Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

De bedste klones resten demonteres

Josefine Ottesen afslutter science fiction-trilogien 'Det døde land' med schwung og manér i identitetsarbejdets smeltedigel. Hun forstår som få at skabe meningsfuld dialog med sine læsere om livets vigtigste spørgsmål
Ottesen leverer stor kunst i sin trilogi.

Ottesen leverer stor kunst i sin trilogi.

Nikolai Linares

Kultur
16. juli 2011

Hele tre trilogier er det blevet til for Josefine Ottesen inden for det sidste tiår: Krigeren (2001-03), Historien om Mira (2005-06) og nu altså Det døde land (2008-11). Tre omfangsrige udviklingshistorier, som med indlevelse, drive og scenisk dynamik spænder tre forskellige personfortællinger op på det store lærred. Hvor de to første trilogier tager afsæt i en personlig bearbejdning af fantasy-genren i en slags tidløse middelalderuniverser, er det i Det døde land science fiction-genren, der er en slags genremæssig afskydningsrampe. I den dysto- piske ende vel at mærke.

Vi er i tiden efter 'det store sammenbrud', hvor store dele af verden er lagt øde efter en atomar katastrofe. Hovedpersonen Jonah lever i et landsbysamfund, hvor de ældre forsøger at udslette erindringen om den fortid, der førte til undergangen. De unge opdrages til bøn og arbejde. Men Jonah er en trodsig og sammensat natur, som søger trøst og dybere erkendelse i musikkens verden, alt imens han med nagende eksistentiel tvivl stiller spørgsmål og søger bagud i historien.

Uden for landsbysamfundet bor golakkerne, som hverken er dyr eller mennesker, men menneskeskabte slavevæsner, som er resultatet af genmanipuleringsforsøg. Jonah kender ikke sit eget biologiske ophav og flygter derfor i bind to (Genfødt, 2009) til By 21, hvor han ud over at få vished for sin oprindelse også opnår et førsteklasses kendskab til et teknologistyret samfund, hvor der eksperimenteres med genteknologi og organ-udskiftning. De bedste begavelser klones, de andre demonteres. Følelser og erindringer er her farligt og ukontrollebart tankegods, som reguleres med piller og avanceret teknologisk isenkram.

Eksistens og etik

I det afsluttende bind, Gudløs, flygter Jonah fra By 21's højteknologiske mareridt og prøver at friste en tilværelse i de mellemliggende landområder, hvor en række griske krigsherrer kæmper om magt og markedsandele. Plaget af sorgen over klonbroderen Taos død kastes han endnu en gang ud i en grundlæggende tvivl i forhold til sin egen identitet og kampen for et liv, der er værd at leve. Først ved mødet med pigen Lilli åbnes en dør ind til det martrede sind, der endnu ikke har mødt kærligheden.

Romanen toner ud på en forsigtig bærebølge, der lader ane, at kærlighedens og musikkens magi måske er den helbredende kraft, der kan danne grundlag for et nyt liv. Herfra aner Jonah for første gang en vej ud af mørket i hvalens bug.

Josefine Ottesen er fremragende til at sætte ord på eksistentielle spørgsmål og etiske dilemmaer. Der er langt til mål i de i alt knap 900 sider, trilogien spænder over, men vejen ad hvilken er ubetinget værd at følge. Ottesens grundige research inden for teknologi og moderne genforskning er flot og smidigt integreret i romanens tableauer, som fremstår med en imponerende detaljeringsgrad omkring et omfattende persongalleri. Og så er der meget få forfattere på dansk grund, der matcher Ottesens evne til insisterende og nuanceret at dirke et kompliceret sind op og på den måde skabe en meningsfuld dialog med læseren omkring de store spørgsmål i forhold til eksistens og mening, både på det individuelle og det globale plan. Det er en stor kunst.

 

Josefine Ottesen: Gudløs (Det døde land, bind 3), 282 s., kr. 199,95, Høst & Søn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her