Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Lighed, frihed og forførelse

I Frankrig er forførelse et våben i kampen om magt og indflydelse, forklarer Paris-korrespondent for New York Times Elaine Sciolino. Strauss-Kahn-affæren tager dog gassen lidt af ballonen
Kultur
22. juli 2011
Forførelse er en drivkraft i det franske samfund. Det er en uofficiel ideologi, et ledende princip, der systematisk indgår i dagligdagen og i sociale mønstre, mener forfatteren, Elaine Sciolino, til en ny bog om fænomenet. Hun fremhæver den franske førstedame, Carla Bruni, som en sand mester udi forførelse.

Forførelse er en drivkraft i det franske samfund. Det er en uofficiel ideologi, et ledende princip, der systematisk indgår i dagligdagen og i sociale mønstre, mener forfatteren, Elaine Sciolino, til en ny bog om fænomenet. Hun fremhæver den franske førstedame, Carla Bruni, som en sand mester udi forførelse.

Andrew Winning

PARIS Om det drejer sig om politik på højeste niveau, at få en god service hos fiskehandleren, eller om at have succes i forretningslivet, så skal der, når det foregår i Frankrig, forførelse til.

For franskmændene holder så meget af den legende og pirrende proces, at man ikke kommer ret langt, hvis ikke man mestrer disciplinen tilstrækkeligt godt, lyder analysen fra for New York Times-korrespondenten i Paris, Elaine Sciolino.

»Forførelse er en drivkraft i det franske samfund. Det er en uofficiel ideologi, et ledende princip, der systematisk indgår i dagligdagen og i sociale mønstre,« skriver hun i sin nyeste bog La Séduction. How the French Play the Game of Life (Forførelsen. Hvordan franskmændene spiller livets spil, red.).

Guide til de smukkeste kvinder i Paris

Ideen til bogen fik Sciolino, da en af Sarkozys taleskrivere, Pierre-Louis Colin, udgav en guide til Paris. I bogen forklarer Colin, hvor i Paris, man finder de smukkeste kvindeben, de mest skamløse udskæringer og så videre.

Guiden blev lanceret som et led i en mission imod en angelsaksiskdomineret og politisk korrekt verden, hvor Frankrig mister stadig mere indflydelse for kun i Paris finder man så smukke kvinder ifølge Colin.

I franske medier blev bogen blot anmeldt med humor, mens amerikanske og britiske medier gjorde opmærksom på den politisk ukorrekte side af sagen.

For Sciolino blev bogen en art wake up call for, hvor vigtig forførelse er i Frankrig. Når en politisk rådgiver kan skrive en så provokerende bog uden at chokere, skyldes det, at kvinderne forventer, at mænd kigger på dem og giver dem komplimenter. Det er en vital del af hverdagen i Frankrig.

Sciolino besluttede derfor at analysere disciplinen i detaljer: Hvordan gør man? Hvor gør man det? Og hvem gør det?

For at starte med metodikken, så er en vigtig regel, at processen selve legen er langt mere interessant end resultatet. Hellere et godt langt (for-)spil uden forløsning end et resultat opnået alt for let. Forførelse handler ikke blot om at vække den anden parts nysgerrighed, men i høj grad om at bevare den intakt ikke at fortælle, hvad der gemmer sig bagved:

»Jeg ville aldrig gå nøgen rundt foran min mand,« forklarer den smukke og ekstremt sensuelle 53-årige Arielle Dombasle, der er gift med filosoffen Bernard-Henri Lévy.

»Er du så kun nøgen under bruseren?« vil Sciolino vide.

»Jeg er nøgen, når jeg er alene, og jeg er nøgen i min mands arme. Men aldrig som en slags dagligdags fjollet gestus om morgenen. Aldrig.«

Blikket, ordet og kysset

Processen består, finder Sciolino ud af, af tre våben. Til en start er der le regard, altså blikket.

»Blikket foregår ikke med et åbent og bredt amerikansk smil, men mystisk og dybt, med øjnene. Aldrig med et blink.«

Som eksempel herpå giver hun, at Carla Bruni, præsident Sarkozys nu højgravide kone, under et besøg i Strasbourg havde en hel flok af fotografer efter sig. Og besluttede at 'give sig hen' til en af dem. Hun stoppede op, ignorerede de andre og så direkte på en af dem poserede for ham. Bagefter var fotografen nærmest kvæstet, noterer Sciolino.

Næste våben, ordet, afhænger klart af stemmen, der udtaler det. Netop Bruni har en grundsexet stemme, og hun taler altid, som om hun har god tid.

Men der er også selve konversationen. Det gælder for alt i verden om ikke at være for direkte som Michel Piccoli er det over for Catherine Deneuve i La belle du jour (Dagens skønhed på dansk, red.) fra 1967.

»Dine komplementer er for subtile,« lyder det sarkastiske svar fra Deneuve.

Kysset tredje våben i samlingen findes i flere udgaver. Der er håndkysset, la baisemain, som Jacques Chirac udfører med bevidst overdrivelse læberne bør nemlig ikke røre hånden. Det gør de, når det er Frankrigs tidligere præsident, der er på færde. Det gjorde ikke mindst Laura Bush tilpas forlegen, da hun var med under et officielt statsbesøg i Paris.

Et langt oftere anvendt kys er la bise, kindkysset en gang på hver kind som stort set alle, der ikke blot har en officiel relation til hinanden, bruger. Ofte er det blot en velkomsthilsen på linje med et knus eller et håndtryk.

Er man forelsket, er la bise dog en fantastisk mulighed for lige at komme lidt tættere på den anden, lugte hans parfume og, som Sciolinos franske researchassistent forklarer det: »Nogle gange rører hans læber ens kind, eller han forsøger at røre ens talje med sin hånd.«

Hvordan man til slut når fra A til B, er der mange opskrifter på men det er mindre vigtigt i en fransk sammenhæng. Det afgørende er at huske reglerne, for de gælder alle steder.

Madorgasmen

At undertøjs-, parfume- og reklameverdenen er baseret på forførelse kan ikke chokere. Men også her er der forskel på, hvordan man får forbrugerne til lommerne. Som reklamemanden Jacques Séguéla, der også var François Mitterrands rådgiver, forklarer, handler amerikanere ud fra fakta om produktet, mens man må tale til franskmændenes hjerte. Derfor giver det god mening at forbinde kaffe med noget sensuelt og lave et slogan som un café nommé désir (en kaffe, hvis navn er begær, red.):

»Vi siger ikke, at den har den sødeste aroma, eller at det er den bedste, billigste eller mest luksuriøse. Vi siger bare, at den har en imaginær værdi,« som han forklarer.

Mere originalt er det, at franskmænd, ifølge Sciolino, meget af tiden har forførelse som tilgang til tingene. Da hun møder mesterkokken Guy Savoy, får hun sin første gastronomiske orgasme:

»Han skar to sprøde skiver brød, smurte usaltet smør på og lagde tykke skiver sort trøffel ovenpå,«forklarer journalisten: »Vi tyggede langsomt, sank. Vi udvekslede blikke. Der blev intet sagt. Øjeblikket var for intimt. Vi vidste begge to, hvad vi følte. Han havde overvundet mig.«

Den oplevelse er, hvad Savoy forsøger at give hver aften i sin tre Michelin-stjernede restaurant. Hvor danske kokke nærmere vil slå på, at de gerne vil give gæsterne en god oplevelse, er det franskmandens ønske om at forføre, at gøre gæsterne til sine, der gør ham så god.

Mens eksempelvis luksusbranchen lever af og for at forføre, forventer mange franskmænd at blive forført. Ikke nødvendigvis via madorgasmer eller dybe blikke. Men vil man opnå god service, hjælper det at give komplimenter, at få sælgeren til at grine eller røre vedkommende på anden vis.

For eksempel er den lokale fiskesælger som udgangspunkt småfornærmet, fordi Sciolino-parret ikke har et fad med til fisken, men må transportere laksen hjem på flamingo. Da de et år endelig har anskaffet et tinfad, som godt nok er en anelse for lille, tager hun dem til sig og hilser, hver gang de går forbi.

Siden DSK ...

Fiskehandleren ligger i Paris' 7. arrondissement, hvor Sciolino boede i nogle år. Og her støder vi på en af de to indvendinger, man kan rette imod bogen. For bor man i det 7. arrondissement, og er man enten korrespondent eller redaktør for redaktionen i Paris, som Sciolino også har været det, for en af verdens vigtigste aviser, færdes man i de øvre samfundskredse. Hvor meget tid og energi resten af samfundet har til forførelse er ret usikkert.

Til det øvre lag hører også den politiske klasse. Og her gør man i høj grad brug af forførelsens kunst. Da forhenværende udenrigsminister Bernard Kouchner netop var blevet udnævnt til chef for FN's administration i Kosovo i 1999, fandt han ud af, at USA's udenrigsminister, Madeleine Albright, havde modsat sig, at han fik posten. Herefter tog han direkte til Innsbruck i Østrig, hvor Albright opholdt sig. Undervejs plukkede han en buket edelweiss og fortalte hende, at »hun kom fra blomsterne og bjergene, og nu kom han med mere af det til hende«. Og så var den faktisk hjemme. Selv om Albright kommer fra Prag.

Sciolino, der som journalist har mødt flere af de tidligere franske præsidenter og også Sarkozy, bruger et langt kapitel på forførelsens rolle i denne branche. Anekdoterne er mange og underholdende. Men her støder man på den anden indvending. For bogen er skrevet før den 14. maj og altså før socialisternes nærmest sikre kort til præsidentvalget næste år, Dominique Strauss-Kahn, blev anklaget for voldtægt først i USA og siden i Frankrig.

Siden har Strauss-Kahn måttet tage sin afsked fra Den Internationale Valutafond, og det er kommet frem, at han i bedste fald er en særdeles aggressiv skørtejæger.

Det har uden tvivl øget interessen for bogen. Men det betyder også, at operation forførelse ikke virker i denne omgang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her