Læsetid: 6 min.

Postkort fra Det Tredje Rige

Hans Falladas roman om et tysk arbejderægtepar, der gjorde modstand under Hitler, udkom første gang for 64 år siden. Nu foreligger omsider den uforkortede udgave på knap 700 sider. Romanen går fuldt fortjent sin sejrsgang på bestsellerlisterne verden over
Hans Falladas roman om et tysk arbejderægtepar, der gjorde modstand under Hitler, udkom første gang for 64 år siden. Nu foreligger omsider den uforkortede udgave på knap 700 sider. Romanen går fuldt fortjent sin sejrsgang på bestsellerlisterne verden over
3. juni 2011

»Mor! Føreren har myrdet min søn. Mor! Føreren vil også myrde dine sønner, han vil ikke holde op, før han har bragt sorg ind i hvert et hus i verden.«

Sådan lyder de to første linjer på det første af de i alt 285 antinazistiske postkort, som ægteparret Anna og Otto Quangel når at skrive fra 1940 til 1942 og anbringe rundt omkring i Berlins trappeopgange. Af dem bliver de 267 overgivet til Gestapo, umiddelbart efter at de er blevet fundet. Det var ikke, hvad Otto Quangel havde regnet med eller håbet på. Tværtimod forestillede han sig, hvordan han og konen ville igangsætte en bølge af kortskriveri, der snart ville oversvømme Berlin. I stedet vandt angsten så overlegent, at finderen af et kort ikke engang turde læse det til ende, før han eller hun overdrog det til myndighederne.

Da Otto Quangel sidder varetægtsfængslet og venter på sin dødsdom, deler han celle med dirigenten dr. Reichhardt. En fin mand, hvis brøde består i, at han i Tyskland og i udlandet altid og i alle samtaler har tilkendegivet sin mening om Hitler og hans kumpaner. En mand, der forklarer og nynner klassiske musikstykker for den forbeholdne snedkermester Quangel, som ikke har læst en bog hele sit liv og »ikke har tænkt sig at begynde nu«. Reichhardt lærer ham også at spille skak, til han er bedre end dirigenten selv.

Personers skæbne

Da Quangel i et anfald af modløshed spørger sin cellekammerat, hvad deres modstand overhovedet har nyttet, svarer dirigenten: »Ser De, Quangel, det ville naturligvis være bedre, hvis vi havde haft en mand, der havde sagt os: Sådan og sådan skal I handle, det er vores plan. Men havde der været en sådan mand i Tyskland, så var det aldrig kommet til 1933. Således har vi alle måttet handle alene, og alene er vi blevet fanget, og enhver må dø alene. Men alligevel er vi ikke alene, Quangel, vi dør ikke forgæves. Ingenting sker forgæves i denne verden, og da vi kæmper for retfærdigheden imod den rå vold, vil vi dog til slut være sejrherrerne.«

Romanen Jeder stirbt für sich allein handler om det berlinske arbejderægtepar Quangel. Efter at have mistet deres søn under invasionen af Frankrig i juni 1940, beslutter de sig for at yde modstand. Det gør de ved at skrive postkort imod det nationalsocialistiske regime og lægge dem rundtomkring i opgange i Berlin. Forfatteren Hans Fallada skrev sin historie på grundlag af det virkelige ægtepar Elise og Otto Hampels skæbne. De begyndte at skrive postkort, da Elises bror faldt som soldat, og nåede over to år at skrive over 200 kort og breve, før de blev fanget og henrettet i guillotinen i fængslet Plötzensee.

Hans Falladas rigtige navn var Rudolf Ditzen, og romanen på 866 maskinskrevne ark skrev han på bare fire uger i november 1946. Kun to måneder efter at have fuldendt sin roman døde Fallada af et hjertetilfælde. Han var morfinist og svækket psykisk.

Eget liv og død

I 2002 udkom romanen i en ny oversættelse i Frankrig, hvor den blev en bestseller, ligesom den blev det i USA og England kort efter. Også i Israel har den, siden den udkom i begyndelsen af dette år, ligget på bestsellerlisterne. Nu har Aufbau Verlag lavet en ny udgave, der for første gang indeholder hele Falladas manuskript. Fallada havde gjort sig umage for at fremstille ægteparret som medløbere, der befrier sig fra deres nazivenlige holdning. Men da han levede i den sovjetiske besættelses zone i Berlin og blev protegeret af folk med tilknytning til det østtyske kommunistparti SED, blev bogen udgivet på Aufbau, et kommunistisk forlag, og i det, der skulle blive DDR et par år senere, ønskede man sig ubelastede forbilleder.

Redaktøren fandt i 1947 den røde kuglepen frem og rettede lidt på de politiske aspekter, som for eksempel når Fallada beskrev ægteparret som ikke spor mere jødevenligt end hovedparten af den tyske befolkning. Eller han strøg adjektivet »kommunistisk« om den modstandscelle, som Quangel-sønnens kæreste, Trudl, var en del af, fordi beskrivelsen af hendes kammeraters hårdhed kunne vække mishag.

I nyudgivelsen i dag har forlaget tillige trykt forskellige dokumenter fra processen mod Otto og Elise Hampel. Hans Fallada følger dog kun i grove træk den virkelige proces' akter. Hans historie og personer har deres eget liv. Og død.

Langtfra et mesterværk

Da Anden Verdenskrig var slut, modtog Kulturforbundet til Tysklands Demokratiske Fornyelse en mængde akter om antinazistiske modstandsfolk. Johannes R. Becher, der var medstifter af og præsident for forbundet, gav akterne om Hampels proces videre til Hans Fallada og bad ham skrive en bog om modstanden i Nazityskland. I første omgang sagde Fallada nej. Han havde ikke selv ydet modstand, men derimod forsøgt at hytte sit eget skind og sin forfattervirksomhed. Men han havde den fordel, at han i modsætning til en forfatter som Thomas Mann, der forlod Tyskland i 1934, havde oplevet nazismen på nærmeste hold og kendte livsbetingelserne og den lille mands hverdag.

Ugeavisen Die Zeits anmelder Adam Soboczynski skrev for nylig om romanen, som Fallada skrev på rekordtid, at den håndværksmæssigt langtfra er et mesterværk. En del af personerne er éndimensionelle klichéfyldte karikaturer, forfatteren ryger gang på gang ud af en tangent, der ingen steder fører hen, og den usandsynlige happy end Fallada lader ikke bogen slutte med henrettelsen er umotiveret og påklistret. Men Jeder stirbt für sich allein er, skriver Soboczynski, »en helt igennem storartet roman, når man ikke stiller æstetiske krav. Man læser den med feberagtig nysgerrighed, side for side, næsten uden at lægge den fra sig. Ikke fordi det drejer sig om et stort kunstværk, men fordi det tidshistoriske tryllebinder én«.

Knytnæve i kæften

Sandt er det, at bogen får en ekstra dimension ved at være skrevet så tæt på begivenhederne. Man ser for sig det sønderbombede Berlin bag ved den febrilsk skrivende Fallada.

Han beskriver årvågent tyskerens kamp for hverdagen og den terror, der har lukket sin jernnæve om ham, men også tyskerens fejhed, hans griskhed, hans angst, hans løgnagtighed, hans vilje til at stikke og udplyndre naboer (jøder som ikkejøder) og arbejdskammerater, hvis det kan berige ham selv eller redde ham fra at komme i fedtefadet. Det gælder alle fra viceværten, advokaten, nabokonen, lægen, skuespilleren, ludomanen og SS-officeren til kriminalkommissæren. Dyrehandlersken fru Häberle og retsassessoren Fromm repræsenterer de anstændige og modige mennesker, men der er langt mellem snapsene.

Fallada inviterer os med til forhør i Gestapos hovedkvarter i Prinz-Albrecht-Strasse. Her skal ingen vide sig sikker for en knytnæve i kæften, især ikke en kriminalkommissær, der er lidt træg med opklaringen. Han tager os med til Folkeretsdomstolen, hvor alle sager er afgjort på forhånd og aldrig til den anklagedes fordel. Her er dommeren en ondsindet og skruphysterisk sadist, og forsvareren modarbejder sin klient med endnu større ildhu, end anklageren fordømmer ham. Endelig er vi med i dødscellen og til sidst helt oppe på bænken, hvor den dødsdømte hører klingen suse ned imod sin blottede nakke.

Hvis man trænger til at læse en bog, der giver tyskerne oprejsning som modstandsivrigt folk, skal man ikke give sig i kast med Fallada. Midt i jublen over sejren over arvefjenden Frankrig i maj 1940 står der: »De fleste mennesker løber efter succes. En mand som Otto Quangel, der træder ud af rækken, midt i succesen, er en undtagelse.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu