Læsetid: 2 min.

Glem alt om galop

Hvad end Béla Tarr forsøger at sige med 'Hesten fra Torino', kunne han formentlig have gjort det på den halve tid
Med sine selvbevidste billedkompositioner, afgrundsdybe alvor og alenlange indstillinger ligner 'Hesten fra Torino' ofte en (umorsom) parodi på en kunstfilm.

Med sine selvbevidste billedkompositioner, afgrundsdybe alvor og alenlange indstillinger ligner 'Hesten fra Torino' ofte en (umorsom) parodi på en kunstfilm.

14. juli 2011

Det ville være unfair at kalde Hesten fra Torino for 'filmet teater', men mindre unfair at sige, at den minder om et museum over europæisk bondeliv i det sene 1800-tal. Med en nidkærhed, som nogle formentlig vil finde kompromisløs, men som i mine øjne var en uinspirerende udholdenhedsprøve, viser ungarske Béla Tarr daglige rutiner som kartoffelkogning, tøjvask, ture til brønden, osv. Hver gang i deres fulde længde eller hvad der i al fald føles som. Filmen udspiller sig i og omkring en forblæst og øde beliggende gård. Her bor en tyrannisk far og hans voksne datter, som vi imidlertid ikke får meget at vide om, navnlig fordi de næsten intet siger til hinanden.

Der er derfor et rungende underskud af drama på både de indre og de ydre linjer (skønt en kryptisk monolog knap midtvejs giver indtryk af, at verden udenfor er i opløsning), og jeg må tilstå, at jeg tre kvarters tid inde i den 146 minutter lange film var så ivrig efter at få aktiveret mit følelsesregister, at jeg begyndte at længes efter det incestdrama, jeg synes, hist og her blev antydet.

Ildevarslende vind

I pressematerialet udtaler Tarr, at han ikke er interesseret i at fortælle historier, og at han primært er inspireret af malerier. Fint nok, men resultatet fremstår altså for mig at se pointeløst og derfor enormt kedsommeligt.

Men hvis Hesten fra Torino i dramatisk forstand fremstår nærmest selvdød, er der dog tale om et lækkert lig. Med sine selvbevidste billedkompositioner, afgrundsdybe alvor og alenlange indstillinger ligner Hesten fra Torino ganske vist ofte en (umorsom) parodi på en kunstfilm, men den rummer ubestridelige æstetiske kvaliteter: Filmen er holdt i bastant, autoritativ sort-hvid, og især en yderst stemningsfuld indledningssekvens og et simpelt, men smukt tableau helt til slut gør indtryk. Desuden har den uophørligt hylende vind, der vistnok symboliserer dommedag, en egen skummel skønhed. Den decideret beskedne persontegning giver tilskueren rig lejlighed til at betragte disse to menneskers endeligt fra en tryg afstand, hvis ellers det var det, der var Tarrs hensigt.

Hesten i titlen er i øvrigt identisk med den, som filosoffen Friedrich Nietzsche i 1889 faldt om halsen af medlidenhed efter at have overværet, at den fik pisk, hvorefter den store tænker gik fra forstanden. Hesten tilhører filmens to hovedpersoner, og tilbringer symbolsk nok det meste af filmen i stalden i apatisk tilstand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu