Læsetid: 3 min.

Irsk blod, engelsk hjerte

Alle tiders rockdiva, den uforlignelige Morrissey, gav en veloplagt koncert i Operaen, der lagde et eminent tværsnit gennem hans produktion fra såvel soloårene som tiden med The Smiths
Bandet slog gnister (uden dog helt at kunne matche The Smiths!), lyden var perfekt, og solisten, Morrissey, skinnede som en kontrær sol.

Bandet slog gnister (uden dog helt at kunne matche The Smiths!), lyden var perfekt, og solisten, Morrissey, skinnede som en kontrær sol.

Jacob Schou Nielsen

13. juli 2011

Hvis ikke vi havde en personlighed som Morrissey, blev vi nok nødt til at opfinde ham, thi livet ville sgu være en smule tristere uden ham. En mand, som i den grad formår at gå mod strømmen og få folks pis i kog. Som da han for et par år siden kaldte kineserne for undermennesker, grundet deres barbariske mani med at flå levende hunde og katte (ja, ja, bare rolig; ikke at vores behandling af f.eks. svin er meget bedre).

Han har i det hele taget, hvad angår vor firbenede venners trivsel, anlagt en konsekvent aggressiv linje og støtter uden blusel de notorisk militante britiske dyrevelfærdsaktivister, når de bryder ind på minkfarme og laboratorier for forsøgsdyr og slipper kræene fri. Den slags gør man ikke ustraffet i Storbritannien, hvor bølgerne som bekendt går højt, men herfra skal lyde et højlydt bravo. Det er fandeme på tide, at nogen lidt længere oppe i systemet gør sig til talsmand for vores umælende firbenede venner, som vi gud ved af hvilken årsag tror, vi kan skalte og valte med efter forgodtbefindende.

Ikke at det gjorde det mere tåleligt at se de skrækkelige optagelser af allehånde overgreb mod diverse skabninger, der projiceredes op på bagskærmen under fremførelsen af The Smiths-klassikeren »Meat Is Murder«, men fik det bare én i salen til ar reflektere over den forfærdende mangel på etik, der alt for ofte udvises over for dyr, så fred med det.

Personligt gloede jeg ned på mine sko under hele nummeret ud fra den betragtning, at det næppe ville have været populært, hvis jeg havde brækket mig i nakken på den, der sad foran mig. For satan, hvor var det ubehageligt. Men fraset dette intermezzo var det en vidunderlig aften i selskab med den 52-årige krukke, som ikke har mistet en tøddel af sin energi, relevans eller tæft trods over 25 år i showbiz. At denne gigant p.t. står uden pladekontrakt er en af de gåder, man kan forsøge at løse i sin overdrevent rigelige fritid, men det har altså ikke forhindret ham i at gå i studiet og indspille nyt materiale; vi fik tre af de nye numre, »The Kid's a Looker«, »Action Is My Middle Name« og »People Are the Same Everywhere«, hvoriblandt kun det sidste umiddelbart lød rigtig lovende, mens der gik lige lovlig meget meterrock i de andre to.

Genkendelsens glæde

Nu var det ikke, fordi aftenen stod i nyhedens tegn, for trods alle Morrisseys fortræffeligheder er det stadig lidt svært at forstå hans mani med opsamlingsskiver af Best Of-slagsen; det er blevet til en 13-14 stykker mindst, hvilket i lyset af, at han kun har udsendt ni reelle langspillere som solist, forekommer en anelse sært. Men den seneste af slagsen hedder (selvfølgelig) The Very Best of Morrissey, og det er i udstrakt grad den, han forsøger at promovere på sin nuværende turné. Det betød så til gengæld genkendelsens trygge glæde i lårtykke stråler, men hvem fanden kan finde på at brokke sig over en sætliste med fem Smiths-numre? Ikke jeg i hvert fald. Mens vi nu alligevel venter på hans selvbiografi, der efter sigende skulle være på 700 sider. Mindre kan næppe gøre det.

At Morrissey de seneste par år tilmed har haft det bedre end nogensinde, fremgik til overmål af indledningssaluten »I'm having the time of my life« til det stående og på forhånd overgivent begejstrede publikum. For selv om folket havde betalt kassen for at sidde i Operaens bløde plyssæder, rejste det sig som en person, da det første taktslag i den indledende trommesolo (!) lød. Og blev stående koncerten igennem!

Der lagdes flot ud med det fængende »Last of the Gang to Die«, og så gik det ellers slag i slag fra den ene vindermelodi til den næste med det sublime »Throwing My Arms Around Paris« som et tidligt klimaks og Lou Reed-fortolkningen »Satellite of Love« som den store overraskelse. Deres udsendte brølede endvidere med på personlige favoritter som »You're the One for Me, Fatty« og ikke mindst den fejende flotte »Irish Blood, English Heart«.

Bandet slog gnister (uden dog helt at kunne matche The Smiths!), lyden var perfekt, og solisten skinnede som en kontrær sol. Det var stort. Klagepunkter? A. Tja, det varede ikke længe nok (70 minutter!) og B. Han spillede ikke »What Difference Does It Make«. Ellers var aftenen i top. Og hvordan var Deres mandag aften så?

 

Morrissey m/ band, Operaen, mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu