Med strømme af ord, men helt uden hor
»Jeg gider ikke høre det igen!«
erklærer Troels Lyby til sin ven
i allerførste scene af La Bête,
(som snedigt rimer på en 'vinaigrette').
Det handler om Lars Mikkelsen, den sjuft,
der vælter ind i rummet med sin 'duft'
af pølse og af mandehørm og løgne
og stand-up-jokes og ordspil så forfløjne,
at oversætter Kjær sku' ha' en pris,
fordi han digted' videre på det ...,
(som altså David Hirson har bedrevet
og solgt, som om det var fantastisk skrevet).
For plottet i La Bête er højst banalt
og ret så kedeligt, oprigtigt talt.
Ideen er kun rim på rim på rim,
strakt ud, så stykket ta'r halvanden tim' ...
Hos Grønnegårdsteatret skal Molière
nu rime på 'vulgær' (og på 'la' vær')
Og det er synd, for det var meget federe,
da der var lir, og det var meget hedere:
Dengang da Libertiner-drengen lå
hos Ann-Eleonoras ret så rå
brunette med de sejeste metoder
og kavalergangslyst med lokkekoder.
Men publikum vil strømme til igen
i troen på, at Mikkelsen er den,
der altid spytter pointerne afsted
og frejdigt gør rivalerne fortræd.
Det gør han faktisk også denne gang
i fabelagtig enegængersang:
Som skuespillerkongen over alle.
Som drengerøvsbaronen, der kan knalde
enhver i teori om politik,
der kun vil støtte kunsten som et trick.
Men rollen flommer ud, så Lars må trække
af bukserne, så vi kan tjekke ...:
Hans balder! Med de bitre ord:
Tak, Gud, hvor er vor Mærsk dog stor.
(Okay, det stod der ikke, nej,
men det var meningen og nok for mig.)
»Han krydsed' Bering-strædet i kajak.
Han lærte Sveriges konge spille skak.«
Godt så! Og tak for Berdals gode øje
for instruktion og kunsten at fornøje.
Men selve stykket er for trist og langt,
og tomgangsplottet er for tanketrangt.
Kostumerne af Flagstad er dog vilde,
og hendes kraniefund er skønhedsstille.
Paul Hüttel smiler med paryk og pli
og satser på sin sans for harmoni,
mens Lyby standser paf med kniv i hånd,
forlængst selv dolket ned af Hirsons ånd.
Så alt i alt er det for tamt og dumt
for lidt, for småt og nok endda for stumt.
Når Tina Gylling drejer sin marquise,
så ville vi som regel prompte fnise.
Men her er selv marquisen træt og mat,
som om at hun har droppet at få fat
i det humør, som ellers altid sejler
omkring den Gylling-kvinde med en bejler.
Kun Rikke Lylloff spiller uden stop
med vridehænder og med faldekrop.
Hun dåner, og hun svajer og er skør.
Hun spiller, så man føler sig helt ør.
La Bête er kun et pjokketæmmet bæst.
La Bête er Mikkelsen forklædt som præst ...
La Bête er let og light, så lad det ligge.
(Men pas nu på, for det kan sagtens stikke.)
Lad Broadway dyrke Wannabe-Molière
og giv os så den ægte vare her!
Lad Grønnegård få grundigt fat i kraven
på dette bæst og smid det ned i graven.
'La Bête.' Tekst: David Hirson (1991/2010). Oversættelse: Jesper Kjær. Iscenesættelse: Christoffer Berdal. Scenografi: Nina Flagstad. Grønnegårdsteatret i Odd Fellow Palæet. 1 time 40 min. Til 27. august. www.groennegaard.dk
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »
Hvad kan få én til at læse teateranmeldelser - en sjælden gang?
En rimet og vittige anmeldelse som denne, hvor den ægte Moliére-vare efterlyses, kan.
Sådan kan det, der ikke er finder nåde for anmelderen, føre til skabelsen af en iøjenfaldende tekst, der falder i denne læsers smag.
Jeg er meget utilfreds med, at anmelderen åbenbart også er forfaldet til den anglicisme at udtale 'po-æng-te', som 'pojn-te'.
@Peter
Det skurrer også i mine ører, når jeg hører den udtale, men hvorfor skulle man behøve at udtale det sådan i dette anmeldelsesrim?