Læsetid: 3 min.

Spyt bare på Holberg

Denne legemsvæske tager åbenbart de utidssvarende pletter hos den gamle komediedigter. Solbjørg Højfeldt har i hvert fald opfundet en ny liderlighedsbehandling af 'Henrik og Pernille' i Grønnegården
Liderligheden slår gnister neden under det falske fornemhedsspil mellem Ann Eleonora Jørgensen og Jens Jacob Tychsen i Grønnegårds Teatrets underholdende 'Henrik og Pernille'.

Liderligheden slår gnister neden under det falske fornemhedsspil mellem Ann Eleonora Jørgensen og Jens Jacob Tychsen i Grønnegårds Teatrets underholdende 'Henrik og Pernille'.

Bjarne Stæhr

27. juni 2011

Det egentligt moderne i Solbjørg Højfeldts interessante opsætning af Henrik og Pernille kommer i allersidste scene. Når alle Holbergs mærkelige forviklinger er blevet afsløret, og de to tjenestefolk står præcis dér, hvor de begyndte: Som ludfattige tjenere ...

Måske var det på Holbergs tid fint nok med et narrespil, hvor dem, der vil narre de andre, ender med at narre sig selv. Men i vores psykologiske tid bliver det svært at tro på, at Pernille og Henrik virkelig vil have hinanden, når de finder ud af, at de har udsat hinanden for præcis det samme trick: nemlig at låne herskabets fine tøj og give sig ud for at være fornem sådan at den anden straks ville blive giftelysten ved udsigten til at blive stenrig.

Uden pudderparyk

Ann Eleonora Jørgensen og Jens Jacob Tychsen samler alle deres charmekræfter i den sidste scene. Altså efter Henriks beske afskedsreplik: »Du må hellere tage en svededrik, så du kan svede dine to herregårde ud«.

Da har de lige spyttet på hinanden, så spytklatterne har blinket under aftenhimlen. Så stirrer Ann Eleonora Jørgensen olmt på sin nye ægtemand. Går rasende fra den ene side af brostensgaden til den anden, hvor Jens Jacobs Tychsens Henrik har mistet al herskabsstadsen.

Han står i tjenertøjet, men faktisk ser han endnu mere macho ud, nu hvor han har smidt den latterlige sminke og pudderparykken.

Hun træder lidt nærmere. Så tager han også et skridt frem. Og så kan man pludselig mærke al den oppiskede liderlighed, der selvfølgelig også har ligget under deres brutale flirt i løbet af denne voldsomme dag.

Og så er det, at de bare æder hinanden og snaver igennem, så Ann Eleonora Jørgensens rigelige læbestift sidder over det hele ...

Uden dånestol

Spyttet virker altså. Som rensemiddel snupper det de gammeldags pletter i Holbergs historie, sådan som Solbjørg Højfeldts iscenesættelse har renset komedien op for det mest bedagede. Og scenografien kan tåle spytteriet, for Birgitte Mellentin har simpelthen ladet den bestå af en brostensbelagt gade på langs ned gennem Kunstindustrimuseets have med en 1700-talsport i den ene ende og en låge i den anden. Dermed har alle tilskuere fået super udsyn, endda på nye, rygvenlige bænke og podier. Og lydsystemet har en imponerende klang, så alle stemmer høres godt overalt.

Men på gadescenen er der ikke så meget som en dånestol for skuespillerne at lege med, så de må bare traske nogle kilometer frem og tilbage, mens de holder øjenkontakt hele vejen rundt.

Nutidigheden holder. Jens Jacob Tychsens Henrik har f.eks. en meget nuanceret selvglæde. »Jeg er så forelsket i mig selv,« siger Tychsen og får straks Henrik-figuren til at minde om en X Factor-deltager.

Og Ann Eleonora Jørgensen giver sin Pernille en hånlig fornem-læspen, men også en han-skal-ikke-sige-gulvspand-til-mig-realisme, der rykker hendes gæve kvindetype ind i 2011.

For hvor langt er der egentlig fra thaipigen, der i 2011 møder danskeren på overførselsindkomst, til Pernille i 1724?

Uden træskostøvler

Gårdkarlen Arv spilles til gengæld af Thomas Bo Larsen i klaprende træskostøvler og minimal-IQ. Desværre er han også blevet instrueret til at spille Arv forklædt som jæger med en totalt påståelig elegance, der får hans figur til at knække. Arv er klart bedst i sine træskostøvler ...

Til gengæld præsterer Sarah Boberg en Magdelone med gråhåret nakkefletning, der er præcis så ferm, som Holberg kunne have ønsket sig det. Tilmed i en orange-rød-stribet kæmpekjole med prikket forklæde i retrostof, der grangiveligt ville gå som varmt brød i Elmegade lige nu, nok bare uden fiskebensskørt. Det er kostumehumor, der vil noget.

På samme måde som pudderparykkerne er blevet piftet op af strittende opvaskebørstehår på midten af mandehovederne i stedet for krøller.

Særligt Jens Gotthelfs lilla-tonede paryk er heldig lige som hans selvsikre Leander, der kan kunsten at vende en skødejakkekrop med aristokratisk raseri. Koreografien er i det hele taget udsøgt på denne 'dansebro', hvortil Esa Elanne har skabt små, lystne bagspark med sløjfeskoene.

Og således ender Holberg i harmoni på den brostensbelagte middelvej: Med spyt og passion.

'Henrik og Pernille'. Tekst: Ludvig Holberg (1724). Bearbejdelse og instruktion: Solbjørg Højfeldt. Scenografi: Birgitte Mellentin. Koreografi: Esa Elanne. Grønnegårdsteatret i Kunstindustrimuseets Have i Bredgade. Til 20. august. www.groennegaard.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu