klædt udstillingen med et tema, der ikke føles som at køre en indkøbsvogn ind i en kantsten. Til gengæld bliver de voksne, der mener, at kunstnere bare er nogen små fjollede mennesker, der laver glasuren, når de selv har bagt kagen, taget på sengen. Når lige larmen fra Kilppers monster har lagt sig, er resten af udstillingen muligvis lydløs, men værker der så intelligent reflekterer over, hvad vi kæmper for og accepterer, vil altid på et eller andet tidspunkt, have en ubehagelig effekt for dem, der bestemmer.

Speech Matters, den danske pavillon på den 54. Venedig Biennale, til den 27. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu