Læsetid: 2 min.

Ud af nattens etui

Mere fransk surrealisme. Pierre Reverdy adskiller sig fra de andre pariserbohemer med sin enkle, alvorlige stil, men man kan godt mærke tidens tand.
3. juni 2011

Pariserbohemen, Coco Chanels elsker, det kubistiske forfatteridol Peirre Reverdys (1889-1960) digte er alt det, digtene var i 1916, men de er også bemærkelsesværdigt indadvendte. Det ovale tagvindue (1916), oversat af Peter Laugesen og udgivet af Danmarks måske største dadaelsker forlaget Bebop er franskmandens venligt bestemte digtsamling, alvorlig og enkel, intentionelt klodset i sin antivellyd, som en monotom sang.

Mænd, kvinder og børn, vilde heste og træernes fingre, der holder månen på plads. Når Reverdy er bedst, tager han blidt om en voldsom uhygge, der synes at tilhøre almindelighedens sfære. »Sorte blomster skal I plukke / Bladene er aldrig grønne / Alle nålene er røde / Og blodige er jeres hænder«, sådan skriver Reverdy, når han er mest højstemt, og kombineret med de sanselige imperativer fungerer det dejligt og skræmmende.

Nattens arbejdere

Et par store armbevægelser gemmer sig i digtenes ængstelse, i en fremmed og fjernt murrende katastrofe, der vibrerer i landskabets udkant. Det kammer nogle gange over i lovlig simpel patos og sørgmodig konstatering som »et barn der dårligt nok har øjne at græde med«. Andre gange formår digtets blik på én gang at være omflakkende og fokuseret. Det resulterer i en begejstrende og stærkt overvældende intensitet, som her i digtet »Nattens arbejdere«:

»Og det er nat, livet er brændende og tavst. Nogen holder / op med at sove. En mand passerer alene mellem bækkene. // Ængsteligt kommer de alle ned ad den skrånende gade der fører dem ud. Og du lytter bag det lave vindue, hvor en / stråle fra din lampe filtreres igennem, du lytter til lyden der / dør. / Dagen synes langsomt at komme ud af et etui.«

Læseren placeres sammen med digteren bag vinduet i selskab med en lampe, der kaster sit lille lys ud på de forbipasserende. Man kan læse det som et billede på Reverdys poetik.

At forsøge at berøre verden med digtets lys. Vinduet som digterens kighul og øje.

Endnu et grædende hus

Men samtidig mærker jeg også hos mig selv en hvis træthed over dette klassisk Edvard Munch-skrigeriske inventar. Nok er nogle gange virkelig nok med magtesløst kokette slutlinjer, mørknende marker, dorske heste, bækkens sang, sønderrevne gardiner, tomme grædende huse (!), og også træt bliver jeg af den her superalvorlige pubertetsaforisme: »man kan ikke længere / sove roligt når man en / gang har åbnet øjnene«. (En sætning som får en hel side for sig selv!). You have got to be kidding me, Pierre Reverdy, tænker jeg.

De her næsten belærende udsagn virker banale ved siden af de passager, hvor Reverdy brillerer ud i dragende billeddannelse og vilde sceneskift. Jeg ved ikke, hvad konklusionen er på det, bogen er 95 år gammel, flere steder er den stadig god, andre steder er den det virkelig ikke. Det, der står tilbage, er de gode billeder simpelthen, at dagen kravler ud af et etui. Hvad det fortæller, er jo så alligevel noget, småt eller ikke småt, og måske er det, at billedet altid overlever.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu