Læsetid: 5 min.

Ny årgang, næste

Årets afgangsudstilling fra Kunstakademiet i København er en kedelig forestilling af kunstnere, der tilsyneladende er bange for selv at undre sig
Årets afgangsudstilling fra Kunstakademiet i København er en kedelig forestilling af kunstnere, der tilsyneladende er bange for selv at undre sig
17. juni 2011

Bedømmelse: 2/6

»Bare giv mig pengene.«

Vi kender det fra fødselsdage. Vi har indført det til konfirmation. Nu er den her åbenbart også i kunsten. For hvorfor alt det besvær med først at blive kendt og så sælge kunst for kassen og så købe det, man har brug for? Hvorfor ikke bare gøre ens behov til værk?

Joen Vedel dimitterer med en mere poetisk og hjertevarm variant af den klassiske 'sælg min stand på kurateret udstilling til stort firma og fortæl noget om forholdet mellem kunst og penge'. Vedels far har et hus i Sydhavnen, der godt kunne trænge til en kærlig hånd. Vedel har kulturel kapital. Og den veksler han til 16 ruller tagpap, 22 bat rockwool, vinduer, brædder og 10 spande træbeskyttelse, der står lige inden for døren i Nikolaj Kirke op ad et kæmpebillede af farens slidte hus, hvor det skal hen, så snart udstillingen er slut.

Det gode ved værket er, at det er så virkeligt. Det handler om noget. Der er en far, der godt kunne bruge lidt hjælp, og en søn, der rækker begge arme ud. Det er ligesom sportsjournalister, der altid er lidt irriterende, men som man tilgiver, fordi de er så lykkelige over at kunne leve af det, de elsker allermest. At få demonstreret kunstens monetære status er ikke nogen original gestus, men til gengæld er det sjældent efterhånden, at man ser følelser i kunst.

Men lige så stolt Vedels far må være, lige så underligt må det være for nogle af de andre forældre da de så Afgang 2011 første gang. For er det virkelig det, deres børn brænder for? Fra Vedels værk går det kun ned ad bakke, ned mod navlen og helt derind, hvor selv chilenere ikke kommer ud igen.

I forhallen hænger også et videoværk, fordelt på tre skærme, af Siv Katharina Søndergaard. »Hvor er mandfolk dog nogen idioter«, siger Siv i sort, imens hun med rødt, langt hår i midten blinker manisk med det ene øje, og som Sarah Bro til højre blinker med begge. Alle tre reciterer Ulysses, mens de performer og ser os i øjnene. Vi er endnu ikke helt nede ved navlen. Selv om det er sort, så føler man intensiteten.

Ikke meget at gribe fat i

Op ad trappen mærker man til gengæld virkelig lyset forsvinde. Andrea Lind-Valdan er sådan set interessant nok med sine små stykker pap, papir, plastic og stof, der hænger rundt omkring i trappeopgangen, men der er ikke meget at gribe fat i. Og herfra går det helt galt. En film med fødder, der måler en lejlighed op. Enorme fremkaldelser af sorte billeder fra Nordkorea. Linoleumstryk og billeder fra et containerskib. Vejarbejdskonstruktioner. Fotocollager. Et sovekammer. En sort streg omkring kirken, der muligvis markerer højden på fiktive genopbygninger af noget, der kunne pege på de kulturelle processer i forhold til, hvordan historier bliver til.

Det er indadvendthed i anden. Det virker, som om mange af dimittenderne engang havde en undren, som de så har forædlet så meget, at ideen er forsvundet, og det, der står tilbage, kun er alt det, de undervejs har forsvaret den med. Mange af værkerne virker som metaanalyser eller snarere som meta-metaanalyser. Julie Galsbo har for eksempel lavet en billedsøgning på google over ordet 'Afghanistan'. Det er der kommet en masse billeder ud af, som hun har printet og nu kategoriserer. Det er lækkert filmet, hendes kønne hænder og korte hår og billederne, der bliver sorteret i bunker og skudt ovenfra. Soldater, der venter, soldater på vej, soldater i kamp. Og så er der billeder fra dengang, det var russerne, der kæmpede. Russerne ventede, russerne var på vej, russerne kæmpede. Og så er der bunken med billeder, hvor Julie Galsbo finder det umuligt at gætte sig til relationen og mener, at det måske er en teknisk fejl i søgningen, der har givet hende billeder af Per Fly og Anders Lund Madsen. Hun fortæller, at man mister internettets logik, når man printer billeder, fordi man ikke længere kan søge sig frem til forklaring. Og det er selvfølgelig noget fis. Per Fly er ved at lave en film om Afghanistan, og Anders Lund Madsen har været dernede og underholde soldaterne, og hele Galsbos projekt er fuldstændig meningsløst. Hendes postulerede undren er konstrueret af tilfældigheder. Hun kunne lige så godt have åbnet en ordbog et tilfældigt sted og have taget det første ord på venstre side og så have forholdt det til det første ord på højre side. »Der er ingen ofre«, siger hun, og man er i tvivl om, hvorvidt hun er ude i et politisk, videnskabeligt eller kunstnerisk ærinde. Som analyse er det ubrugeligt, politisk er det en maveplasker, og kunstnerisk formår hun ikke at bringe ånd ind i andet end det velfungerende æstetiske set-up.

Ånd er også temaet for Kristina Elisabeth Steinbocks seks film af skuespillere, umiddelbart efter de er gået af scenen. Hun vil efterprøve et udsagn fra den store russiske instruktør med mere Konstantin Stanislavskij, der siger, at han efter en forestilling kunne se rollen glide af skuespillerens ansigt. Det er et værk i kategori med litterære ideer som 'at vågne et sted og have glemt, hvordan man er havnet der'. Det er sådan et værk, man forventer på en højskole. Det er et Evaristti-værk. Ideen er 'ha ha', men indholdet er forsvindende lille.

Og det er også en metaanalyse, fordi det ligesom med så mange andre af værkerne på Afgang 2011 udforsker noget, andre har undret sig over. Men er det så, fordi dimittenderne ikke har noget på hjerte, eller er det fordi det er tabu at bruge sit eget hjerte i sin kunst? Per Gerhard Jørgensen bruger hverken sit eget eller andres i et rum, han har bygget med forlængede barstole og en scene til et band. Det eneste, man føler trang til at reflektere over, er, hvorfor han gider. Hvor finder de her unge kunstnere i det hele taget styrken til at blive ved?

Kunstneren med synonymet Den Unge-kunstner har måske et svar, når han/hun ironiserer over den moderne kunstnertype med et (selv?)portræt af en ung mand, der tager et billede af sig selv i et spejl, mens han kigger sig selvbevidst i øjnene. På tre plakater ved siden af er knap 100 statements om typen skrevet, så det ligner en invitation til en iransk fest. »Den Unge-kunstner bryder sig ikke om konsekvenser. Alt er sjovt, intet betyder særlig meget. Alt er cool, intet er alvorligt«. »Den Unge-kunstner ved hvordan man spiller sentimental«. »Den Unge-kunstner opfatter sin egen eksistens som et managementproblem der skal løses«.

Den Unge-kunstner har det svært med at være ung kunstner, og det forstår man godt. Det er i forvejen ikke let at skulle gå fra uddannelse til virkelighed, men forvirringen over rollen som kunstner er tilsyneladende ekstra hård. Verden vil have noget lækkert, vennerne vil have noget videnskabeligt, og alle frygter det banale, som var det døden. Desværre er den modsatte grøft ikke nogen garanti for, at det bliver levende. Det beviser en lunken Afgang 2011.

'Afgang 2011' i Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads i København, til den 31. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu