Læsetid: 3 min.

Livet på repeat

Velproduceret action med lufthuller i plottet
'Source Code' med Jake Gyllenhaal i den mandlige hovedrolle er ikke nogen fornyelse af tidsrejsefilmen som genre, men den lægger sig interessant op ad flere beslægtede genrer, først og fremmest dramaer om parallelle universer.

'Source Code' med Jake Gyllenhaal i den mandlige hovedrolle er ikke nogen fornyelse af tidsrejsefilmen som genre, men den lægger sig interessant op ad flere beslægtede genrer, først og fremmest dramaer om parallelle universer.

9. juni 2011

Fænomenet tidsrejse er en absolut klassiker inden for science fiction-genren. Tidsrejser dukkede op i fiktionen med H.G. Wells novelle The Chronic Argonauts i 1888 fulgt op af romanen The Time Machine i 1895 (omsat til en ufrivillig komisk film i 2002). Stort set samtidig, i 1889, gik Mark Twain mere satirisk til sagen med romanen A Connecticut Yankee in King Arthur's Court. Sidenhen har ikke alene adskillige forfattere, men kunstnere i snart sagt alle fiktionsformer fra film og tegneserie til teater og computerspil leget med forestillinger om tidsrejser.

Mens videnskaben fortsat diskuterer, om tidsrejser er mulige, bl.a. via ormehuller og slige behagelige transportmidler, er helte og skurke blevet sendt til både fortid og fremtid i hobevis. Nogle filminstruktører har ligefrem en særlig hang til tidsrejser, som f.eks. Terry Gilliam med den mere syrede end vellykkede Time Bandits (1981) og den underholdende, helstøbte action-science-fiction Twelve Monkeys (1995), hvor Bruce Willis møder sig selv som dreng. Tidsrejsefilmene er en subgenre, der spænder fra dramatiske dystopier som Terminator-trilogien (1984-2003) over ungdomsfilm som Robert Zemeckis Tilbage til Fremtiden (1985) til det komplet fjollede som f.eks. spoof-serien Austin Powers.

Parapsykologi

Source Codeer ikke nogen fornyelse af genren, men den lægger sig interessant op ad flere beslægtede genrer, først og fremmest dramaer om parallelle universer. Dette fænomen er ikke bundet til sci-fi-genren, som tidsrejser er, og dukker op i mange typer film ikke mindst indenfor den romantiske genre som Sliding Doors (1998) eller Vanilla Sky (2001). Desuden har Source Code elementer fra fortællinger om manipulerede bevidstheder og virtuelle universer som i Matrix-trilogien (1999-2003) og Inception (2010). Og endelig er der også en smule parapsykologi i spil.

Mysteriet er attraktionen

Det vil være synd at afsløre ret meget af Source Code's handling her, for det er netop mysterierne, der er filmens primære attraktion. I allerførste scene vågner en mand (Jake Gyllenhaal) op i et tog. Kvinden (Michelle Monaghan) over for ham er midt i en sætning henvendt til ham. Alt virker fuldkommen normalt bortset fra at han intet kan genkende. Han mener selv, han hedder Colter Stevens og er helikopterpilot i Afghanistan, og præcis otte minutter senere eksploderer en bombe i toget. Nu vågner Colter op i en celle et ukendt sted. Her får han instruktioner om at tage på en noget usædvanlig mission, der skal redde Chicago fra en altødelæggende bombe. Langsomt trevles historien op, og detaljer afsløres for både Colter selv og hans medpassagerer i toget.

Lige siden H.G. Wells og Mark Twain er tidsrejse-genren og science fiction i øvrigt i højere grad blevet brugt til at kommentere nutiden end fremtiden. Fiktionens fremtidsportrætter fremstår som ekstreme og fortegnede versioner af en række tendenser i nutiden. Source Code bruger sine tidsparadokser og tidsspring til at fortælle, hvad filmskaberne synes er galt med nutiden, og hvordan vi bør forbedre os som mennesker. Ligesom i Groundhog Day (1993) får hovedpersonen mulighed for at gennemleve samme situationer flere gange og stille sig selv og andre det klassiske spørgsmål: Hvad vil du gøre, hvis dette er det sidste minut, du lever? Og filmens budskab er utvetydig: Hold op med at brokke dig over småting eller være sur, tvær og misantropisk nyd det, du har, og dyrk glæden, latteren, kærligheden.

Et billigt grin

Source Codeder i øvrigt betyder kildekode på computerprogrammør-sprog pakker sin sympatiske men lovlig klichéprægede eksistentielle morale ind i actionform. Og det er i action- og spændingsscenerne, at filmen er stærkest. Både billed og lydside er labert produceret, vi suser med kameraet ind og ud og rundt, ubundet af tid og sted; alt er muligt og det audiovisuelle udtryk skaber en forførende omnipotent fornemmelse.

Source Code er instruktør Duncan Jones' anden spillefilm efter sci-fi-dramaet Moon(2009). Han og den debuterende manuskriptforfatter Ben Ripley går til plottet med alvor og en række videnskabelige forklaringer og præmisser, som særligt læger, fysikere og computerprogrammører utvivlsomt vil få sig et billigt grin over. Men personinstruktionen og skuespillerne er så overbevisende, at det delvis får en til at se gennem fingre med en håndfuld logiske brister i historiens konstruktion. Det er tankelegende spejlunivers-underholdning i en mere jordnær og mindre elegant udfordrende parallelverden til Inception.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu