Læsetid: 3 min.

Civilisationer kan ikke bestige bjerge

Luften er ikke det eneste, der bliver tyndere på afstand af havets overflade. I højderne har også statsmagten altid haft svært ved at få overtaget, skriver antropologen James C. Scott
16. juli 2011

Grupper af mennesker samledes om landbrug, opdagede at samarbejde i bysamfund gav større fordele end det ensomme og udsatte jæger/samlerliv, og tiltrak med tiden flere, som sammen skabte nye, statslige niveauer af civilisation og efterlod ikke-civiliserede folk under primitive forhold i klodens udkantsområder. Sådan cirka lyder standardfortællingen om, hvordan verden er blevet civiliseret, altid skrevet af statsmagternes historikere.

Men historikerne er blændet af den stat, der er deres egen ramme, hævder Yale-antropologen James C. Scott. For de overser, at lige så mange gennem tiden er flygtet fra eller undveget staten, som andre er blevet tiltrukket af den i hvert fald indtil de seneste cirka 60 år, hvor staternes magt over befolkningerne har nærmet sig det totale.

De, der undveg statsmagten, er fokus for James Scotts nye bog The Art of Not Being Governed. Emnet er befolkningerne i det 2,5 mio. kvadratkilometer store bjergregion, der rejser sig over dele af vest-Kina, nordøst-Indien, Myanmar, Thailand, Cambodja, Vietnam og Laos cirka 100 millioner mennesker, der lever i bjergene og typisk betragtes som primitive, »oprindelige« stammefolk.

At bjergregionerne »rejser sig over« de stater, de skærer igennem, tager Scott uhyre bogstaveligt, og det er centralt for bogens tese: At bjergfolk modsat den vanlige opfattelse hverken er primitive eller for den sags skyld oprindelige, men tværtimod gennem tiderne er flygtet fra eller har undveget statmagten for at levere friere og mere egalitære liv.

Tesen er ikke kun af betydning for de hmong-, karen-, lahu-, wa-folk og så videre, der er Scotts primærmateriale. Den handler om staten selv, om dens forestilling om at være en godartet kraft der gennem venlig tiltrækning og frivillighed har løftet jordens befolkninger til et højere og rarere civilisatorisk stade.

For tunge byrder

Scotts tilgang er ligesom civilisationshistorikere som Jared Diamond økologisk. Scott, som er leder af Yale Universitys landbrugsstudier, funderer sin tese i sammenhængen mellem staternes opståen og 1. arbejdskraft-koncentration og 2. fødevare-koncentration gennem etableringen af fastboende landbrug. Uden disse to betingelser, understreger han, kan staten ikke etablere en kerne med et skattegrundlag, et politisk »hof« og et militærapparat til at beskytte det.

Statens behov skaber imidlertid byrder for dens befolkninger: især tvangsarbejde (både som slaveri, gældsslaveri og 'corvée'/periodisk offentlig arbejdspligt), beskatning og værnepligt, men også epidemier på grund af befolkningskoncentrationen. Derfor er massive mængder af mennesker ifølge Scott gennem verdenshistorien sivet ud over staternes ydergrænser, når byrderne blev for tunge.

Det er nogle af dem, han finder i bjergene. Her ser han bjergfolk, der slet ikke er »oprindelige folk«, men langt mere sandsynligt en »stats-effekt« afvisere af staten, der gennem tiden har bosat sig i bjergene, hvor terrænet gør det svært at udøve kontrol: »Alle der havde grunde til at undvige statens magt for at undslippe beskatning, værnepligt, sygdomme, fattigdom eller fængsel, eller for at handle eller plyndre tribaliserede i en vis forstand sig selv. Etniciteten begyndte endnu en gang hvor suveræniteten og beskatningen sluttede. Den etniske zone var frygtet og stigmatiseret af embedsmænd, netop fordi den var hinsides suveræniteten og derfor en magnet for dem der af forskellige grunde ønskede at undvige staten.«

Det er kontroversielt, ikke mindst fordi den officielle status som »oprindelige folk« er en længe ventet anerkendelse for klodens fattigste og mest udstødte mennesker. At påstå, at deres oprindelighed blot er konstrueret, er derfor ifølge kritikerne at svække dem påny.

Scotts sympati er imidlertid hos de marginaliserede. Den selverklærede anarkist vil udfylde det hul i historieskrivningen, der skyldes staternes manglende lyst til at registrere eksistensen af et attraktivt alternativ.

Hos bjergfolkene, hvor Scott har lavet feltarbejde (primært i Myanmar), finder han spor af det ikke-statslige alternativ, han tydeligvis beundrer. Bjergfolkenes levevis er formet til direkte at modarbejde staten: jæger/samlerliv eller omstrejfende svedjebrug, fleksible og ofte egalitære sociale strukturer hvor man splittes i mindre enheder, når der begynder at opstå hierarkier, en måske selvpålagt analfabetisme, og religiøs heterodoksi og endog, mener Scott, en forandringsparat forkærlighed for frelserprofeter, der skaber mobilitet ved at love flugt og religiøst betinget forandring.

Det er en antropologisk historieskrivning, der vil møde modstand og også en, der nok vil ende tragisk. Inden længe har staterne dækket verden helt, spår Scott tøvende, og på et tidspunkt vil selv bjergenes frihed og egalitarisme højst være et kapitel i historiebøgerne. Selv da vil kapitlet både være udfordrende, forstyrrende og inspirerende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu