Læsetid: 3 min.

Den luntende helvedeshund

Det britiske heavyband Motörheads frontmand Lemmy er blevet en gammel fanden på 65, men han er ikke just gået i kloster at dømme ud fra underholdende portrætfilm
Motörheads frontmand Lemmy er især godt selskab, fordi han både fremstår som en sand original og som et yderst jordnært individ.

Motörheads frontmand Lemmy er især godt selskab, fordi han både fremstår som en sand original og som et yderst jordnært individ.

SF Film

14. juli 2011

Hvis rocklegenden Ian 'Lemmy' Kilmister var en vittighed, ville han være denne her:

'Nu spæner jeg ned i dalen og knepper en af køerne,' sagde den unge tyr til den gamle. 'Det gør du bare,' svarede den gamle. 'Så spadserer jeg derned i roligt tempo og knepper dem alle som en.'

I den næsten to timer lange portrætfilm Lemmy får man rig lejlighed til at konstatere, at den altid sortklædte og læderbestøvlede rockstjerne har en decideret luntende gangart. Dette er på sin vis ironisk, da en ikke ubetydelig del af mandens legendestatus skyldes de bakkelandskaber af speed, der i tidens løb er strøget op i hans næsebor.

Løsgående missil

Filmen giver i høj grad det indtryk, at han ikke risikerer noget ved denne mangel på hastværk. Lemmy behøver ikke at skynde sig for nogens skyld, folk kommer hellere end gerne til ham.

Det leder os til filmens sløve start, som er fuld af monoton skamros fra et stort antal kolleger. Bedre går det, når ordet og billedet overlades til manden selv samt hans sympatiske søn Paul, der også er musiker.

Ikke kun Lemmys musikalske bidrag, men også hans tolerancetærskel over for stoffer og alkohol omtales med ærefrygt af flere af de interviewede. Selv i dag ville hans daglige indtag af Jack Daniel's kunne »dræbe eller i hvert fald bedøve et middelmådigt muldyr«, som Christopher Hitchens engang sagde om sit eget forbrug. Desuden har han trods et ikke just misundelsesværdigt ydre angiveligt nedlagt et fircifret antal kvinder.

Faktisk har filmens måske morsomste øjeblik netop med Lemmys sjældent slumrende pocket rocket at gøre: I begyndelsen af 1970'erne var han bassist i det såkaldte space rockband Hawkwind, men blev fyret, fordi han i turnésammenhæng var et nummer for ustabil. Tilbage i England hævnede Lemmy sig ved at gå i seng med hele tre af eks-bandmedlemmernes kærester.

»Men jeg må indrømme, at jeg bollede én af dem i forvejen,« lyder hans knastørre punch line.

Som os andre

Lemmy er især godt selskab, fordi han både fremstår som en sand original og som et yderst jordnært individ. Legenden viger for alvor for mennesket, da filmmagerne kommer indenfor i Lemmys ungkarlehybel i Los Angeles. Her roder der så meget, at kameramanden har besvær med at lokalisere papirkurven, hvilket den ellers på papiret så rock'n'rollede hovedperson virker en smule forlegen over.

Den slags afslørende øjeblikke er så meget mere velkomne, fordi filmens instruktører altså er lige lovlig benovet over manden, hvis berømte vorter på venstre kind i tidens løb må have jaget mangen en forfængelig Los Angelino en solid skræk i livet.

Ikke at benovelsen er ganske uberettiget, for Lemmys betragtninger kan være overraskende sobre, som når han nægter at tale positivt om sin sundhedsskadelige livsstil af respekt for de af hans venner, der bukkede under for misbrug, og fordi han ikke ønsker, at fansene efterligner ham i denne henseende.

Løjerlige lidenskaber

Der bliver også tid til at dvæle ved hans entusiasme for så forskelligartede størrelser som arkadespil og nazi-memorabilia. Heldigvis mønstrer instruktørerne modet til at spørge Lemmy, hvad han tror, folk derude tænker om sidstnævnte lidenskab. Han forsikrer, at der udelukkende er tale om en æstetisk fascination:

»Hvis Israels hær havde de flotteste uniformer, ville jeg samle på dem i stedet,« siger han, og bedyrer desuden, at han har haft mange kærester med mørk hudfarve.

Filmen kunne bestemt være strammet lidt op, men i langt størstedelen af spilletiden var selv en ikke-fan som undertegnede ganske godt underholdt. De, der er fans, vil glædes over at høre, at dvd-udgivelsen indeholder en separat disc fuld af ekstramateriale.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu