Læsetid: 2 min.

Sorgløse erindringer fra østfronten

Wehrmachts uhyrlige overgreb trænger sig mildt sagt ikke på i Jens A. Bergs beretning om sin tid som dansk værnepligtig i tysk krigstjeneste på østfronten
23. juni 2011

I den seneste snes år har en række skildringer af danskere i tysk uniform under Anden Verdenskrig set dagens lys. Opmærksomheden har fortrinsvis været samlet om de flere tusinde frivillige danske i SS-tjeneste.

Men mindretallets unge mænd syd for grænsen var jo tyske statsborgere og dermed værnepligtige. De indkaldte blev altså for fleres vedkommende ufrivilligt medvirkende i den nazistiske erobringskrig, og hvad deraf fulgte af forbrydelser mod menneskeheden.

Dette adskiller det tyske soldaterliv 1939-45 fra Første Verdenskrig, hvor, alt andet lige, krigen i al dens gru var, hvad krig nu er. Skyld forbindes næppe hermed.

I sydslesvigeren Jens A. Bergs erindringer om sine år påtvunget tysk uniform på østfronten, hvor han blev såret to gange og til sidst taget til fange af russerne, trænger Wehrmachts uhyrlige overgreb sig mildt sagt ikke på.

Heldigvis

Tyskerne myrdede millioner og atter millioner civile russere, almindelige soldater stod for utallige af drabene; det nævnes ikke med et ord, heller ikke i form af en eller anden eftertanke. Erindringerne om de blodige hændelser bæres oppe af et blåøjet mod på livet, spejderånd, samt en egen ureflekteret snusfornuft. Et ord der går igen er 'heldigvis'. Ofte flere gange på samme bogside.

Berg får heldigvis lov at være med til alt det spændende, opnår heldigvis små fordele, kringler heldigvis den og den situation.

Heldet er der brug for, høfligt sagt forekommer flere af hovedpersonens handlinger temmelig hovedløse. Men heldigvis ogsåvidere.

Bogens titel: Fanget på østfronten er ikke dobbelttydig, som man kunne tro, men konkret: Berg bliver til sin beklagelse taget til fange af russerne, men slipper i forhold til andre tyske krigsfanger nådigt med halvandet års fangenskab. Heldigvis.

Adskillige passager i bogen forekommer direkte takt- og perspektivløse. Det fremstilles, som om den russiske befolkning ude i landsbyerne med stor selvfølgelighed modtog de tyske tropper og gæstfrit delte bord og seng med dem.

Mon dog?

Et sted funderer forfatteren længe over besværet med at blive befordret af de tyske jernbaner, der til hans bekymring var overbelastet af transporter af både det ene og det andet: soldater, sårede soldater, soldater på orlov, krigsmateriel, forsyninger af enhver art. Og hvad vardet nu, Nazityskland også belastede jernbanerne med?

Kort sagt: Jens A. Berg er heldigvis ikke den mand, der dengang tænkte dybt over sagerne, endsige siden lærte begrebet undertekst at kende. Når bare han fik sin sorgløse eftermiddagskaffe.

Hvorfor Gyldendal har udgivet bogen, er en gåde. Hvorfor forlaget, når galt skule være, ikke har redigeret teksten og bistået sprogligt er en anden. Nu foreligger Bergs bog. Uheldigvis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karen Birkegaard

Heldigvis er vi blevet klogere på krigens grusomme hændelser gennem de sidste ca. 57 år. Heldigvis!
I dag er vi SÅ heldige at en journalist fra information ved mere om en soldats gerninger, end han selv gør!! Og hvorfor denne soldat så skal skrive en bog, ja... det kan være svært at begribe.
Eftertanke og efterrationalisering fra en fjern eftertid kan være meget godt. Men kære Georg, hvad er det lige for en erindring man skriver, hvis man skriver nutiden ind i den? Er vores berøringsangst for vores erindringspolitik virkelig nået dertil, at vi ikke kan klare at få nuanceret vores forståelse? Det virker ikke sådan, UHELDIGVIS!! For det er dét Jens Berg giver os. Han giver sin erindring, og dermed en ny nuance. Èt menneske, i en stor og grusom krig. Det eneste ét menneske kan er at give os SIT indblik i SINE oplevelser. At de ikke passer din historieforståelser er måske ærgerligt, men jeg mener personligt IKKE at det gør det til en dårlig erindring.