Dengang amerikanernes yndlingsmus var racist

Sortsmudskede sigøjnere, der kidnapper og slår ihjel for et godt ord. Overtroiske afrikanere med store læber, ring i næsen og en umættelig appetit på hvidt kød. Og en hovedperson, der gentagne gange forsøger at begå selvmord, men hver gang er for uheldig eller klodset til at gennemføre det.

Der er et godt stykke vej fra den tidlige Mickey Mouse og frem til den renskurede helt, vi i dag kender som symbolet på en amerikansk underholdningsindustri, der har sejret over hele verden. Men der går en lige linje fra mellemkrigstidens racistiske serie til nutidens Disneyworld, hvad man kan forvisse sig om i en ny udgave af de første historier om den eventyrlystne mus.

Det var Walt Disney, der sammen med animatoren Ub Iwerks i 1928 fandt på tegnefilmfiguren Mickey Mouse, som på kort tid kom til at overstråle alle konkurrenter tegnede såvel som levende og endte som et amerikansk ikon.

Måske fordi figuren inkarnerer en række ærkeamerikanske værdier. Mickey Mouse er den evigt unge og optimistiske mand uden en bekymring i verden, som naturligt hører hjemme i en mindre provinsby, hvor alle kommer hinanden ved. Det afspejlede selve den amerikanske idealforestilling om de sunde værdier i det lille samfund fjernt fra modernitetens dekadente storbyer. En verden, hvor ondskaben kommer udefra i form af korrupte individer og aldrig på grund af samfundets strukturer og klasseforskelle.

Vikaren blev siddende

Mickey Mouse fik sin debut som tegneseriefigur i januar 1931. Det første par måneder skrevet af Walt Disney selv, men snart blev den nyansatte tegner Floyd Gottfredson bedt om at vikariere i et par uger. Og så talte de ikke mere om dét, erindrede han ved sin pension fra serien i 1975.

Det var med Floyd Gottfredson, at serien fandt sin endelige form og med den i virkeligheden også Mickey Mouses karakter. For mens tegnefilmene var korte og fulde af slapstick, der ikke rummede megen plads til karakterisering, udviklede Gottfredson den daglige avisstribe til fortsatte historier, der kunne strække sig op til et halvt år ad gangen med plads til at udvikle et helt univers. Han blev med andre ord for Mickey Mouse, hvad Carl Barks var for Anders And.

Alligevel kender kun de færreste mellemkrigstidens Mickey Mouse, og det er der en god grund til. I årevis har Disney-koncernen forbudt genoptryk af serien, og årsagen er indlysende. Selv om Floyds Gottfredsons striber må betragtes som mesterværker inden for det 20. århundreds avistegneserier, ligger de også meget langt fra det billede af Mickey Mouse, som senere tider har vænnet sig til. Og som en hel koncerns økonomiske grundlag hviler på.

Ikke så meget fordi musens karakter har forandret sig, men fordi serien afspejler sin tid på en lang række punkter, som har været svære at æde senere. Racisme, fremmedhad, homofobi, intolerance og generelt fordomsfulde opfattelser af det anderledes var almindeligt udbredte fænomener i hele den vestlige kultur. Ligesom våben og trusler om vold var en naturlig del af underholdningen. Faktisk i en grad så heller ikke de samtidige danske læsere stiftede bekendtskab med andet end en velfriseret udgave af Mikkel Mus, som han kom til at hedde.

Danske overspring

Herhjemme sørgede man pænt for at springe de mest racistiske og voldelige striber over. Den almindelige opfattelse var endnu, at USA var et ungt og dynamisk land, men også primitivt og udannet. Derfor omskrev man desuden al tekst og placerede den under billederne, så det kom til at ligne en sund europæisk billedfortælling frem for at være fortalt med noget så barbarisk amerikansk som talebobler.

Den unge Mickey Mouse er på godt og ondt et barn af sin tid, men også et fantastisk stykke kulturhistorie og en fremragende tegneserie, som nu efter et par generationer i kulden igen er tilgængelig.