Læsetid: 8 min.

Det liv, han overlod dem til

Med erindringsbogen 'Townie' har Andre Dubus III skrevet en rystende bog om sin opvækst, hvor han efter års ydmygelser selv blev en af dem, der greb til vold. Før det havde hans berømte forfatterfar efterladt resten af familien i en verden af tæv, fattigdom og stofmisbrug
Erindringer. Forfatteren Andre Dubus III har skrevet en ærlig og rystende bog om sin opvækst. En opvækst, hvor faderen efterlod sine børn i fattigdom, mens han selv levede livet med store armbevægelser. Far og søn blev senere genforenet, men følelsen af svigt var svær at ryste af sig for Andre Dubus III.

Erindringer. Forfatteren Andre Dubus III har skrevet en ærlig og rystende bog om sin opvækst. En opvækst, hvor faderen efterlod sine børn i fattigdom, mens han selv levede livet med store armbevægelser. Far og søn blev senere genforenet, men følelsen af svigt var svær at ryste af sig for Andre Dubus III.

Brian Snyder

3. juni 2011

WASHINGTON DC I en af den anerkendte forfatter Andre Dubus II mest kendte noveller, The Winter Father, er der en scene, hvor faren, der for nylig er blevet skilt fra moren, gennem bakspejlet ser sin søn jage bilen og råbe efter ham: »You bum, You bum, You bum ...« (»din røv, din røv din røv ...«). Samme scene er at finde i den nye erindringsbog, Townie, hvor novelleforfatterens ældste søn, der også er forfatter og har samme navn, Andre Dubus III, mindes sin barndom. I sønnens version er det ikke længere fiktion, men et reelt minde fra den dag, hvor faren forlod sin hustru og deres fire børn i familiens eneste bil, mens den yngste søn Jeb grædende løb efter ham.

I The Winter Father går der ikke lang tid, før faren igen er sammen med sine børn, men i virkeligheden overlod Andre Dubus II sin familie til et liv i fattigdom, hvor der ikke var råd til de mest basale ting som overtøj og mad, og hvor børnene til daglig var overladt til sig selv i verden af misbrug og vold, mens moren konstant arbejdede for at kunne betale huslejen.

Sønnens erindringer fra før skilsmissen er de lyseste: Det er minder om aftener, hvor børnene faldt i søvn i et hus fyldt med snak og latter og jazz og den søde duft af pot. Forældrene havde ofte besøg af kendte forfattervenner som Kurt Vonnegut, og de diskuterede højlydt Saigon, Viet Cong og »motherfucking Nixon«. Men omgangskredsen forsvandt med faren, da han forlod familien til fordel for en af sine studerende.

Morens store familie i Louisiana havde tidligere ladet forstå, at hun ikke skulle komme tilbage og bede om hjælp, hvis ægteskabet ikke holdt. Så hun blev boende med børnene i Massachusetts, selv om hun havde mere end svært ved at få det til at hænge sammen.

Det meste af tiden boede de i Haverhill, en fabriksby ved Merrimack-floden i et område, »hvor børn strejfede rundt i bander som hunde«, og hvor det var med at se ned i jorden, når bøllerne passerede, hvis ikke man ville have et par på hovedet.

Søsteren voldtages

Faren boede i en helt anden verden på Bradford-universitetet på den anden side af floden, hvor han underviste. Det var her, sønnen Andre senere oplevede, at de privilegerede collegestuderende nedladende kaldte ham 'townie' altså én fra byens pak.

Om søndagen tog faren børnene med på tur eller restaurant, men de betroede sig aldrig til ham.

»Når der var problemer, var vores far bare ikke manden, vi søgte hjælp hos. Problemer var problemer, og hvem i alverden var nogensinde sluppet for dem?«

Bogen er en nøgen og ærlig beretning om Andres barndom. Den er ikke skrevet som et anklageskrift, for sønnen har siden tilgivet faren, der godt nok svigtede stort, men som ikke formåede andet. Townie er først og fremmest en beretning om en dreng, der efter års ydmygelser og tæv selv bliver en af slagsbrødrene.

Drengen Andre var lille og spinkel og lærte byens lov at kende på den hårde måde. I 11-12-årsalderen blev han dagligt chikaneret og tævet af byens bøller. Han var skæv fra morgenstunden (det tog toppen af sulten) og droppede ofte skolen. Hans tre søskende havde det ikke bedre. Storesøsteren Suzanne solgte dope, og deres hus blev et tilholdssted, hvor folk hang ud og blev høje. De forduftede, når moren udmattet kom hjem sidst på aftenen og åbnede en dåse stuvning eller pasta med kødsovs. Den yngste datter, Nicole, forskansede sig på sit værelse, og lillebroren Jeb blev fra 12-13-årsalderen seksuelt misbrugt af en lærerinde, der kom med plader til ham og lignede Janis Joplin. Jeb forsøgte senere at begå selvmord første gang, da han var 13.

»You try something like that again I'll fucking kill you«, var storebror Andres reaktion. Som den ældste dreng i huset følte Andre, han skulle beskytte sin familie, men det mislykkedes gang på gang som da Suzanne en nat blev voldtaget gentagne gange af to sorte fyre, der kørte rundt med hende i timevis, før de efterlod hende forslået og næsten nøgen i sneen. Gerningsmændene blev aldrig fundet.

