Læsetid: 3 min.

Stuepiger myrdet af Barbiegirls på video

Staffan Valdemar Holms teateropsætning er blevet offer for sine egne darlings: Tre undertøjsmodeller knikser på en videoskærm og kvæler Kirsten Olesen, Birthe Neumann og Malene Schwartz
Staffan Valdemar Holms teateropsætning er blevet offer for sine egne darlings: Tre undertøjsmodeller knikser på en videoskærm  og kvæler Kirsten Olesen, Birthe Neumann og Malene Schwartz
6. juni 2011

Plottet i Stuepigerne er den mest udpenslede mordfantasi. Men Jean Genets klassiker rummer også den mest frygtede instruktørleg med suspense. For hvordan holde afskyen og spændingen i live, når mordplanerne allerede afsløres i allerførste scene?

Dansk teaters instruktørhelt, den svenske Staffan Valdemar Holm, har valgt at besætte Stuepigerne med tre af dansk teaters store divaer. Umiddelbart er ideen morsom: Ind med erfarne femmes fatales i denne forestilling om to stuepiger, der pønser på at myrde deres vildt hadede frue.

Men når man har set de første fem minutter af forestillingen, virker ideen bare som et tamt trick, som er blevet trukket ned over Kirsten Olesen, Birthe Neumann og Malene Schwartz. For disse skuespillere spiller så intenst, at deres alder bliver fuldstændig underordnet.

Dermed bliver det også latterligt, at instruktionen har insisteret på en permanent videobaggrund, hvor tre undertøjsmodeller i 20'erne stolprer omkring på høje plateausko og fremskudte hofteben, mens de forsøger at mime sig gennem de replikker, som skuespillerne siger live foran skærmen.

Lystløgnere i tvivl

Balancen tipper. Fokus forsvinder ind i det digitale og forestillingen får en selvhøjtidelighed, der kvaser den mystik og den porcelænsskrøbelige handling. For er det hele blot en leg? Er stuepigerne passionerede søstre, der hele tiden ægger hinanden til både incest og fingeret mord? Er de lystløgnere, der skiftes til at spille offer i deres egne fiktioner? Eller er de offerkvinder, der konsekvent søger herskerindens overmagt for at finde trygheden i offerrollen? Og er der overhovedet noget mord?

Da instruktøren Maria Walbom for fem år siden opsatte Stuepigerne på Teatret ved Sorte Hest var det under betydeligt mindre bevågenhed. Men spændingen i forestillingen var altså anseligt mere dirrende mellem Rikke Plauborg og Karoline Lieberkinds to stuepiger og Maria Stenz' herskerinde ...

Richard III i sort/hvid

I Staffan Valdemar Holms iscenesættelse ligger halvdelen af tolkningen som sædvanligt i Bente Lykke Møllers scenografi. Rummets indretning er nærmest blevet en finurlig kommentar til parrets opsætning af Richard III: Hvor kongemordene hos Shakespeare blev begået op ad en sort tavle med alle implicerede på stole langs rummets tre vægge, så er væggene her kridhvide, og der ligger puder hele vejen rundt i stedet for stole ... Til gengæld står der også håndskrevet Ceci n'est pas un décor dette er ikke en scenografi hvorved der sættes hak ved absurdismens krav om eksplicitte selvmodsigelser. Men sjovt bliver det altså ikke.

Så er grebet om pigernes kostumer langt bedre: Helt ens, sorte, stramme cardigans og sorte nederdele med tvangslæg og sorte overknees og flade, sorte sko. Og nogle ubetalelige, lave, sorte hårknolde med synkrongrå stribe ud fra sideskilninger i venstre side ...

Hvis Staffan Valdemar Holm havde turdet begå mordet på sin egen dræberdarling altså de tre Barbiegirls i Wolford-bh'er så havde de tre skuespillerinder måske kunnet få tilskueren med ind i fantasiens verden. Så havde det aftalte spils pirring måske skabt den fornemmelse af vandspejling og uvirkelighed, som kan forløse Genets bizarre fortælling.

Trusler i pigeværelset

Nu ser man blot tre fabelagtigt intense skuespillere, der konsekvent saboteres af en videoskærm. Og man ønsker, at man kunne nøjes med at se dem alene i pigeværelset. Man hører Malene Schwartz' pikante trusler og fornemmer hendes aristokratiske magt. Man ser Birthe Neumanns perplekse hænder og hendes mund, der åbner sig til tavse indrømmelser. Og man mærker Kirsten Olesens hede drømme om en elsker, og man hører hendes servile nødløgne og man ser hendes vrede og hendes angst, da spillet kammer over, og mordet måske ikke længere blot er en leg.

Når disse tre wonderwomen slår sig løs, aner man Genets tvetydige farlighed og næsten også Genets dæmoniske liderlighed på vej op under nederdelen. Hvis man altså kigger væk fra skærmen.

Men som det lyder i en Genet-replik: 'Man kan ikke elske hinanden, hvis man gør det uden afsky ...'

Stuepigerne. Tekst: Jean Genet (1947). Oversættelse: Francois-Eric Grodin. Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm. Scenografi: Bente Lykke Møller. Lys: Torben Lendorph. Koreografi: Bill Holmberg. Skuespilhuset, Lille Scene. Til den 11. juni. www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu