Læsetid 4 min.

Festen for enden af tunnelen

PJ Harvey rejste sig langsomt, men sikkert over festivalens første dag med en kompromisløs koncert fuld af gru og skønhed. Og hvis man ville undslippe døden, så var der både Frisk Frugt og Black Milk at dulme med
PJ Harvey rejste sig langsomt, men sikkert over festivalens første dag med en kompromisløs koncert fuld af gru og skønhed. Og hvis man ville undslippe døden, så var der både Frisk Frugt og Black Milk at dulme med
2. juli 2011

Måske er det øllet, der siler ned i mine bukser, mens vi sidder og venter. Måske er det knægtene foran i køen, som paraderer deres ironiske stortalent ved at skråle ’Justin Biiieber’. Eller den vedvarende dunken fra nabofesten i Love Camp lige bag køen. Og det er helt sikkert fyrene foran os, der hurtigt smider t-shirts og forsøger at få en fest op at køre med deres damer, da vi endelig er kommet ind i den forreste indhegning til PJ Harveys koncert torsdag aften.

Det passer bare ikke sammen. Det er det, jeg prøver at sige. En hvid britisk svane glider på scenen og synger om det sorteste sorte, der findes for enden af tunnelen. Og imens forsøger fyrene foran os at lave støvregn over publikum med deres Classic-dåser, mens pigerne banker hofterne mod os, fordi vi ikke forsøger at danse til »The Words That Maketh Murder« og ordene om krigens gru: »Blown and shot out beyond belief/Arms and legs were in the trees«.

Måske hører de bare ordene anderledes. Måske brister PJ Harveys rædselsvision under vægten af festen, kravet om festen, forestillingen om festen, som er i fuld firspring gennem de – intakte – blodårer i de titusindvis af mennesker, der presser mod scenerne, i dette tilfælde den voluminøse Arena.

Nåede kun et kindkys
Men langsomt strammes grebet. Hvad der starter med at være en koncert ved lavt niveau, spinkelt – smukt – sunget og blødt anslået munder ud i en ætsende intens finale en time senere. Fra de rystende, smukke, intime sange på damens seneste albums, Let England Shake og White Chalk, der forløses med kattepoter af bandet, hvor især Mick Harveys tangenter og John Parishs strenge river i sjælen. Over de bibelsk skæbnetunge, mere højtsvævende sange på To Bring You My Love og Is This Desire? Til den knejsende rocker »Big Exit« fra Stories From The City, Stories From The Sea.

Blandet i et nyt dunkelt tværsnit gennem hendes univers, som langsomt viser sig at give mening. Og dermed tilføjer et konsekvent, ætsende beåndet kapitel til historien om musikalsk vovemod på Smatten® – hvilket også belønnes med en sjælden lydhørhed over for PJ Harveys tilbageholdende strategi under Arenas udspilede teltvom.

Fyrtårnene er sange som »All and Everyone« og »Angelene«, der kommer et stykke inde i sættet, hvor vi alle er blevet varmet op, og de bare drenge foran os er blevet helt stille, og pigerne er gået. Men da det hele slutter med den flossede syrebombe »Meet Ze Monsta«, ja, så viser timingen og opbygningen sig alligevel at have været for langsom. Det slutter for tidligt. Vi har kun lige kindkysset ekstasen. Vi når akkurat kun med tungerne ude af de nu rustne halse at se mørket lyse for enden af tunnellen.

Så vi er stadig ordentlige folk. Men anfægtede. Mindet om at volden, døden, gruen findes selv i fællesskabet. Som så ender fredeligt, solidt syret med Nikolaj, der ligner et kryds mellem Dr. Strangelove og Dr. Alban og lige har købt – og spist – sine chokoladehashkager. Hvilket foranlediger ham til lange enetaler om hvordan sex forsvandt fra rock engang i 70’erne – dog fraregnet denne aftens PJ-koncert.

Nu handler alt jo heller ikke om sex. Sudoku og hårde hvidevarer er for eksempel stærkt ikkeerotiske. Og der findes også andre aspekter at fokusere på tidligere torsdag aften, under Cosmopol-scenens åbningskoncert med Black Milk, såsom ego, groove og folkeforførelsens kunst. Men en medtænkning af sex hjælper nu en del.

Funky forløsning
Detroit-rapperen leverer – i de 20 minutter jeg er der – et koncentreret, strålende sæt med et tæt muskuløst fire mand højt band – bas, trommer, keyboard, diverse elektronik. Med vægten på rytmikken i hans ru flow, frem for hvad han egentlig rapper. I en stramt funky forløsning uden unødige afbrydelser, med frække spændingsopbygninger og flabede breaks. Et energisk springbræt videre ud i aftenen.

Som får sig et rislende lifligt, yderligere løft med danske Frisk Frugts koncert. Anders Lauge Meldgaards soloprojekt er her vokset til et otte k/m stort band plus en danser og to live-lerskulptører, hvis ekspressionisme med hænderne videotransmitteres på vægge og lofter på den nye, fine Gloria Scene.

Gråvejret forstøves under Meldgaards nyistandsættelser af sine sange, der kaster tråde frem mod fredagens rytmiske finessefest med Kuti-sønnerne. Stadig i uforståeligt let samklang med en naivistisk musik, der lyder som danske børneplader fra denne signaturs egen barndom i 70’erne. Og her i koncertform forløst i boblende groove-systemer, hvor hvert enkelt individ på scenen er et uundværligt tandhjul af forestillingskraft i et utopisk kollektiv, hvor avantgarde, free jazz og tradition fra de varme lande formidles med hypersmittefarlig lykkefølelse og frit flyvende ånd – så højt hævet over velfærdssamfundets middelmådighed og danskhedens monokrome flokmentalitet, at man både kan se og høre Sonic Youths Daydream Nation, Cans Ege Bamyasi, Steve Reichs Music For 18 Musicians og Fela Kutis og Tony Allens afrobeat. Mageløst.

Fredagen kan jeg kun rapportere sparsomt fra, men eftermiddagens koncert med Nicolas Jaar skal I lige have med: Det begynder med en række elegante langstrakte slowmotion orgasmer i bas og diskant. Frække lokkende forspil i disco, ambient, jazz. Men det ender desværre i en alt for lummert idylliserende wellness med postadresse i nærheden af Buddha Bar og Moonjam.

Den unge amerikaner er lovende og decideret forførende, når han suger os med ind i et mondænt mørke, men når han lister ud i parfumejazzen eller de episke søjlesale (som Trentemøller konstruerer bedre), ja, så vil jeg ærlig talt hellere være fri. For enden af de tunneller gemmer der sig kun spabade af ligegyldighed.

Nå, jeg må løbe. Deadline truer. Musikken lokker.

Black Milk, Cosmopol. Frisk Frugt, Gloria. PJ Harvey, Arena – Torsdag.
Nicolas Jaar, Cosmopol – Fredag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu