Læsetid: 3 min.

Lort og bryllupslagkage

Kæmpehittet 'Brudepiger' blander elementer fra tidens drenge- og kvinderøvs-komedie. Nu er det kvinder, der er grove og for meget, når de er sjove
At det så nu er kvinder, der er så grove og for meget, når de er sjove, kan man vælge at hylde som et feministisk nybrud; men man kan også bare tage det, for hvad det er: humor i høj klasse.

At det så nu er kvinder, der er så grove og for meget, når de er sjove, kan man vælge at hylde som et feministisk nybrud; men man kan også bare tage det, for hvad det er: humor i høj klasse.

21. juli 2011

Kvinder kan skide og brække sig. Selv om det ikke er chokerende nyt (for gu' kan vi det) og altså ikke i sig selv burde chokere, så er det sjældent udstillet som i Brudepiger.

Mens Charlotte i Sex and the City vist fik lidt maveonde på ferie, får den latrinære humor i Paul Feigs mindre forfængelige komedie frit (over)spil. Hverken den befærdede gade eller den nysselige brudebutik går ram forbi efter en omgang madforgiftning blandt brudepigerne. Det morer ved sin overdrivelse, hvis altså man gider den slags uagtet skiderens køn.

Højt og lavt

Brudepiger kombinerer Sex and the Citys singlelivs-kvaler og venindefnidder med det brogede persongalleri og den brovtne pinlig-humor fra Todd Phillips Hangover-film. Her er akavede festtaler, værelseskammerater fra helvede (England), beruset skaberi på fly og sexsladder over frokosten. Det er rigeligt kendte elementer, men under Paul Feigs (The Office og Nurse Jackie) instruktion er det noget sjovere og til tider grovere leveret end i de gængse drenge- og kvinderøvs-komedier. Og så er der gjort plads til at få den eksistentielle alvor, som er afsæt for al klovneriet, med. Midt i en forbitret livskrise skal den fallerede eks-konditor Annie (Kristen Wiig) være maid of honor til sin barndomsveninde Lillians (Maya Rudolph) bryllup. Blandt det type-castede korps af spøjse brudepiger forsøger Helen (Rose Byrne) på ægte skolegårdsvis at overtage rollen som Lillians bedste veninde. Helen er kedeligt perfekt, hjælpsom (med et strejf af besidderisk kælling) og mestrer bryllupsplanlægningen som en tryllefe med et guldkort. Imens styrtdykker Annies selvværd ned i depressionen. De to mundhugges passivt-aggressivt, mens Annie blindt forpurrer alle forberedelsesarrangementer og fester (dem er der udmattende mange af i USA, åbenbart).

Mænd er ikke i filmens centrum, men Annies dumme hjerte vakler alligevel mellem to af slagsen: En voldsomt ugalant bolleven (Mad Mens Jon Hamm, der spiller en slags Don Draper uden stilfuld flugtplan) og den godmodige politibetjent Nathan (Chris O'Dowd), der opfordrer hende til at starte et nyt cup cake-bageri.

Sæd overalt

Det er en nem skabelon, men overlever lige netop på skuespillet, der generelt præges af veltimet replik og mimik. Det gælder ikke mindst Kristen Wiig selv, der har skrevet filmen med komiker Annie Mumolo. Wiig trækker på mange års tjans som sketch-komiker i Saturday Night Live.

Når Annie som en anden Carrie Bradshaw (om end uden succes og Manolo Blahnik-sko) skal forklare et nygift par, at den fremmede fyr ved siden af hende til forlovelsesfesten altså ikke er hendes mand, så er det Wiigs »jeg er her soloooohh«, der giver scenen en helt anden tragikomisk, selvfortabt tone end Sex and the Citys selvbevidste klummeskriver-stemme.

Knap så sjov er Annie som livstræt sælger i en smykkebutik eller med sin mor og hendes selvhjælps-lingo. Meget er blevet skåret fra i filmens endelige version, virker det til, og det har efterladt små parenteser. Man ville f.eks. gerne se mere til sjove, sjove Wendi LcLendon-Covey, der brokker sig næserynkende over sine sønner: De stinker og klistrer og bander, gør de, og der er sædklatter overalt i huset så meget, at hun kunne knække et tæppe over i to. Sådan har vi vist ikke fået den desillusionerede mor før. Svigerinden Megan (Mellisa McCarthy) er den bøvede 'sjove tykke', der klasker sin blegfede skanke op foran en mandlig flypassager for at lokke ham til lidt »fuckaton« på toilettet. Det er både for plat (hvorfor er fede menneskers libido komisk?), men også sjovt a la Hangovers pestilens, Zach Galifianakis.

At det så nu er kvinder, der er så grove og for meget, når de er sjove, kan man vælge at hylde som et feministisk nybrud. Jeg takker bare brudepigerne for at lykkes med så meget af deres høje og lave humor: en anbefalet portion kvindegiftig lort og (bryllups)lagkage, der skulle få det til at boble i alles maver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Muldtofte

Hmm, kan til nøds ses, har sine øjeblikke men med pæn afstand imellem dem. Minder om 6-7 min. af Simpsons vist i langsom gengivelse, tilsat tomgangssoap i form af fraklip fra Sex and the City (tror jeg, har aldrig set det) og Langt fra Las Vegas. Plus lidt crap-humor light fra Borat.

Michelle Poulsen

Jeg er enig med Jørgen Muldtofte - gik i biografen med høje forventninger efter at have læst Informations rosende anmeldelse, men jeg gik skuffet og frustreret ud derfra. Den første halve time af filmen er ret sjov og har nogle overraskende øjeblikke, f.eks. Annis reaktion på at veninden skal giftes. Det var herligt ærligt i stedet for den sædvanlige sukkersødme. Men efter den første halve time gik det alvorligt ned ad bakke, og der opstod flere og flere underlige huller i plottet.
Det største problem for mig at se er at man ikke holder sig til komikken, der ellers fungerede godt, og tog fuldt pis på hele bryllupsindustriens marcipanhelvede. Der bliver blandet så meget unødvendigt drama ind i fortællingen, endda forsøgt forklædt som komik, at man som publikum ikke helt kan finde et ben at stå på. Den dramatiske skænderiscene mellem Anni og hendes veninde, er ubehageligt intens, samtidig med at hun render rundt og smadrer kager og gør gæsterne vrede. Man ved ikke om man skal grine eller græde!