Når fixene ikke længere virker

Bedømmelse: 2/6

For en hardcore-Baselitzfan er Re-mix et must. Verdens største nulevende maler har hygget sig med pensel på lærred og papir, men hvor han før i tiden havde et billede af menneskets forbudte indre svinehund foran sig, bruger han nu sine egne greatest hits som inspiration.

Et af hans bedste værker gennem tiden er Die Grosse Nacht im Eimer, der forestiller en ulækker lille person med åben lynlås og en kæp af en anden verden. Personen ligner en degenereret spejder, der onanerer, og det blev da også beslaglagt af de tyske myndigheder, da han udstillede det i 1963. Men væk gik det ikke, og på Gl. Strand er personen i den grad til stede.

Stofligheden i det oprindelige værk var en del af oplevelsen. Skævt opspændt lærred og lag på lag på lag indtil det kammede helt over i klamhed. Det gik muligvis stærkt med at klaske med maling dengang, men det er for intet at regne i forhold til den speed, der er over hans nye værker.

Die Grosse Nacht im Eimer er blevet remixet til mange nye værker, der ligner hurtige skitser til tegneserier. I oliemalerierne er personen blevet tegnet op, hvorefter det omkringliggende område hurtigt er skraveret med sort. Herefter er kroppen dekoreret i ren Günther Förg-stil med klatter med forskellige farver, hvorefter der er tilsat penis. I akvarellerne er den sidste lille rest af rebel forsvundet. Personen er blevet reduceret til et yndigt lille barn.

Hitler på snowboard

Men den glatte, ligegyldige og pjattede malerstil, der næsten får Kirkeby til at fremstå dyb, er ikke det værste, næ, Baselitz har opgraderet sin lille mand til at være Hitler. Hvor man tidligere måske var i tvivl, og dengang han lavede originalen godt vidste, at det var digteren Brendan Behan, så er det i dag et simpelt, kedeligt og vellignende portræt af Hitler. Brendan Behan inspirerede ham, fordi digteren i en brandert havde læst et digt op for et publikum med penis hængende fremme. Den penis er i dag blevet til en lille sød plastiksabel, man kan skære sine bøffer ud med på en varm sommerdag.

I maleriet Der Dichter står Hitler og hans penis på snowboard i verdensrummet omgivet af fire faldskærme eller vandmænd. Det ser flot ud, det er virtuost og kunne være malet af en ung amerikansk hipster og være købt af en endnu yngre kunstsamler, der havde følt sig vildt farlig over sådan at have Hitler til at hænge. Men alt det, Baselitz også har stået for, alt det nedrige, er væk. Det er kun det dekorative, der er tilbage.

Et andet gennemgående motiv er ørne. De vender alle sammen på hovedet, men det er ikke til at vide, om det er bare er Baselitz, der brander, eller om det er ørnene, der er blevet så gamle og trætte, at de styrter til jorden. Levende er de i hvert fald ikke. Og at forestille sig, at de engang er blevet brugt som symboler på noget, alle frygtede, virker komisk. De er lavet i en naiv Picassostreg på hvid baggrund, omgivet af blå himmel og en sort bjælke af maling, der løber ned over billedet og giver det et orientalsk look. Det ligner et forhæng, der er monteret på billederne for at sætte dem bedre i scene.

Næste

I flere af værkerne skriver han navnet eller årstallet for det oprindelige værk i hjørnet. Det er rart. Så kan man google det på telefonen og se, at Yoicks for eksempel er et berømt værk af Robert Rauschenberg, som Baselitz har malet, malet over igen og udstyret med fire dameben, der danner et hagekors.

Baselitz virker lidt som en misbruger, der for længst har mistet det store sus og nu kun kæmper for at holde sygdommen og hverdagen fra døren. Baselitz er blevet afhængig af at være den store provomaler, men hvor han før kunne kondensere en hel nations værste mareridt ned i et enkelt maleri, er han i dag nødt til at fylde sig med stive penisser, svastikaer og hitlere for at føle bare det mindste.

I andre af værkerne, hvor han remixer andre kunstnere end sig selv, må man også tage sig til hovedet. Eksempelvis i Allegorie de genre, hvor det går ud over et genialt værk af Marcel Duchamp, der i 1943 havde lavet et portræt af George Washington af blodige bandager, hvor den ene side formede præsidentens ansigt i profil, og hvor den anden side bød på diverse samfundskritiske optiske effekter, alt efter fra hvilken vinkel man kiggede.

Baselitz har taget portrættets form og på 30 sekunder farvelagt det med rødt kartoffeltryk. Næste.

Man risikerer at stirre sig blind, hvis man leder efter referencer. De er godt gemt, og selv når der dukker noget op, er det uden betydning. I Ekely svæver et par støvler på hovedet. I Edvards Munchs hjem af samme navn hænger der et fotografi af kunstneren, hvor benene ikke er kommet med. Og man forstår pludselig, hvordan hele verden hænger sammen ...

Det gør man ikke, og referencerne er bestemt ikke det eneste uinteressante. Hele den kreative proces som sådan er kun et nødvendigt onde. Alle kunstnere opstiller regler for at komme videre, alle har deres tricks til at skabe, men den kreative proces er uvæsentlig, privat og hører til i biografien. Og her er den dekorative Baselitz stærk. Når farverne og formerne i hans værker går op i en højere enhed, peger de kun fremad.

Den indre nødvendighed

Der er også et spændende opgør med den branche, han selv sidder på toppen af. Tænk sig at turde pille ved noget så historisk som sine egne ældre værker. I en kunstverden, hvor alt er helligt i det øjeblik, det er undfanget, er det befriende at se en kunstner udvande sig selv med vilje. Det er i forvejen vanvittigt, set fra kunstverdenens synspunkt, ikke at masseproducere alt, så det vender på hovedet, når man nu har fået sig en så let genkendelig og succesfuld signatur.

Desværre virker det, som om den indre nødvendighed, der har fået Baselitz til at åbne bagkataloget, ikke udspringer af en trang til at udvikle maleriet, men snarere af et behov for at få udviklet nogle emner, der passer til hans greb.

Baselitz virker lidt som Tal R, der også hele tiden tester former og motiver for at finde noget, der passer, men hvor Tal R bruger uger og måneder på et værk, virker det, som om Baselitz har kradset alle udstillingernes værker sammen på et par dage. Det er kedeligt, det er uden den energi, vi ellers kender ham for, og det er svært at forstå hvorfor. Det er jo ikke ligefrem, fordi verden er blevet et bedre sted siden 1960'erne. Traumerne er i hvert fald ikke blevet færre.

For de største fans er udstillingen et glimrende supplement til biografien. Almindeligt kunstinteresserede vil nok have noget sværere ved at forstå, hvorfor dette skulle være verdens største nulevende kunstmaler.

Georg Baselitz: 'Re-mixed'. Gl. Strand, København. Til den 21. august