Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Æselører og rensdyrkroner

Frede Gulbrandsen har et charmerende greb om Shakespeare i Grønnegårdsteatrets dynamiske youngsteropsætning af 'En Skærsommernats-drøm'
Hormoner og legelyst får frit spil i Grønnegårdsteatrets underholdende familieforestilling 'En Skærsommernatsdrøm', som spilles af Statens Teaterskoles tredjeårselever. Forestillingen kan ses frem til den 16. juli i Kunstindustrimuseets Have.

Hormoner og legelyst får frit spil i Grønnegårdsteatrets underholdende familieforestilling 'En Skærsommernatsdrøm', som spilles af Statens Teaterskoles tredjeårselever. Forestillingen kan ses frem til den 16. juli i Kunstindustrimuseets Have.

Bjarne Stæhr

Kultur
9. juli 2011

En Skærsommernatsdrøm burde altid blive spillet netop til midsommer: Udendørs, let og legende, sådan som Grønnegårdsteatret nu præsenterer forestillingen og ungt og spontant. Her er det Statens Teaterskoles tredjeårselever, der løber letfodede rundt som alfer og tyranner og smådovne håndværkere. Vel at mærke iscenesat af instruktøren Frede Gulbrandsen, hvis sikre tæft for Shakespeares personer ubesværet fører forestillingen fra den ene latterbølge til den næste hos et publikum, der ved premieren både talte Shakespeare-begyndere på 10 år og garvede Shakespeare-kendere over 80.

Den norsk-danske Frede Gulbrandsen var også instruktøren bag Teater Vestvoldens teaterdyst Komedien om den franske revolution og bag Holbæk Teaters Reumert-vinder Gidsel.

Han har en udpræget sans for at skabe en scenedynamik, der også kan få teenagerne til at læne sig fremover. Og han kan få skuespillerne til at skifte tempo og accent med et knips.

Det giver forestillingerne en hormondunkende energi, som får klassikertolknin- gen til at lægge sig et interessant sted mellem zapperklipning og idealistisk patos. Sådan kunne Shakespeare sagtens selv have fundet på at gøre i dag hvis han altså havde accepteret præmissen om at skabe en forestilling på højst en time.

Siv mellem benene

Scenografien er skabt af den tyske udvekslingstuderende og performer Katrine Altaparmakov, som har et skægt bud på den fortryllede skov hos Shakespeare. Her foregår alt på træpaller og en lille, grøn podieø, hvor plastiksiv stritter op overalt, så de forvilder sig ind mellem benene på de elskovssyge hovedpersoner.

Og kostumedesigneren Karin Gille har frygtløst kastet sig ud i skrigfarvede lycraheldragter med muntert tilbehør sammen med de smukkeste rensdyrsgevirkroner til Titania og Oberon, der lige er parate til at blive hugget af en ferm haute couture-kunstner forud for næste Lady Gaga-show. De fremmødte pigetweens foretrak dog nok Titanias bedårende babydukkebarn indhyllet indisk stof; her er det Build-a-Bear, der kunne lære noget.

Skuespillerne er elever, der endnu har to år tilbage i skolens tryghed. Men de er lovende og her effektivt typecastet. Den strithårsmuntre Joachim Fjestrup har rollen som selvglad scoredreng og liderligt æsel, og den underskønne Siir Tilif spiller både dydig Hermia og løve med mikrobrøl. Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlet binder det hele sammen som en charmerende Puk med frygtløs tilskuerkontakt og musikalsk timing, endda også på violin.

Sicilia Gadborg Høegh er en smuk og sikker Titania med drilsk blik, og Sofie Ancher Vea har en fin intellektuel og feministisk tilgang til både den forsmåede Helena og rollen som komedieinstruktør. Esben Smed spiller sjovt på sine machopolstrede sixpacks som Oberon, og Carl-Christian Riestra er absolut sæsonens bedste blondine, der prøver at kysse gennem 'hullet' i Christo-pher Læssøs temperamentsfuldt sammenbidte 'mur'. Sjofelhederne flyver gennem sommervinden skægt, men også tækkeligt nok til, at ungerne ubekymret griner med.

Sådan skal Shakespeare være: Lystig. Som det lyder i indledningen: »Hvis du har tålmod til at danse med os i måneskinnet, så kom med!«

'En Skærsommernatsdrøm'. Tekst: William Shakespeare. Bearbejdelse: Frede Gulbrandsen, Sofie Ancher Vea, Mette Borg. Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Katrine Altaparmakov. Kostumer: Karin Gille. Statens Teaterskoles 3. års elever og Grønnegårdsteatret i Kunstindustrimuseets Have. 1 time. Fra 8 år. Ma-lø kl. 16. Til 16. juli. www.groennegaard.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her