Det er den koncert, der er blevet imødeset med »far the most anticipation« sagde Copenhagen Jazz Festivals kunstneriske leder Kenneth Hansen i sin introduktion til det internationale publikum i Operaen, og det kunne han bestemt have ret i. Keith Jarrett er jazzens største skikkelse, højt respekteret i andre musikalske genremiljøer og tillige lidt af en primadonna.
Nogle har måske gyst lidt i deres 'anticipation', for beretningerne om Jarretts meget kontante verbale udfald mod tilhørere, der hoster eller bruger deres mobilkameraer, er mange senest nåede han at forlade en festival i Italien, før han blev smidt ud og en lille københavnsk skandale, der kunne nære de lette forhåndsgys, undgik vi heller ikke: Midt i koncertens andet nummer, Cole Porters 'I Love You', standsede Jarrett musikken og spurgte medmusikere og lydmand, om det kunne være rigtigt, at han hørte bassen forkert, og senere i sættet slog han af allerede i introen til en ballade for at fortælle publikum, at Operaens sal akustisk er så tør, at den ikke er til at spille ballader i, hvorfor vi herefter måtte finde os i ikke at få flere.
Med den hyre, han får, og de lydfolk, han beskæftiger, burde Jarrett og hans lejr selv have fundet disse brister allerede om eftermiddagen og indrettet sig efter dem. Nu kom de til at præge hele koncertens første sæt, der med en for mig ukendt blues som undtagelse endte som en ret blodfattig affære.
Dog, en forvandling skete i pausen omrokeringer og nyt flygel og Jarrett viste nu sammen med bassisten Gary Peacock og trommeslageren Jack DeJohnette formatet, bl.a. i en vanlig overrumplende, rapsodisk men nu også mere komprimeret introduktion til 'All The Things You Are', et enkelt, distinkt og genialsk højrehåndsspil i 'Tennessee Waltz' og, i Miles Davis' 'Solar', en række forbløffende, blot antydede, næsten svævende strukturer, som han med tillempet fjernøstlig tonalitet besnærende bar med over i kadencen for dog at slutte denne på mere vanlig jarrett'sk vis og sådan som vi, der mener at være politisk mest korrekt indstillet over for Jarrett som fænomen, ikke bryder os om at tale om. Den totalt ukorrumperede inderlighed i spillet i første ekstranummer, Victor Youngs 'When I Fall in Love', blæste dog hurtigt denne sidste del af kadencen samt det meste af første sæt ud af min erindring.
Spørgsmål og svar
Efter sådan en Jarrett-oplevelse må man, om end lidt splittet, stille sig selv nogle spørgsmål og besvare dem: Er det lykkedes ham og trioen efter 28 års eksistens og godt 25 cd-udgivelser at skabe et jazzmonument over Den Store Amerikanske Sangbog, som vil overleve generationer? Ja! Kan der på nuværende tidspunkt tilføjes monumentet noget, som kunne gøre det større eller mere holdbart? Nej! Er det rimeligt at antage, at Jarrett efter ni års udgivelsespause dybest også selv mener sådan? Ja! Kunne det være attraktivt for publikum, hvis han lader standardmelodierne hvile og, alene eller med andre, kaster sig ud i et nyt længerevarende projekt, der bekræfter for os, at hans fuldstændigt enestående musikalske fantasi og intelligens er usvækket? Ja!
Afsted til cd-shop
Fredag var anmelderen endnu ikke beskæftiget med at uddele gode personlige råd til Keith Jarrett, men kun til sig selv, bl.a. dette: Lad det regne, bliv hjemme og hør på et par nye cd'er noget af den festivalmusik, du da eller tidligere er gået glip af. Derfor: Til andre, der gik glip af Simon Toldams Stork-gruppes indfaldsrige og skæve blæserarrangementer, Palle Mikkelborgs og Thomas Clausens beåndede og meget vellykkede duetter eller Pernille Bévort og Marcelo Nisinmans brede, originale og stærkt indtagende tangoopfattelse, er der kun ét råd: afsted til din endnu overlevende cd-shop!
Jonas Johansen og Fredrik Lundins Move-gruppe, der er båret af begge lederes efterhånden lige attraktive evner som både komponister og udøvere, blev nået både på cd og Frue Plads og blev et studie i, hvor meget mere spiselig improviseret musik bliver, hvis den baserer sig på temaer, der både er ukrukkede, udfordrende og indeholder en fremadskridende energi.
Uden for jazzen
Dét kan man ikke sige om alle de temaer, fredag aftens stjernegæster i Skuespilhuset, pianisten Brad Mehldau og saxofonisten Joshua Redman spillede. Desuden: Ligeværdighed i reputation betyder ikke, at Mehldau og Redman er lige storejazzmusikere, og for denne signatur blev det klart, at Mehldaus tendens til at søge sit udtryk udenfor jazzen i en slags art music, der kan tangere den rene new agei disse år forstærkes, noget der også kan iagttages på den senest udsendte cd, en dobbelt fra nogle solokoncerter i Marciac i Frankrig.
Kontrasten til Redman, der suverænt anvender en mere traditionel jazzfrasering med et tydeligere udgangspunkt i det rytmiske, kunne måske godt have været befordrende for oplevelsen, men for mig blev Mehldaus rullende ostinater, overdrevne brug af pedal og mangel på glans i anslag og attak bare for meget, og jeg observerede denne aften, trods dét skyerne havde skilt sig, kun dét stjernestøv over havnefronten, Redman efterlod.
Frue Plads, fredag: Jonas Johansen Move
Jonas Johansen Move: Move This, cd (Stunt)
Simon Toldam: Stork, cd (ILK)
Palle Mikkelborg & Thomas Clausen: Even Closer, cd (Arts Music)
Pernille Bevort & Marcelo Nisinman: Perfect Organization, cd (Gateway)
Skuespilhuset, fredag: Brad Mehldau & Joshua Redman
Brad Mehldau: Live in Marciac, cd, Nonesuch
Operaen lørdag: Keith Jarrett Trio
