Læsetid: 6 min.

Velkommen på virkelighedens Venedig Biennale

Den kuraterede del af Venedig Biennalen er et opgør med interne referencer, de store armbevægelser og konsensuspolitiet. Forventningerne til kunsten er ved at lande
Den kuraterede del af Venedig Biennalen er et opgør med interne referencer, de store armbevægelser og konsensuspolitiet. Forventningerne til kunsten er ved at lande
10. juni 2011

Bedømmelse: 5/6

Den 54. Venedig Biennale er en badeferie. Det er sjovt, frækt og afslappende. Hvor en fransk film eller de fleste hippe galleriudstillinger er hårdt arbejde, så behøver man ikke at være mere end et par centimeter åben for at kunne nyde Venedig Biennalens kuraterede del.

89 verdensklassekunstneres karrierer ser deres hidtidige statusmæssige højdepunkt, og man fornemmer, at videnskaben og selvhøjtideligheden er gået ud af ballonen. Det er ikke længere leflen, når man laver noget, der er til at forstå. Oplevelsen er ikke henlagt til litterære eller filosofiske referencer, men er, som James Turrell understreger, med sit værk The Ganzfeld Piece, først og fremmest til stede i værket selv.

I hans rum, der kun må betrædes i strømpesokker med bløde overtrækssko ud over, skråner gulvet ned ad mod lyset. Men lyset fylder alt, det er fuldstændig kompakt. Det lyser ikke på noget, det er der bare. Og man har ingen anelse om, om man falder 10 centimeter eller 100 meter, hvis man skulle trodse sikkerhedsvagterne og hoppe ud over kanten og ind i værket.

To andre lige så enkle og fuldstændig primitive og geniale værker er af Roman Ondák, der i et meget mørkt rum har placeret en tro replika af den redningskapsel, der fragtede de 33 chilenske medarbejdere op i friheden.

Og man tager sig selv i at lure med rædsel ind i denne alt for smalle raketlignende tingest og tænke: Tænk, hvis det var den eneste vej op i friheden.

Ja, tænk at tænke, at noget så klaustrofobisk som et kunstværk skulle kunne forløse den utryghed, man er født med som menneske.

I Ondáks andet værk videoen Stampede, der vises i samme rum som redningskapslen på en skærm, der er placeret som et spejl på endevæggen, ser man en flok museumsgæster i et gallerirum som det, man selv befinder sig i. De mange gæster kredser underligt om hinanden, meget langsomt og følende. Som om de går i blinde. Hvilket de naturligvis også gør, da videoen tydeligvis er filmet med nightvision.

Tiden i tiden

Christian Marclays The Clock er lige så meget en sensation her, som den tidligere har været i London og New York.

Tusindvis af klip fra populære film, to et halvt års arbejde af Marclays og seks klippere er blevet til det vildeste ur og det mest exceptionelle værk, der nogensinde er lavet om tid. Gøg og Gokke bliver arresteret, betjenten kigger på sit ur og fortæller, at klokken er 14:27. Gokke protesterer, betjenten hæver pistolen, og man hører den gå af, en skurk fra en gammel B-film falder til jorden under et banegårdsur. Når en person i ét klip kigger til side bliver der klippet til en person fra en anden film, der synes at reagere.

Replikkerne handler om tid, billederne reflekterer over tid, en ældre mand tapper med sin stok, som var det en sekundviser, og man ser konstant ure, der viser, hvad klokken er i realtid.

Men det bliver bedre end det, for klippene hænger ikke bare sammen, de er klippet efter stemninger og virker til at give mening. Som om der har ligget en hemmelig tid gemt i filmene. Eller en ekstra dimension i den enorme database af filmklip man havde glemt, at man huskede, og som nu endelig gør nytte.

Hvem husker ikke Indiana Jones, der først kigger på sin vens ur for at se, hvad klokken er, hvorefter han ser på solen og imponerer sin veninde ved at fortælle hende, at klokken er 10 minutter i to. Når han siger det i The Clock, så er klokken faktisk 10 i to.

Terror og droner

Omar Fast har interviewet en pilot, der styrer en drone, i en timelang film, der er lige så surreel som emnet, den behandler.

Den åbner med George Clooney, der lægger stemme til en ekstremt spændende historie om en far, der pakker sin familie i bilen, hvorefter han låser døren for sidste gang, kører gennem den kontrolpost, kineserne har sat op på vej ud af byen, hvorefter de kører mod bjergene, indtil faderen ser noget underligt længere fremme. Tre mænd står omkring et hul, de lige har gravet i jorden. Faderen bremser op. Hans familie sover. En af de unge mænd tager en maskinpistol frem. Faren ruller langsomt hen mod dem, den unge mand kigger ind i bilen, faderen triller videre, der sker ikke noget, han er forbi, og de er i live. Pludselig ser vi det hele fra 5.000 fods højde, så lyder eksplosionen, dronen har ramt de tre unge mænd, og ilden har stoppet faderen og familien, der ligger livløse i deres udbrændte bil.

Lidt efter stiger de ud, blødende og forbrændte og spadserer videre mod sommerhuset. Omar Fast klipper til piloten, han interviewer på et hotel.

Og snart kommer der endnu en historie: Et par bytter bukser med sagesløse gæster på et hotel, en mand stjæler et tog, endnu en person introduceres, og selv efter en time, når man tror, den er begyndt forfra, opdager man, at piloten svarer anderledes på spørgsmålene.

Værkerne er i den grad udvalgt af en kurator, der kender sin smag, og det tager alt sammen udgangspunkt i realistiske forventninger til kunsten fra et pænt og moderne menneske.

Det er ikke et spørgsmål om liv eller død eller på den anden side et spørgsmål om at være indviet. Man kan snarere sige, at konsensussikkerhedsnettet er fjernet, og at alle værker har åbenlyse kvaliteter.

Det handler ikke så meget om at undersøge noget, som det handler om at være original.

Poesien og stearinlys

Mohamed Bourouissa viser for eksempel en dokumentar om et pokerspil, hvor der bliver snydt. Song Dong har bygget en kopi af sit barndomshus i Kina, som en hel pavillon, omgivet af labyrinter og rum af gamle rumdelere og spejle.

Urs Fischer har lavet en kontorstol, vennen og kunstneren Rudolf Stingel og den berømte statue af Giovanni Bologna, Rape of the Sabine Women, i 1:1. Som stearinlys! Hvorefter han har tændt dem og langsomt lader dem brænde ned under biennalen.

En anden udstiller det stykke væg i hans barndomshjem, hvor familiebillederne hang. Billederne er væk, men solen har gennem årtierne bleget tapetet omkring dem. Værket hedder Family Tree.

De rene poetiske gestus går igen fra rum til rum. Lige fra små fotografier af nu afdøde Luigi Ghirri, der fanger de mest vidunderlige detaljer, såsom et kort over Italien, der er plettet af solens stråler gennem bladene på et træ, eller en kvinde der læner sig op ad en rude i regnvejr og ser ud, som om hun vokser ud af den, til Gabriel Kuris grove skulpturer med hverdagsobjekter.

Sved og perversioner er her ikke noget af. Det tætteste vi kommer på noget, der larmer, er en daglig performance af Gelitine, der har bygget en ovn, som de smelter ting og sager i, imens de har rockbands til at spille, og Haroon Mirza laver elektricitetskunst.

Titlen på årets biennale, Illuminations, er det eneste gumpetunge og næsten for oplagt for Josh Smith at gøre nar af ved at skrive det med enorme bogstaver i en rystet blå skrift hen over hele hovedbygningen.

Maurizio Cattelan virker også lidt modløs. Han har gentaget et af sine ældre biennaleværker, men blot mangedoblet det, så der nu er falske duer overalt indenfor, der kigger ned fra rør og karme. Modløst måske, men dog til at forstå.

Kunsten er på vej videre, og selv for superstjerner som Cattelan slår de sædvanlige tricks ikke til længere. Vi er slet ikke så fremmedgjorte over for den kunst, vi ser. Vi kan grine af os selv, når det føles som om, vi går i blinde. Vi kan tillade os at lade os underholde når vi ser på kunst. Men vi er ikke længere som duer under et tag. Vi ved godt, at vi aldrig kommer til at flyve, og vi har for længst opgivet at komme til det.

'Illuminations' den kuraterede del af den 54. Venedig Biennale til den 27. november. Anmeldelsen af den danske pavillon blev bragt i onsdag den 8. juni og kan ses på www.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu