Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Frigjort fra forstillelsen

Dagens selektive ungdom fanges ikke ind af store armbevægelser, stjernestatus eller snak. Blandt mastodonter og oldtidens pionerer var det kun Anna Calvi, der lukkede kæften på publikum
Dagens selektive ungdom fanges ikke ind af store armbevægelser, stjernestatus eller snak. Blandt mastodonter og oldtidens pionerer var det kun Anna Calvi, der lukkede kæften på publikum
Kultur
4. juli 2011

Ungdommen. Man kan vælge at blive bitter på den. På at den hellere vil feste end være frivillig på Roskilde Festival. På at den foretrækker at holde øje med, hvornår en kop fyldt med tis bliver væltet, frem for at gennemskue, om Mastodon bruger drop d- eller c-tuning. At den småsnakker, så samtalen overdøver Conor Oberst. At den er ung. Man kunne også vælge at se det som et sundhedstegn, at ungdommen ikke lader sig imponere af stjernestatus opnået for årtier siden eller af letkøbt snak om teltsex eller overkompliceret guitarspil. At den er ung og ikke lader sig diktere af nogen. Hverken af god eller dårlig smag. Den skal overbevises på et noget højere plan end de, der ikke er vokset op med en hel verdens valgmuligheder.

Kunstnerne på årets Roskilde Festival skulle helt ind og tage fat i enten publikums kugler eller hjertekuler. En opgave som britiske Anna Calvi var voksen. Med en attitude, der var sammenligningen med Patti Smith og PJ Harvey værdig, indtog hun en af festivalens mindste scener og fik den til at føles som både Wembley Arena og Lille Vega. Intenst og storladent. Især singlen »Jezebel«, som er mest kendt i Edith Piaf-versionen, løftede varmen helt op under teltdugen og gav i glimt lovning om skybrud og pludselig torden, som ramte festivalen den følgende dag. Anna Calvi er bare på vej mod toppen.

Erfarent og imponerende

Én, der tydeligvis topper omkring kl. 15 om eftermiddagen og derefter muligvis synker ned i en drøm om hærværk, skibskatastrofer og pludselig død, er den stadig unge Conor Oberst, frontmanden i Bright Eyes. Han kaldes singer/songwriter, men akkompagneret af to trommesæt og rockstjerneattitude passede den kasse ikke helt på Arenascenen fredag eftermiddag. En energiudladning, der var så voldsom, at den veloplagte Conor Oberst flere gange spillede og sang forkert. Men kærligheden var til stede, og den lille amerikaner mindede festivalfolket om at dele deres »vand, toiletpapir og hemmeligheder med hinanden«.

Orange Scene har været udfordret i år, men den er altid uforlignelig som metalscene, og Mastodon gav en opvisning i dygtigt og progressivt metal. Der er noget særligt over de øjeblikke, hvor en Flying V-guitar løftes op mod himlen og hyldes som en afgud. Og selv den travlt optagede ungdom kiggede op med anerkendelse, når Brent Hinds afsluttede sine hvinende guitarsolos. Men Mastodon er kompliceret, med mange temposkift og kun få korte riffs, så det er ikke så publikumsvenligt, som Orange Scene kræver. Men det var forfriskende at se en så professionel, dygtig, erfaren og imponerende opvisning som den, Mastodon leverede fredag aften på Orange Scene.

Total indelukkethed

Postpunkens pionerer Swans var også en opvisning. En opvisning i det farligste ved postpunkens støj: Risikoen for total indelukkethed. Meningen er den trancefremkaldende støj, der skal samle lytterne i et fællesskab af fremmedgørelse, men på Odeon var det kun Swans selv, der var i trance.

Som beskuer følte man sig aldrig overbevist af bandet, der forblev fortabte i deres egne instrumenter. Fuldstændig løsrevet fra virkeligheden og det publikum, der har flyttet sig flere tusind kilometer fra det tungsind, som postpunken opstod i.

En slående kontrast til Kurt Vile and The Violators, der tidligere på dagen ville sit publikum så meget, at de slet ikke kunne få hold i det hele igen. Her slukkedes alle iPhones og i stedet tændtes håbet for den ungdom, som ved meget mere og bedre, end min generation nogensinde har gjort. For dem bliver ungdommen ikke nogen Sunny Beach, som den var det for mig. Så de udnytter friheden og valgfriheden, mens de kan, og finder sig ikke i noget pis fra musikere og gamle mænd. Forstillelsen er ikke frihed. Det er festen.

Bright Eyes, Kurt Vile and The Violators, Swans, Mastodon, Anna Calvi, Roskilde Festival

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her