Læsetid 5 min.

Der er også ånd i plastik

Folklore er det hippeste i en kunstverden, der gerne vil være mere nærværende
Emil Westman Hertz' 'Arkiv' ligner noget, der betyder noget, noget, der er nærværende, og ikke bare noget, der er sat i verden for at pege på noget andet.

Emil Westman Hertz' 'Arkiv' ligner noget, der betyder noget, noget, der er nærværende, og ikke bare noget, der er sat i verden for at pege på noget andet.

3. juni 2011

Bedømmelse: 3/6

Jeg ville gerne have levet i København under Anden Verdenskrig, jeg ville have kysset piger i kælderskakte og have sat plader fra Amerika med hottentotmusik på grammofonen.

44Møen vil gerne være hippe, så de har rakt ud i den internationale kunstverden, hvor de har fundet et buzzword, der rækker tilbage i tiden. Folklore. Overleveringer. Myter. Genstande, der betyder noget. En hånd, der giver ånd.

Og hvad er så mere nærliggende end at se på tidligere graffitikunstner Jan S. Hansen, der godt nok arbejder med det modsatte, nemlig at tage symbolerne ud af folkloren og sætte dem ind i andre kontekster, og tage hans motiver for pålydende.

Hans aboriginallignende værk Speaking in Tongues, der forestiller Cerberus, en mangehovedet hund, gengivet som maske, der ifølge folkloren beskytter porten til underverdenen, er en rigtig lækkerbisken for dem, der drømmer sig tilbage til dengang, før verden gik af lave.

Masken er sågar omgivet af rituelle symboler som stjerner, knive og flag og en masse graffitilignende inskriptioner. Det er til at forstå og ikke ligesom alle de dér kedelige konceptkunstnere, der bare fylder sig med gode ideer og får andre til at lave det hårde arbejde.

Bonderøven på lærred

Udstillingen Folklore på 44Møen er kunstens svar på en modtrend til alle de moderne ideer om, at kunsten ikke længere kendes på dens fysiske kvalitet, men på dens innovation, en slags Bonderøven på lærred.

På sin vis er det forståeligt nok, at mange finder folkloren så attraktiv. Den moderne kunstner har fulgt den moderne udvikling og er blevet en del af videnssamfundet, hvor man tænker hjemme og producerer ude. Og man forstår godt dem, der brokker sig. Vi er opdraget til at kunne lide, at man kan se, at der er nogen, der har gjort noget ud af det. Men er det det samme, som at man absolut skal drømme sig tilbage til gamle dage? Var vi mere i live dengang? Og kan man kun gøre sig umage med hænderne?

Emil Westman Hertz har fremstillet en masse objekter i voks og ler og gips. Man kan virkelig se, hvordan han har brugt fingrene. Det ligner noget, der betyder noget, noget, der er nærværende, og ikke bare noget, der er sat i verden for at pege på noget andet.

Den nye folklore

Men nu er det ikke kun folklore, der er oppe i tiden, men også gruppebegrebet. Og ligesom når du er inviteret til en udklædningsfest, bliver du sjældent smidt ud igen, hvis du kommer som noget andet end det, der er temaet. Så derfor behøver alle kunstnere på en gruppeudstilling ikke nødvendigvis at blive set ud fra temaet, men udelukkende ud fra, om det giver mening eller ikke giver mening i den samtid, det eksisterer i.

Og hvis man skal være helt ærlig, så kan man også sige folklore om Superflex eller om Tal R eller Lilibeth, deres værker kan også sagtens oversættes til noget, der er levende.

Og hvis man virkelig gider være modsat og sætte det på spidsen, så beskæftiger man sig kun med folklore som begreb i samtidskunsten, fordi man vil løsrive sig fra alt det, man finder kulturelt dødt. Facebook for eksempel, men det er jo en løgn, for det er her, den nye folklore skabes. Selv på de mest lukkede netværk er der figurer, der spøger, og myter, der opstår.

Men nu ER det jo en folkloreudstilling, og Emil Westman Hertz vil gerne vise med sit arkiv, at han er nærværende. Det fupnummer er han verdensmester i. Man tror virkelig, man befinder sig i bankboksen på et naturhistorisk museum. Men flirten med materialer peger tilbage på ham selv. For hvis det kun er træmanden, der kan fortælle en historie, er det Hertz, der har et problem. Og det er han ikke alene om.

Travis Meinolf væver for eksempel tæpper for at minde os om gamle dage, da vi ikke havde udliciteret hånden.

Mette Winckelmann inviterer på kaffe i en mangefarvet sofa, af kopper i uglaseret ler, hun selv har fremstillet med hendes klassiske mønstrede malerier i baggrunden. Det handler om at mødes om kunsten igen, fordi den er blevet så kold på det sidste.

Ånd i samlebånd

Men det er noget vrøvl. For er der ikke lige så meget ånd i et samlebånd som i en snedker, der står og polerer? Er det ikke noget pjat, hvis man kun kan nyde noget, man selv har bygget? Handler det i stedet ikke om, at man skal finde ånden, og det er der nogle kunstnere, der ikke kan, og så begynder de at lede, og så finder de noget oprigtigt, noget nærværende, de kan spille på. Men det er enten andres oprigtighed, eller det er fra en tid, hvor, bilder vi os ind, vi var mere oprigtige.

Lad os prøve med et tankeeksperiment. Hvad er det mest syntetiske, vi kan forestille os? Det må være plastikposehavet, der er på størrelse med en amerikansk stat. Men hvis du ikke kan finde en historie i det, så er du ikke særlig fantasifuld. Og så skulle du måske prøve at kaste dig over noget andet end kunsten.

Hvis du ikke kan lege med andet end tinsoldater, fordi soldaterne var flottere, da de havde tornystre på ryggen, så er det ikke alt det nye legetøj, der er problemet, men dig.

Jette Hye Jin Mortensen forener det nostalgiske, folkloren, håndværket, åndværket og det konceptuelle med størst elegance. Hendes Sange fra De Sangløse, der kan høres fra fire højttalere i hjørnerne af et rum kun oplyst af et stearinlys på gulvet, nøjes ikke med at cirkle over fænomenet eller blot at pege på fænomenet, men genfortæller folkloren. Hun har mange grunde til at synge salmer og folkeviser; der er hele dansker/ikke dansker-problematikken og så selvfølgelig det postulerede historiske fællesskabstab ved, at vi ikke længere kan synge sammen. Som om vi nogensinde har kunnet det.

I den permanente opførelse bliver de flerstemmige værker både til noget gåsehudsfremkaldende helligt og noget anstrengt, fordi det ikke er alle stemmerne, der kan sangene lige godt, og i performanceudgaven af værket går seks sangere rundt på må og få i udstillingen, glider ind og ud af hinandens akkompagnement og mimer samfundet og minder os om, hvordan en plus en giver mere end to.

Cecilie Gravesen har lavet Between Humans and Other Things, en pudsig, men tematisk velvalgt film om huset Hinemihi, der oprindeligt blev anset for at være en levende ånd, der kun blev holdt i live ved menneskelig berøring, men som nu har lidt den grumme skæbne at blive en museumsgenstand, der ikke må berøres.

Det er ikke nogen nærværende film, selv om den handler om at være det, og på den måde er den symptomatisk for folklorens indtog i samtidskunsten.

Ligesom jeg aldrig kommer til at kysse piger i en kælderskakt med sirener i baggrunden, og Bonderøven heller ikke er en modtrend til det hurtige liv, men blot har givet frisk blod til den gør-det-fra-bunden-monstertrend, han foregiver at bekrige, så er Folklore også bare endnu et desperat skridt i en verden, hvor det eneste, der tæller, er at finde på noget nyt.

'Folklore'. 44Møen, Fanefjordgade 44, Askeby. Til den 13. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

”Der er også ånd i plastik”

Der er muligvis ånd i plastic, som under fabrikationen bliver plastiske så de kan formes og i visse tilfælde tilføjes ”ånd”. Og nej, det gælder nok ikke plasticposer.

Brugerbillede for Mark Thalmay
Mark Thalmay

Plastic

er et kemisk kunstprodukt, altså frembragt af den menneskelige 'ånd', så i den forstand er plasticens 'substans' 'ånd' - det gælder også plastikposer, :-).

Med venlig hilsen