Vendepunktet for Andre blev den dag, hvor han overværede Jeb få tæv af det store brød Tommy J., der var på orlov fra hæren og ville hævne, at Jeb havde været sammen med hans søster. I ugevis havde drengene frygtet det efter en advarsel på gaden:

»Jeg ville ikke være glad for at være din bror lige nu.«

»Hvorfor ikke?«

»Fordi han er fucking død, mand. Derfor.«

Farvel til stofferne

Den tunge Tommy J., der var kendt for næsten at have slået en ihjel, dukkede en dag op ved huset med sit vedhæng af læderjakkeklædte disciple, og han slog broren til blods med direkte slag i ansigtet, mens Andre så på. Da moren skrigende kom løbende ud af huset for at jage ham væk, råbte marinesoldaten bare »fucking luder« efter hende.

Ydmygelsen var total, og Andre lukkede sig bagefter inde på sit værelse og lovede sig selv, at det skulle være slut. Han var 14, og nu begyndte han at træne sine muskler intensivt som en bodybuilder og leve på en diæt af tun og æg. Han droppede stofferne, lærte at bokse, og det varede ikke længe, før han brugte sine nye evner ude i byen. Første gang han slog en fyr ned, der havde hånet hans bror, var det med ét slag, og han blev nærmest ekstatisk:

»Han faldt, ikke baglæns, men lige ned, som om hans ben var blevet skåret over ved knæene, og jeg svingede min knytnæve i et væk, men udsmiderens arm var mellem os, og jeg forsøgte at slå hen over den, min knytnæve lige ved Lynchs ansigt, der var knoglehvidt, hans underansigt vådt og rødt, hans mund et sort hul, selv om jeg ikke følte noget i min hånd. (...) 'Du fik ham faneme!' Jeg nikkede og smilede, så grinede jeg og følte mig så godt tilpas, som jeg ikke kunne mindes at have gjort nogensinde før i mit liv.«

Mange slagsmål fulgte, og den nu voksne Andre beskriver dem i Townie med detaljeret præcision. Han husker hvert eneste, som var det i går. Han så sig selv som en forsvarer for de svage, sin families beskytter, men læseren fornemmer hurtigt, at Andre selv var ved at blive en af dem, som andre frygtede, en af dem, der strejfede rundt i natten på udkig efter en anledning til et slagsmål.

En fars respekt

Paradoksalt nok blev hans forhold til faren tættere, i takt med at hans muskler blev større og større. Faren havde stor respekt for en mand, der kunne slå igen og ville nu gerne være ven med ham. Andre Dubus III havde tidligt lært sine drenge at skyde og »aldrig at sigte på nogen med en pistol, medmindre den er ladt«. Efter Suzannes voldtægt var han selv begyndt at bære våben. Sønnen Andre begyndte at læse på det college, hvor hans far underviste, og han deltog i studiefester, hvor faren stod med cowboyhat og flirtede med studinerne, selv om først hans anden kone og senere hans tredje den 19-årige Peggy ventede derhjemme. Far og søn begyndte også at gå på barer sammen i weekenden, og faren nød det, når der var optræk til slagsmål, selv om han aldrig selv deltog.

Andre var holdt op med at forvente, at hans far opførte sig som en far, men han blev selv mere og mere bevidst om, at han var på gale veje. Et slagsmål en morgen på en diner, hvor Andre og hans ven Sam hævnede et overfald på Sam, blev en øjenåbner for ham: Andre slog løs på en af de unge fyre, der overfaldt Sam uden grund, og han blev ved og ved med at sparke til den 16-åriges hoved med sine stålbesatte arbejdsstøvler, indtil hans kærestes ord trængte ind, »Stop! Du slår ham ihjel.«

Da hun trak ham væk, hørte han én græde, en af servitricerne, der stod og rystede af frygt, og det gik op for ham, at det var ham, hun var bange for.

»Er hun bange for mig? Hvordan kan hun være bange for mig?«

Bagefter var faren stolt og ville høre detaljer, men ikke lang tid efter satte Andre sig en morgen ned med en kop te i sit køkken og begyndte at skrive i stedet for at gå til sin daglige træning. Og selv om Andre Dubus i dag ikke kan sige, hvad der fik ham til det, var det skriveriet, der reddede ham, mener han. Han holdt ikke op med at slås fra den ene dag til den anden, men han blev klar over, at han måtte ændre sit liv. I nogle år skiftevis læste og arbejdede han i forskellige lavlønsjob som bartender og bygningsarbejder, mens han skrev ved siden af. Det faldt ham ikke ind, at han ville kunne leve af at skrive det havde faren aldrig kunnet og selve forfattergerningen forekom ham lettere meningsløs.

De havde da alt

I 1986 blev faren lammet i en bilulykke, og Andre og Jeb stod pludselig og skulle tage sig af den far, der ikke havde taget sig af dem. De hjalp ham med at indrette sit hus til en kørestol, Andre lavede et træningsprogram til ham, og de sås ofte. Sønnen tog ofte tilløb til at diskutere sin barndom med faren, men det lykkedes aldrig. Som den dag, faren sad med tårer i øjnene over avisen, fordi han havde læst om en fattig, sort kvinde, der hver dag rev støvet foran sit hus.

»Er det ikke utroligt? Hun holder skidtet pænt.«

Andre elskede denne medmenneskelige side ved sin far og svarede:

»Det plejede jeg også at gøre.«

Hvortil faren svarede, at sønnen overdrev. Eller da moren til en familiefødselsdag, hvor de var samlet som voksne, sagde, at hun ville ønske, de kunne have gjort mere for deres børn, og faren forundret svarede:

»Hvad mener du? De havde da alt, hvad man kan ønske sig.«

Sønnen tilgav faren, men han kunne ikke vriste sig fri af følelsen af at være svigtet. Da faren døde i 1999, var hans første reaktion, at han følte sig svigtet. Igen. Som dengang Jeb i deres barndom løb efter bilen med hans far bag rattet og råbte »Din røv!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu