Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Lænket til en stor amerikaners værk

En 69 år gammel og tidløs Paul Simon gav en rislende smuk, sublimt sammenspillet koncert i et gammelt fæstningsværk i Berlin. Det fik voksne mænd til at briste i gråd
En 69 år gammel og tidløs Paul Simon gav en rislende smuk, sublimt sammenspillet koncert i et gammelt fæstningsværk i Berlin. Det fik voksne mænd til at briste i gråd
Kultur
13. juli 2011

Det er en smuk aften i den vestlige udkant af Berlin. Træerne døser i aftensolen, bratwurstene brankes, fly søger landing i Tegel.

Vi befinder os i det over 400 år gamle fæstningsværk Zitadelle. Og ganske vist insisterer et bilfirma tydeligt på sine sponsorprivilegier, men det kan ikke komme imellem os og Paul Simon samt hans otte musikere. Det kan kun vores egne erindringer og levede liv bundet til den 69-årige amerikaners sange, skal det vise sig.

Der åbnes med sange i sikker zigzag mellem fortid og nutid, Simons nye fremragende album So Beautiful or So What. Og fra de første bumlede harmonikastød i åbningsnummeret »Boy In The Bubble« virker bandet allerede opvarmet, i fuld vigør. Nærmest i gang med at fortsætte en musikalsk samtale fra aftenen før, i et rislende samspil, med plads til alle og med Paul Simon i beskeden, men intensfront. Lidt spinklere i røsten, stadig med en blank smidighed i hver en frasering.

Det kan publikum på den lille plads med rum til et par tusinde forstå at påskønne. De har selv for en stor dels vedkommende set livet gøre sine indtryk på krop og sjæl, men genoplever her den ungdom, som et tilstedeværende ungt segment stadig drikker direkte af nogle på egen hånd, andre i selskab med deres forældre.

Fabelagtigt katalog

Og da Paul Simon kort inde i sit to timer lange sæt synger »Hearts and Bones« om ægteskabets genvordigheder må en gråhåret, nytrimmet herre i brun fløjlsjakke åbne sluserne i hulkende ryk.

»Why won't you love me for who I am?/Where I am?«. Sønnen der deler faderens forkærlighed for uindfattede briller læner sig ind over og trøster ham. Så genvindes fatningen, og resten af nummeret og hans erindringer viklet om det gennemleves med oprejst pande og tårerne ned ad kinderne.

Alle synes denne sommeraften lænket til en eller flere dele af Paul Simons fabelagtige sangkatalog, og vi bliver kun trukket tættere på af et band, der især i rytme- og strengesektionen er sublime. De to guitarister samt Simon er låst i et stærkt olieret sammenspil, hvor de finder nye rytmiske muligheder, melodiske forsiringer og sørgmodig akkordarkitektur i sangene. Og det groover lifligt ubesværet i den polyrytmiske sammensmeltning mellem de to trommeslagere/percussionister.

Flydende forening

Samba-groovet på »The Obvious Child« fra Rhythm of The Saints eksekveres på én gang fjerlet og tungt, i et af mange eksempler på at musikerne skifter instrumenter. Her til slagtøj, andre steder til fløjter, stemmer, saxofoner, på et tidspunkt til hele seks guitarer. Og gennem det hele som en åre af sølv: Paul Simon med en fin sart stemme og en rodfæstet groovy tilstedeværelse, en sen zen-ro, en gestik som en ung forsigtig ballerina (uden tilhørende aktivt understel). Et smukt patineret kunstværk i sig selv.

Ja, bare at følge hans hovedbevægelser på 15 meters afstand, parkeret mellem gråt guld og rødkindet ungdom har sin egen skønhed: De cirkulære bevægelser, både horisontale og vertikale, der tegner yndefulde skitser gennem rytmikken; det bløde, men sikre hug skråt ned ad for at markere taktslag eller bas.

En kunstner, der gennem årtierne har formået at finde sig selv i de mest eksotiske traditioner, og dermed kaste nyt lys over vores dødelige tummel. Og i processen nå nye generationer af lyttere.

Og at den hulkende mand fra tidligere nu har fattet interesse for en nogenlunde jævnaldrende dame med sin datter ved sin side siger en del om den fornemmelse af overcoming,som vi benådes med i selskab med en af amerikansk musiks helt store sangskrivere, der har formået at vikle dagligsproget ind i sit poetiske apparat, at kvantehoppe med sit observationstalent som trampolin. »The pilgrim is passing a billboard, that catches his eye. It's Jay-Z. He's got a kid on each knee. He's wearing some clothes that he wants us to try«.

Vi bevæger os gennem et rigt sæt vævet fra hele solokarrieren plus det løse. Forløst i en flydende forening af singersongwriter, mbaqanga, blues, samba, country, jazz, gospel kun pletvis skæmmet af en lidt for klodset saxofonist, der ikke besidder den nødvendige elastiske utidighed i f.eks. »Gumboots«.

Uendeligt øjeblik

Denne signaturs største øjeblik er Simons ensomme levering af »The Sounds of Silence«, som det første ekstranummer. Jeg gribes af akut angst for ikke at suge øjeblikket ubetinget til mig, må ikke misse et milli- sekund. Men fanges netop da i egne neuroser og i erindringer om det 45 år gamle nummer, som jeg første gang forelskede mig i for cirka 30 år siden, dengang stenhårdt ramt af den tonstunge melankoli, den melodiske fremmedgørelse. Og så fortaber jeg mig allerede i mine egne følelser, som presser sig ud i tårekanalerne, derude, hvor det begynder at blive umuligt svært at skille afsender og modtager.

Men jeg river mig delvist løs af mig selv og kan mellem en rygende joint holdt højt af en ung rødhåret hippie og en teenagepiges iPhone i videomode se og høre, hvordan Simon leverer sin klassiker med både alderens accept, omfavnelse, men også distance og overlevelse. Hvordan erfaringerne glatter de mest hysteriske melodibump ud, og hans fraseringer skaber et enormt spænd mellem hedsporens originalindspilning og legendens fortolkning. Livets kværnen og dødens rungen. Det føles som et uendeligt øjeblik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Bredthauer

På iTunes Festival 2011 i The Roundhouse i London gav Paul Simon koncert den 1. juli.

Man kan se og høre udvalgte numre fra koncerten:

http://www.itunesfestival.com/gb/lineup

Kræver at iTunes er installeret på PC/Mac.