Læsetid: 4 min.

Den melodiske skulptør

Anmelderen tilgav Sonny Rollins det meste, men vederkvægedes først ved 'Nødde-knækkeren'
Anmelderen tilgav Sonny Rollins det meste, men vederkvægedes først ved 'Nødde-knækkeren'
5. juli 2011

Det begyndte noget overraskende, som man troede det ville slutte først et uendeligt simpelt eget tema, så et uendeligt caribisk ditto og man begyndte at blive lidt urolig: får vi ikke noget rigtig Sonny Rollins, før vi skal i gang med calypsoerne?

Det gjorde vi, og himlen åbnede sig i hvert fald i udvalgte stunder, da den store melodiske skulptør gik i gang med at hugge sig ind i et par granitblokke, først i form af Nat King Coles vidunderlige »Blue Gardenia«, så Irving Berlins »They Say It's Wonderful« samt siden også Ellingtons »In a Sentimental Mood«. Dér kom dét, vi håbede stadig at kunne finde hos den 80-årige nestor: øjeblikket, hvor han omhyggeligt og maskulint skulpturerer sine fraser, så vi får både nogle groft huggede strukturer og nogle lynhurtigt udførte små detaljer og, ikke mindst, er i stand til med samme tålmodighed som han selv at følge de forskellige motivers opbygning.

Corny til tider

Men for at vi kan havne i den situation, er det nødvendigt, at der er nogle vitaminer melodisk og harmonisk i de melodier, Rollins kaster sig over, og i en del år har han nu gjort det til en vane at spille lige så mange ligegyldigheder som det modsatte, således også på Gamle Scene søndag aften, hvor hans koncert udgjorde en af de tre begivenheder, Copenhagen Jazz Festival i år tør kalde 'Giant Jazz'.

Men når store jazzmusikere bliver ældre, tilgiver vi dem lettere, at de vil køre lidt på frihjul over nogle enkle harmonier eller endog i passager optræde direkte corny, og Rollins blev da også tilgivet, nærmest til overflod, af det københavnske publikum, selv da han begav sig ud i en vals, som Deres operetteukyndige udsendte ikke nåede at identificere. Tilgivelsen blev for mit vedkommende dog netop givet, fordi han også her, i hvert fald momentant, viste vilje til motivisk opbygning, inden det hele, som i flere andre titler, endte lidt adspredt, sådan at den fremragende guitarist Peter Bernstein der her er placeret i en rolle, hvor hans potentiale slet ikke bliver (og heller ikke skal) foldes ud gradvist kunne tage over.

Man kunne desuden notere sig, at Rollins i sin faste gruppe stadig ikke siden Marvin 'Smitty' Smith har villet have en trommeslager, der kan matche ham, og altså heller ikke havde det i Kobie Watkins, at veteranen Bob Cranshaws lyd på sit kropløse instrument tangerede det græsselige, men at det var vidunderligt at blive introduceret for en af New Yorks congas-legender, Sammy Figueroa, og at det havde været endnu mere vidunderligt, hvis han havde været tilstrækkeligt forstærket i den store, afsluttende calypso.

Nøddeknækkeren

Ved den efterfølgende koncert i Skuespilhuset var Aage Tanggaard alene ved slagtøjet, da det udvidede Almost Big Band gav en lidt sen Danmarkspremiere (måske endda Europa-premiere?) til Duke Ellingtons og Billy Strayhorns udgave af Tjajkovskijs Nøddeknækkersuite, og han gjorde det fremragende. De gjorde det alle fremragende, og denne meget, meget sjældne liveopførelse af musikken, initieret af basunisten Peter Jensen, blev en ren vederkvægelse.

Det kan være svært i dag at forstå, at bearbejdelsen af Tjajkovskij-musikken, i lighed med Ellington & Strayhorns Peer Gynt-musik (Grieg), førte til droit morale-kvababbelse, da de blev udgivet i slut-50'erne, for de to amerikanere tog sig bestemt ingen friheder overfor det melodiske. Hele mesterskabet og dét, der gjorde dette til langt mere end en finurlighed lå i instrumentationen, i udnyttelsen af de næsten menneskeligt 'talende' medlemmer af basunsektionen og, især, i den konsekvente placering af Jimmy Hamiltons klarinet både som en hovedsolist og, som orkesterstemme, på toppen af saxgruppen et enkelt greb, der gav suiten sin helt egen lyd.

Per Goldschmidt og Peter Jensens indforskrivning af den suveræne instrumentalist Peter Fuglsang til 'rollen som' Hamilton, udnyttelsen af Jan Harbecks allerede kendte svaghed for Paul Gonsalves' spillemåde og trompetprimoen Benny Rosenfelds fine fornemmelse for den nærmest sprøde smælden, der kendetegnede Ellingtons trompetgruppe i denne periode, var med til at tilføre opførelsen så megen autenticitet, at dette kunne være en passende måde, hvorpå endnu flere danskere end dem forsamlede i Skue-spilhuset i søndags kunne lære denne store, indtagende melodiskat at kende. Måtte dette blive pligtstof for landets højt besungne regionale spillesteder.

EU's kulturbudget

Allerede søndag eftermiddag havde denne anmelder stemt sindet til mødet med begavet amerikansk avantgarde Michael Blakes trio på Kunstmuseet men blev i stedet mødt af programændring, der ville noget: Tre diplomattaler om forventningerne til, hvad den kommende trojka i EU's formandskab (Polen, Danmark og Cypern) kan udrette rent politisk, samt musik af den polske pianist, Marcin Wasilewskis trio, som tegn på, at det er os, der ved årsskiftet tager over i Bruxelles efter polakkerne.

Især den cypriotiske ambassadørs tale endte med at blive en noget surrealistisk indgang til en københavnsk jazzfestivalbegivenhed, men nu kunne man da her fra Kunstmuseets umagelige trappe få øje på, hvad EU's kulturbudgetter også kan bruges til (der er penge at hente for dem, der kan knække koden), og Wasilewski-trioen kunne i fred gøre et fremstød for dens nye cd på ECM, mens den og vi overlader det til kommende formandskaber at lære grækerne at betale skat.

Og musikken: Wasilewski, assisten Slawomir Kurkiewicz og trommeslageren Michal Miskiewicz er blændende musikere men kunne komme mig mere ved, hvis de gav los i et mere udadvendt repertoire end dét meget artige, der opstår, når man vil vise sit uendelige kunstmusikalske udsyn ved at blande egne, mest elegiske stykker med titler af Hanns Eisler, Ornette Coleman, Hermoto Pascoal, Prince og Paul Bley selv sidstnævntes meget åbne »Big Foot« låstes inde i en art music-kasse af polakkerne. Bedst var de i en version af Fran Landesmann og Thomas Wolfs »Ballad of the Sad Young Men«, der tvinger enhver udøver til noget mere gedigent føleri.

Statens Museum for Kunst søndag: Marcin Wasilewski Trio

Marcin Wasielwski Trio: Faithful, cd (ECM)

Det Kgl. Teater søndag: Sonny Rollins Quintet

Skuespilhuset søndag: Almost Big Band m. Peter Jensen & Per Goldschmidt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer