Læsetid: 4 min.

Pubertets-psykedelika i luften

Dans, knep, dans! Simon Stahos 80'er-friske farvelade-lagkage, 'Magi i Luften', er en energisk totalhyldest til ungdommens stangliderlige alvorsløshed
Simon Stahos 'Magi i luften' er som at sidde i en knæklys-dekoreret indkøbsvogn med 80'er-hits i walkmanen og blive fyret rundt og rundt og rundt i en Olafur Eliasson-installation.

Simon Stahos 'Magi i luften' er som at sidde i en knæklys-dekoreret indkøbsvogn med 80'er-hits i walkmanen og blive fyret rundt og rundt og rundt i en Olafur Eliasson-installation.

23. juni 2011

Simon Stahos smittende energiske Magi i Luften er svær at sammenligne med andet filmisk ungdomsrabalder, jeg har set. Den er Busters Verden på pubertets-psykedelika i en verden overskyllet af regnbuefarver og med en forelsket hovedperson, der er dikteret af sin glødende tryllestav mellem benene. Dans, for satan! Knep! Der bliver festdanset meget, næsten hele tiden, føles det som om, i Magi i luften mest til 80'er-musik og indledningsvist til Gnags' »Vilde Kaniner«. Og det er hvad de unge er her: De springer rundt og vil parre sig som kaniner, vil de. Filmens fire fandenivoldske hovedpersoner går endda i pels (og i tyrefægterdragte og med fjollede avishatte). Og det er den slags ungdom, iscenesat i et vildt overdrev, som musicalen handler om. Og det er de unge, som filmen ultimativt er dedikeret til. Staho havde efter sigende ønsket, at de danske anmeldere derfor skulle holde deres voksenvurderende naller fra denne glitrede kagedåse af en ungdomsfilm. Vi fik nu alligevel lov og meget passende til en visning i Københavns farvestrålende lagkagebiograf, Palads. Men hvad man kan trække ud af Stahos grynt, er måske, at det her trods sin fanatiske brug af danske 80'er- og 90'er-hits og -stil ikke er ment som et nostalgitrip for de gamle, der husker den tid, Stahos film integrerer. Det er en film for her! Og nu! Her bliver selv Danseorkesteret genopvakt som dansemusik for de unge – ikke som musik for nostalgiske fyrreårige til firmafest. Dans, Isabella, DANS! Når man er ung som de unge i Stahos magiske musicalunivers, er det virkeligt skidefedt og nyt, når »regnen falder ned«. Dans!

Præ-bekymringer

I sine seneste store film (Kärlekens Krigare, 2009, blev vist overset af de fleste) gav Staho fingeren til voksenlivet. Den desillusionerede Daisy Diamond (2007) spiddede den udbytteriske lorteverden af voksne egoister, som filmens kronisk skrigende spædbarn (måske Stahos egen modvillige vrælen?) fødtes ind i. I det knugende Bergman-inspirerede skilsmisse-kammerspil Himlens Hjerte (2008) blev ægteskabet portrætteret som en tryg og trist mur. Av. I Magi i Luften har de unge overtaget filmuniverset. Her er (næsten) ingen voksne og forældre og absolut ingen skole. Fire venner fjoller dansende rundt i underligt billigt designede studielokaler fyldt med diskolys og sæbebobler og glimmer. Eller de bakser rundt på natklubber eller forsøger at sutte deres egen pik på en regnbuefarvet Havneholmen. Alt er plasket til med farver. Intet er gråt. Sigende nynner drengene »Lækker« jubelhittet fra dengang Nik og Jay stadig var høje på Bacardi og lækkernumser, fra før Roskilde Bank åd deres formue, fra før pop-rapperne så »fortiden i bakspejlet«.

Magi i Luften dyrker alt det, der ligger før voksenbekymringerne. Den er fyldt med nem, glad og ikke længere 'cool' præ-bekymringsmusik: D-A-D (ikke Sort Sol), Østkyst Hustlers (ikke L.O.C.). John Mogensen. Laid Back. Normalt går jeg i panik over den slags musik. Her, på bølgen af fjolle-energi, elsker jeg det nærmest og føler det. Hertil synger Emma Sehested Høeg (Bodil-nomineret for sin rolle i Den Du Frygter) som Lina nye sange, der virker, fordi hun synger skidegodt.

Tynde handlingstråde

Men mens filmen med humor og musikalitet formidler ungdomsenergi med komplet forførelseseffekt, mangler personhistorierne troværdighed. Lina har kneppet 47 fyre, siden hun var 13 for at nå til sit mål om at udgive sin musik. Hun forsøger målrettet at holde ægte følelser fra livet. Hun kigger på den dødeligt forelskede og dampende liderlige Daniel med sine fugtige Bambiøjne, men bitcher så væk fra ham igen og igen (og igen). Til sidst er det svært at tro, at hun virkeligt vil ham noget, og at det ville være fedt for dem at få hinanden. Og Daniels mor er netop død af kræft. Det bliver køligt uhåndteret af vennegruppen og først til slut forløst i en absurdistisk begravelsesscene, der inkluderer et kyllingekostume. Den scene er sjov. Det er den kulørte ungdom, der med røde svømmefødder sjosker ind på De Voksnes grå territorium. Men emnet og Daniels sorgbearbejdelse bliver aldrig taget særligt alvorligt. Fra mit panderynkende næsten-voksenperspektiv virker det underligt tomt. Den tilbageholdende Therese, spillet med blid charme af Victorie Carmen Sonne, er desperat efter at miste sin mødom – og helst af den lille charmerende score-bavian, Stefan (rapperen Honik). Han har noget latent kørende med høje hæle og et værelse, der er påfaldende overtapetseret med Michael Laudrup-plakater (dét er også sjovt), selv om han ikke selv vil spille fodbold længere. Hans 'problem' (gæt selv) er det bedst afrundede af de lidt tynde handlingstråde.

Uanset hvad: Jeg kan ikke komme i tanke om at have set noget som Magi i Luften. Den platkåde danseenergi bliver i kroppen. Det er som at sidde i en knæklys-dekoreret indkøbsvogn med 80'er-hits i walkmanen og blive fyret rundt og rundt og rundt i Olafur Elliassons Your Rainbow Panorama. Filmen kører en gang eller to for meget rundt i denne farverige manege. Der er lidt for mange dansevideoer, lidt for mange gentagelser i Daniel og Linas katten-efter-kussen-leg. Men sådan her er dansk ungdomsenergi altså aldrig blevet serveret før. Så jeg takker for, at jeg fik lov. Andre voksne bør også prøve.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu