Læsetid: 4 min.

Nørdetur i det belgiske ølhav

Et roadtrip til ølnationen over dem alle med 287 siders inspiration til guddommelige ganeoplevelser
1. august 2011

Jeg har altid haft en forkærlighed for belgisk øl. Men det kan være svært at få fat på i Danmark, hvis man vil lidt i dybden, og ofte er de dyre, de dejlige dråber. Så dyre og svært tilgængelige, at jeg selv og tre ligesindede for nylig blev enige om, at der kun var én ting at gøre: Når øllet ikke kommer til én, må man selv opsøge det. I dette tilfælde betød det en ølrejse til Belgien.

På trods af at vores grundlæggende viden om øl, og især de belgiske af slagsen, ville kunne bringe os på en pæn tur rundt i det lille kongerige, besluttede vi at tage ekstra inspiration med. Bogen Det Belgiske Øl af den erfarne ølskribent Rolf Nielsen er en informativ og velskrevet introduktion til et unikt ølunivers, der rundt regnet består af 17 forskellige øltyper, som spænder bredt fra de vilde, spontangærede lambikøl over witbieren, som de fleste kender fra Hoegaarden, til de suveræne kloster- og trappistøl.

Bruxelles og cafeerne

Men man skal starte et sted, og for vores vedkommende blev det Bruxelles og den legendariske bar Delirium, der har over 2.000 øl fra hele verden på menukortet. Imponerende i sig selv, men baren ligger desværre midt i den mest turistede bargade i Bruxelles, og det mærker man både på kunderne og bartjenerne, der, desværre i modsætning til hvad Rolf Nielsen lover, ikke udviser den store respekt for øllet, de serverer. Og nu bliver det lidt nørdet ...

En del belgiske øl er overgærede aletyper, som endda eftergærer på flaske, og det resulterer ofte i et skum, der iler ud af flasken efter åbning.

Det kræver derfor koncentreret skænkning i en vinkel på 45 grader, hvis man vil drikke andet end skum, men det er der vist ikke nogen, der har fortalt tjenerne på Delirium. Heldigvis byder Bruxelles på et hav af andre ølsteder, som også er beskrevet i bogen, og alene det at træde ind ad døren til en ølcafé giver et lille sug i maven. Herefter blev det mere religiøst. Den ubestridte klassiker inden for belgisk øl er nemlig trappist- og klosterøllet.

Forskellen på almindelige klosterøl og de helt specielle trappistøl består kort sagt i, at munkene, der brygger trappistøllet, skal overholde et temmelig striks regelsæt: Vigtigst er det, at brygningen foregår på klosterområdet, og overholdes det og resten af reglerne, må øllene til gengæld udsmykkes med det specielle trappistmærke.

»Klostrene Westmalle, Westvleteren, Chimay, Rochefort, Orval og Achel ligger som en værnende glorie, spændt skævt op omkring ølnationen par excellence, Belgien. Tre ligger i den vestlige del af landet, hvor man generelt finder den største koncentration af bryggerier. De andre tre ligger i den ølmæssigt tyndere, østlige del,« fortæller Rolf Nielsen.

Ud af de seks besøgte vi tre trappistklostre: Orval, Chimay og Westvleteren. Mens de to første på hver sin måde omfavner turismen med henholdsvis besøg på Orvalklostret og en speciel Chimay-spisekro (hvor maden laves med Chimay-øl!), er sidstnævnte det mest konservative og lukkede af trappistklostrene. Om holdningen på Westvleteren citerer Rolf Nielsen Fader Gerardus fra klostret: »Aldrig har det været meningen, at et kloster skulle være et anneks til et bryggeri. At brygge for at leve? Jovist, men kun i en mængde, der gør os i stand til at leve op til vore religiøse idealer!«

Af samme grund kan øl kun købes med hjem mod bestilling over en speciel øltelefon, som det desværre ikke lykkedes at komme igennem til. Til gengæld var klosterkroen In De Vrede på den anden side af vejen åben. Her kan man på stedet smage det, der af mange betegnes som verdens bedste øl.

Og hvilken fryd, hvilken øl. Når man først har kørt sig igennem Westvleteren Blond, Westvleteren 8 og sidst, men ikke mindst, den absolutte topscorer Abt 12, forsvinder enhver tvivl om, hvorvidt det kan betale sig at tage hele vejen til den mest øde og naturmæssigt dødssyge egn i Flandern blot for at drikke en øl.

Witbierhimlen

En anden belgisk ølklassiker er witbieren, som for alvor har fået luft under vingerne på det internationale marked med Hoegaardens popularitet. Og i samme område, hvor selskabet drak sig noget så fornøjede i Westvleterens munkebryg, findes også bryggerier, hvor der »brygges stjerner på Witbierhimlen« skriver Nielsen med henvisning til Van Eecke/Leroy og Sint-Bernardus. To bryggerier, som hver især brygger en fremragende witbier, kunne selskabet kun give Rolf Nielsen ret i. Og inden vi så os om, nåede vi faktisk ikke så meget mere, men det også med en god grund. I Belgien producerer ca. 130 bryggerier i omegnen af 750 forskellige øl. Skal de alle smages på en uge, er det altså mindst 100 om dagen, og med et alkoholindhold, der sjældent kravler under de fem procent, men snarere gynger fra syv og op til en tocifret alkoholprocent, er man langt ud over det utopiske.

Ikke desto mindre nåede vi rundt omkring 38 forskellige, og ud fra det kan man ikke andet end konkludere, at det er ufatteligt, hvordan fem-seks ingredienser kan nuanceres og forfines. Og selvom regeringsdannelse volder noget besvær i det lille kongerige, er der én ting, de kan og er enige om: øl.

Serie

Destinationsbogen

Informations skribenter beskriver sommeren over, hvordan litterære værker har haft betydning for deres ferieoplevelser.

Seneste artikler

  • Men æslerne er der stadig

    3. august 2011
    En del er forandret, siden Eilas Canetti skrev 'Stemmerne fra Marrakesh' i 1978. Men Marrakesh er stadig en by, hvor medinaen er, som den har været i århundreder
  • På sporet af søjler og spolier

    29. juli 2011
    Tekster og gamle kort trækker opmærksom-heden tværs gennem kulturlag, pladser og bybilleder
  • Kunsten og den menneskelige komedie

    27. juli 2011
    Om Inger Christensens efterbilleder og hendes litterære ekskursion til Mantua
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu