Læsetid: 3 min.

En rigtig popgud

Den nye samling af 'Eldorado'-hits fra 80'erne får anmelderen en tur ned af memory lane og giver anledning til en lille overvejelse om popmusikkens vilkår på de danske radiokanaler
Ikon. For os, der blev flasket op med de Mylius, har oplevet ham som dj i den lokale sportshal ude på landet dér i begyndelsen af 80'erne, hvor man dansede disko, forsøgte at ligne John Travolta og havde rom og cola i hegnet, er han en slags Gud. En popgud.

Ikon. For os, der blev flasket op med de Mylius, har oplevet ham som dj i den lokale sportshal ude på landet dér i begyndelsen af 80'erne, hvor man dansede disko, forsøgte at ligne John Travolta og havde rom og cola i hegnet, er han en slags Gud. En popgud.

Nicola Fasano

9. juni 2011

Der findes P1-dage; de dage, hvor man er til snak og perspektiv og kloge udlægninger af verden. Der findes også P2-dage; dage hvor man trænger til at starte med en march eller klassisk musik af Mozart, Brahms, Schumann eller Richard Strauss.

Og der findes P3-dage, hvor man er til hurtige, uforpligtende pophits. Selv om man godt kan ærgre sig over, at der på kanalen er så meget hjernedød snak og imbecile quizzer. Det er jo en hån mod folket. Indimellem kan man godt gå hen og blive lidt kulturradikal og tvivle på, hvorvidt civilisationen nu bevæger sig fremad eller baglæns?

Jo, der findes gode, enkle og ærlige programmer på P3 såsom Sport på 3'eren. Men hvorfor er deres musikudvalg over hele linjen så retarderet? Hvorfor er det, at man kan være helt sikker på, at de aldrig nogensinde kunne drømme om at spille eksempelvis et nummer af PJ Harvey på P3? Hvorfor er de musikansvarlige så indskrænkede i deres forståelse af det brede og folkelige, at de mener, at man skræmmer folk bort ved også at spille noget, der afviger bare en smule fra et fuldstændig åndsforladt koncept?

Altid venlig og smilende

Nå ja, og så findes der også P4-dage. Der findes humør, der lige passer til den kanal. Og en af de gode grunde til at stille ind på den kanal er Jørgen de Mylius' program Eldorado. Til forskel fra det indbildske P3, der tror de har fat i en tidsånd, men slet ikke har det, er musikken i Eldorado nok ikke lige midt i tidsånden, men i det mindste ærligt ment.

Eldorado var engang navnet på et tv-program, der præsenterede pophits. I et studie, der kunne minde om et diskotek med blinkende lygter, en stor bar med farverige drinks og et feststemt publikum, præsenterede Jørgen de Mylius ny partymusik i højt humør. Det var i monopolets tid, så programmet var garanteret et højt seertal og mandagen efter udsendelsen var en ny sang garanteret høje salgstal ude i landets pladehandler. Det var ærlig og redelig pop. Hverken mere eller mindre. Og ingen intellektuel overbygning. Musikken var i centrum. Bare pop og god stemning.

I dag er Eldorado så navnet på et program på P4, der hver dag kl. 18 præsenterer den tids partymusik. Dampen er holdt oppe af en stadig veloplagt Jørgen de Mylius, den evigt unge, der aldrig bliver for gammel til at glædes ved et nyt ungt pophit.

For os, der blev flasket op med de Mylius, har oplevet ham som dj i den lokale sportshal ude på landet dér i begyndelsen af 80'erne, hvor man dansede disko, forsøgte at ligne John Travolta og havde rom og cola i hegnet, er han en slags Gud. En popgud. Han var ikke højrøvet og arrogant, men altid venlig og smilende. Sådan har han altid været. Han kender sit publikum og ser ikke ned på det. Han er i øjenhøjde med folket.

Små doser, små doser

Allerede dengang var der nogen, der så ned på ham og kaldte hans musiksmag for dårlig. Det var de kulturradikale. For dem er Jørgen de Mylius helt sikkert dårlig smag. Rigtig dårlig smag endda. Men dertil må jeg bare sige, at så vil jeg ikke være kulturradikal, for jeg kan godt lide de Mylius. Det er ikke al den musik, han spiller, jeg kan lide, men jeg har stor respekt for ham. Respekt for hans store saglige viden og for hans begestring og hans ukuelige vilje til at tale kulturparnasset midt imod og bare fortsætte med at spille sin musik. Det er pop uden dikkedarer og latterlige quizzer, som de spiser folk af med på P3.

Med navnet Eldorado 3 er fjerde udspil i serien af Eldorado-hits så lige udkommet. Sikre hits til sommeren. Og ja, man bliver faktisk i godt humør, når man eksempelvis hører Kim Wildes Cambodia, Falcos Der Kommissar, Real Lifes Send me an Angel, Boobs Et lille kys eller to (åh hvor jeg ih hvor jeg uh hvor jeg vil), ligesom Dr. Phils Tusindben kan få smilene frem på selv den mest hærdede pophader. Listen er lang, faktisk 60 hits fordelt på tre cd'er lige til at gå til. Smilene breder sig rundt omkring i hjemmene.

Tag den gerne i små portioner, for man kan også godt blive lidt for glad og overfladisk af al den pop. At man skulle tage skade af lidt uforpligtende pop er i hvert fald modbevist af, at jeg efter den skylle på tre cd'ers pop i den grad var klar til krævende rytmisk musik, avantgarde-jazz og ny tysk kompositionsmusik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu