Grundbog i dansk gadekunst

Bogudgivelse. 'Dansk gadekunst' er den hidtil mest ambitiøse beskrivelse af street art i Danmark. Mange har bidraget, alle er nævnt, og stilen er behageligt nøgtern. Og så tør bogen stille det spørgsmål, som mange i miljøet tumler med nemlig om gadekunsten er druknet i sin egen succes
Omfangsrig. 'Dansk gadekunst' er en blanding af teoretiske artikler og portrætter af de udøvende gadekunstnere, så mange har bidraget og alle er med — også kunstneren Armsrock, som her har dekoreret en husfacade.

Omfangsrig. 'Dansk gadekunst' er en blanding af teoretiske artikler og portrætter af de udøvende gadekunstnere, så mange har bidraget og alle er med — også kunstneren Armsrock, som her har dekoreret en husfacade.

16. juli 2011

De to vigtigste artikler i den 440 sider lange bog Dansk gadekunster så afgjort den første og den sidste. Bogen, som består af hele 42 artikler, indleder med en glimrende pædagogisk og begejstret indføring i gadekunsten, som journalisten og gadekunsteksperten, Rasmus Poulsen har skrevet tilbage i 2002, men som ikke før er trykt. Dengang kendte alle til graffiti, men gadekunsten var stadig noget relativt nyt og spændende. Men hvor graffitien siger 'se mig', vil gadekunsten hellere formidler »en filosofisk tanke, et dilemma, et spørgsmål eller et decideret politisk budskab«, forklarer Rasmus Poulsen og fortsætter med at tydeliggøre forskellen på de to discipliner:

»Traditionelt har graffiti handlet om at skabe opmærksomhed omkring sin person eller sit alter ego internt i graffitimiljøet. Street arten vil typisk også gerne have opmærksomhed fra alle andre børn og voksne, der færdes i gaderne.«

Og den åbenhed, som i Rasmus Poulsens optik er noget positivt, har derfor også ført til, at gadekunsten har fået massiv mediedækning og at gadekunstnere »har lavet pladecovers, reklamer, musikvideoer, designet sko, skateboards m.v. i et større omfang end de traditionelle graffitimalere.«

Dødsdom

Dansk gadekunstslutter med en artikel, der er skrevet knap 10 år senere af den i gadekunst- og graffitikredse respekterede kunstner Jan Danebod. De kvaliteter, som Rasmus Poulsen begejstret skriver om i 2002, er i mellemtiden blevet gadekunstens største problem og måske ligefrem dens død, mener han. I hvert fald, hvis ikke begrebet formår at forny sig:

»Lige så hurtigt som titlen (gadekunst, red.) er blevet integreret, har den udvandet sin egen position,« lyder hans kompromisløse indledning på en ret modig artikel. Gadekunsten udspringer af hiphoppen, og Jan Danebod er ude i en hiphop-klassiker: »Gadekunsten har solgt ud.«

Det er blevet for populært og accepteret måske fordi det netop hedder kunst og bliver behandlet som sådan i medierne. Hvis en bredere befolkning accepterer gadekunsten og tager den til sig, er den ikke længere hærværk med den tvetydighed og kritik, som de fænomener indeholder (artiklen hedder ligefrem »Hærværk som kritisk potentiale«). Så er det bare uskyldige og til tider endda ubehjælpsomme kunstværker, der hænger uden for museer og gallerier. Og Jan Danebod har afgjort en pointe. Gadekunsten er i modsætningen til graffitien blevet acceptereret af middelklasen på rekordtid. Det er vel kun er spørgsmål om tid, før der arrangeres guidede gadekunstbyvandringer for byens turister. Med særlig rabat til medlemmer af Politiken Plus. Og hvad gør man så? Danebod slutter bogen med at skrive, at man må holde fast i det meningsløse, det ukonstruktive og det destruktive:

»Alt det, der kolliderer med majoritetens opfattelse af, hvordan det burde være. Det, der skaber splid, tvivl og ubetinget konfronterer gældende lov og ret, norm og almen sund fornuft.

Lige præcis det register af følelser er så vigtigt at holde fast i uden kommercielle interesser og hungrende popkultur. Uden at man forbinder det med økonomisk profit eller selvpromoverende tom markedsføring. Uden at sælge ud.«

Grundbog

Når det bliver bogens sidste ord, kan man ikke undgå at få det indtryk, at det i virkeligheden var en lang nekrolog over en kunstform, man netop har læst. Nekrolog klinger måske så negativt endda, men så historiebog da. I hvert fald er det en grundbog. Aldrig før er der skrevet så ambitiøst om gadekunst, 42 artikler og en hulens masse billeder.

Gadekunsten har det med at være uforudsigelig. I den ånd er bogen også redigeret. I forordet har man ganske vist fået at vide, at bogen er »et kludetæppe,« og at der derfor er »stor variation i bidragenes længde, tyngde, stil og tematik«.

Det viser sig at være alt andet end en kliché. Bogen er en blanding af teoretiske artikler og portrætter af de udøvende gadekunstnere, så mange har bidraget, og alleer med. Bogens idémand, flittigste skribent og redaktør, Lasse Korsemann Horne, har interviewet samtlige interessante kunstnere, og derfor er bogen ikke bare en teoretisk og historisk analyse af gadekunsten den er også en nærmest leksikal gennemgang af så godt som alle udøvere, hvilket er meget imponerende.

Det giver også stor variation i teksterne, for nu at skrive det på en pæn måde.

Snart læser man en akademisk tekst. Snart en journalistisk. Pludselig et 70 sider langt uddrag af en svensk bog fra 1996, som man end ikke har gidet at oversætte. Så kommer striben af kunstnerportrætterne, men også disse er vidt forskelligt udformet. Nogle er reportager, hvor Horne er med kunstneren ude på gaden. Andre er ét langt citat fra kunstneren, andre igen er klassiske interview nogle skrevet i spørgsmål-svar-stil, men ikke dem alle. Så nogle lidt ubestemmelige tekster, nogle breve, så en engelsk tekst, som nærmest er et digt og til sidst en dødsdom. Bogen er vitterligt et kludetæppe, og det kan man vælge at blive irriteret over. Men har man først accepteret det, bliver den klart bedre. Det ville jo heller ikke være i gadekunstens ånd, hvis man havde redigeret og ensrettet alt for meget. Bogen er i det hele taget tro mod sin genre. Omslagene er håndmalede af gadekunstnere og derfor unikke, bogen udkommer ikke på noget forlag, og overskuddet går til velgørenhed, så man ikke kapitaliserer på gadekunsten, jf. Jan Danebods indlæg.

Skæve indslag

Dansk gadekunstindeholder også nogle bevidst valgt skæve indslag, og nogle af dem lykkes til fulde. Blandt andet en endog meget spændende og nærmest videnskabelig artikel om undergrundens historie. Altså den fysiske undergrund. Et afsnit er skrevet af kulturhistorikeren Line Kjær, som analyserer såvel metroen i Paris som de første romerske bystater, som havde en mundus en afgrund midt i byen. Mundusen var ophøjet og hellig, en forbindelse til jordens indre, men man brugte den også til at skille sig af med ubehageligheder, såsom for tidligt fødte børn. Med den franske filosof Henri Lefebvres ord kommer Line Kjær frem til følgende: »Den urbane undergrund var således allerede fra starten et modsætningernes sted, en urban geografi af stor ambivalens, en slags byens skraldespand, hvor alt det, som ikke passede ind i byens øvre orden kunne placeres.«

Det må siges at være relevant for gadekunstens selvforståelse.

Andre af de skæve indslag går galt. Blandt andet et afsnit om Solvognens indianeraktion i Rebild Bakker den 4. juli 1976. Det er da meget kækt at tage gadeteatergruppen med i en bog om gadekunst, men ideen bliver aldrig forløst, og det bliver mest af alt en hilsen til fortiden gennem en historie, som mildest talt er fortærsket. Det gør det ikke bedre, at artiklen er skrevet af Nina Rasmussen, som selv var med i Solvognen og modsat bogens stil i øvrigt lader sin klare begejstring skinne igennem.

For det skal også nævens. Trods det uensartede sprog, så er bogen befriende nøgtern i sin stil. Man kan faktisk høre det allerede på titlen Dansk gadekunst. Der er ikke så meget ballade. Tidligere danske udgivelser om gadekunst hedder til sammenligning Walk this way(2011) og Når gaden taler(2006, fotobog) Med Dansk Gadekunsthar man valgt den objektive tilgang, og den holder man sig til med enkelte undtagelser, altså bogen igennem. Og bedst af alt: Man slipper for den der studentikose begejstring, der ofte præger skriverier om gadekunst. Ikke mindst i portrætterne. Her hører man om de enkelte kunstneres motivation og tanker, som kan være alt fra interessante til klichéfulde, men også om deres teknikker og materialevalg. Alt er skrevet tørt og uden vurderinger af kunstnerens værker. Men må selv læse og danne sig et indtryk, og tak for det.

God debat

Selv om der måske kunne være redigeret mere i enkelte af teksterne, så er bogen på det overordnede plan ikke spor uredigeret og derfor også meget vellykket. Hatten af for at Lasse Korsemann Horne vælger at lade Rasmus Poulsens 10 år gamle hyldest til gadekunsten (delvist på bekostning af graffitien) og Jan Danebods nutidige tilsvining af samme (med en klar forkærlighed for graffitien) danne ramme for bogen. Det er fremragende set. Og det er en ramme, der af og til spilles op imod. For eksempel i artiklen om undergrund, men også i portrættet af gadekunstneren Kissmama. Han fortæller, at han er begyndt at hænge op i indre by, »så turisterne kan tage billeder og oploade dem til deres Flickr-account« og dermed sikre ham større udbredelse. Netop denne overordnede ramme kombineret med det nøgterne sprog og den komplette samling af portrætter sikrer, at 'Dansk gadekunst' bliver en succes.

Gadekunsten er kommet op fra undergrunden, for nu at bruge billedsproget fra Line Kjærs artikel. Op i lyset. Og dermed er mystikken, det forbudte og dobbelttydige måske ved at fordufte. Og hvad gør man så som gadekunstner? Ja, det kræver som minimum fornyelse, hvis der om 10 år skal udgives et bind to til Dansk gadekunst.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

- Lasse Korsemann Horne
- Intet forlag - kan købes i udvalgte boghandlere og på www.danskgadekunst.dk
- 440 sider
- 350 kroner

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer