Læsetid: 4 min.

Tekstmager af Guds nåde

Olesen-Olesen gik hver til sit for et par år siden, men nu er sanger og tekstforfatter Peter H. Olesen tilbage med duoen De efterladte, der på smukkeste vis viderefører hans bestræbelser på at skrive poetisk prægnante sange, der giver mening
18. juni 2011

Mange kunne lære af Peter H. Olesen. Lære noget om at være tro mod sig selv, sit køn, sin alder, sine erfaringer. Lære at tro på sit talent (uanset dets karakter), at ufravigeligt arbejde med det, der er blevet én givet og holde blikket rettet stift fremad. Betragte sit kunstneriske stof fra alle vinkler og ikke være bange for at vove en arm. Og ikke mindst, tro på meningen i at udtrykke sig på modersmålet, holde fast i dets særegne poetiske potentiale og løbende udvikle det, mens årene går, og erfaring er det eneste, man får mærkbart mere af. Faktisk ville dansk sangskrivning som helhed få sig et gevaldigt løft, hvis flere rent sprogligt havde samme ambitionsniveau som denne Olesen, ja, skulle hans ny orkester, De efterladte, alene dømmes på de 14 tekster, der står aftrykt i teksthæftet til debutalbummet Traditionen utro, og som alle bærer samme herres signatur, ville duoen (hvis anden halvdel er multiinstrumentalisten Michael Lund) ryge helt til tops i den musikalske superliga.

For Olesen formår hverken ligegyldighederne eller sangtekstskrivningens utallige klicheer for slet ikke at tale om den slidte disciplin, der kaldes kærlighedssangen, tværtimod går han til yderligheder for at finde frem til den rette raffinerede formulering om livets snigende gang i al dets storslåede banalitet. Det er fristende at citere som død og kritte fra snart sagt hver eneste tekst, her er vitterligt en tung og formfuldendt formuleret erfaringsmasse at sætte tænderne i for alle Olesens åndsbeslægtede, alder underordnet. Han kan være illusionsløs og bister, andre gange næsten munter, det kan være dystert og nedslående, men altså også mildt og kærligt; det er næppe tilfældigt, at han på nærværende skive har et nummer der hedder »Mit lyssyn« og et, der hedder »Mit sortsyn«. Peter H. Olesens tekster tangerer lejlighedsvist den rendyrkede poesi, men glemmer aldrig, at de skal synges. Det er det, der gør ham til kunstner inden for sit felt.

Afdæmpede stemninger

Men synges, ja, det skal sange jo. Og med årene er jeg kommet til at holde af stemmen. Og jeg har efterhånden lyttet til den i en små 30 år, faktisk siden jeg i en paralleldimension ved navn 1982 hørte debutsinglen fra Sort-Hvide Landskaber, selv om det nok er fair at sige, at jeg først blev rigtig bekendt med den gennem bandet Greene, som Peter H. kørte sammen med broderen Henrik fra midtfirserne af, indtil de i 1997 blev rigtig interessante, da de sammen sprang ud som duoen Olesen-Olesen og kastede sig over den lokale dialekt. De følgende 10 år udsendte brødrene således syv eminente cd'er, omend de klangligt og melodisk i udpræget grad var gjort af samme stof. Højdepunkterne hedder Der er brev fra onkel Bob i Amerika (2000) og Solsort og forstærker (2005), men nybegyndere kan i og for sig starte hvor som helst; kan man lide det, man hører, vil man ret sikkert også sætte pris på resten af værket. Og er Peter H. Olesens sangstemme af udpræget monokrom karakter, passer den glimrende til sangenes afdæmpede stemninger og teksternes indhold, og som han selv synger på åbningsnummeret »Sangen selv«: »... jeg synger ikke for alle og enhver/ Jeg er en gråspurv, ingen stær/ Jeg synger mest for mig selv ...«

Og det gør han så i selskab med Lund og en stribe skrappe, men ret økonomisk anvendte musikere på pladens 15 skæringer, afløst her og der af et par recitationer (heriblandt pladens eneste deciderede kikser, »Han er ikke digter«), men ellers i et sindigt sanger-sangskrivertrav, der kunne forveksles med den genre, som p.t. går under betegnelsen americana. Her og der citeres bl.a. Creedence Clearwater Revival (»Sangen selv« har planket riffet fra »Run Thru The Jungle«), The Beatles (guitarfiguren i »Med let hånd« minder svært om »Dear Prudence«) og ikke mindst Bob Dylan (der jo selv stjæler med arme og ben og derfor næppe kan blive ophidset over, at melodien til »Ord i det hele taget« stedvist lyder som »The Lonesome Death of Hattie Carroll«).

Alt andet end enslydende

Optaget rundt omkring i landet for ikke at sige her og der er sangene på pladen alt andet end enslydende, selv om den akustiske guitar generelt fylder godt i det klanglige landskab. Musikalsk set er De efterladte mest interessante, når de bryder ud af deres selvvalgte countryfolk-stil, som på det yndefulde »En knivspids af din tro« eller det instrumentale »Myggestik«, der trækker tråde hele vejen tilbage til Sort-Hvide Landskaber!

Men selv om man måske godt kunne ønske sig en mere eventyrlig/fantasifuld tilgang til det musikalske, er det ikke sådan at komme uden om Traditionen utro, som jeg allerede er kommet til at holde af på dens egne præmisser. Og lad så denne tekstmager af Guds nåde få de sidste ord:

»Jeg er træt ind til benet/ men kan aldrig finde ro/ Jeg vil være hel men jeg er altid to (...) Den nye sang er en gammel sang/ måske med et twist/ Traditionen er et gammelt træ/ og jeg er kun en kvist ...«

De efterladte: Traditionen utro (Melodika). Er udkommet www.deefterladte.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu