Priest

Det er sjældent, at man griber sig selv i at have ondt af en skuespiller, thi vedkommende har jo selv valgt at medvirke. Men efterfølgende må hovedrolleindehaver Paul Bettany næsten have spurgt sig selv, hvorvidt hans bemærkelsesværdigt stive præstation i det ulideligt selvhøjtidelige 3D-vampyrdrama Priest overhovedet har med skuespil at gøre.

Filmen har intet at have sin selvglæde i, da den er en blanding af westernklassikeren The Searchers og apokalypse-trilogien Mad Max blot altså med blodsugerfaktor, men helt renset for fængende dialog og figurer, man kan fatte interesse for. Den følger en ugleset eliteenhed af præstekrigere, der er en fundamentalistisk-religiøs menneskeheds eneste bolværk mod en hær af monstrøse vampyrer.

Som eneste formildende omstændighed finder vi tilløb til tvetydige eller tankevækkende synsvinkler, såsom vampyrernes evigt forførende rebelrolle og overlappet mellem religion og totalitarisme.

Slutscenen peger i retning af en toer, og jeg kan allerede nu sige, at jeg er forhindret den dag, der er pressekørsel.