Læsetid: 2 min.

Med strømme af ord, men helt uden hor

La Bête er lutter rimet ambition: fantastisk Mikkelsen på fejlmission
Troels Lyby fik Lars Mikkelsen hen over knæet i Grønnegårdsteatret. Men det burde have været newyorker-dramatikeren, der havde fået strygl, for plottet i La Bête er kedeligt og selvhøjtideligt. Og det hjælper ikke, at det er på vers.

Troels Lyby fik Lars Mikkelsen hen over knæet i Grønnegårdsteatret. Men det burde have været newyorker-dramatikeren, der havde fået strygl, for plottet i La Bête er kedeligt og selvhøjtideligt. Og det hjælper ikke, at det er på vers.

Bjarne Stæhr

19. juli 2011

»Jeg gider ikke høre det igen!«

erklærer Troels Lyby til sin ven

i allerførste scene af La Bête,

(som snedigt rimer på en 'vinaigrette').

 

Det handler om Lars Mikkelsen, den sjuft,

der vælter ind i rummet med sin 'duft'

af pølse og af mandehørm og løgne

og stand-up-jokes og ordspil så forfløjne,

at oversætter Kjær sku' ha' en pris,

fordi han digted' videre på det ...,

(som altså David Hirson har bedrevet

og solgt, som om det var fantastisk skrevet).

For plottet i La Bête er højst banalt

og ret så kedeligt, oprigtigt talt.

Ideen er kun rim på rim på rim,

strakt ud, så stykket ta'r halvanden tim' ...

 

Hos Grønnegårdsteatret skal Molière

nu rime på 'vulgær' (og på 'la' vær')

Og det er synd, for det var meget federe,

da der var lir, og det var meget hedere:

Dengang da Libertiner-drengen lå

hos Ann-Eleonoras ret så rå

brunette med de sejeste metoder

og kavalergangslyst med lokkekoder.

Men publikum vil strømme til igen

i troen på, at Mikkelsen er den,

der altid spytter pointerne afsted

og frejdigt gør rivalerne fortræd.

 

Det gør han faktisk også denne gang

i fabelagtig enegængersang:

Som skuespillerkongen over alle.

Som drengerøvsbaronen, der kan knalde

enhver i teori om politik,

der kun vil støtte kunsten som et trick.

Men rollen flommer ud, så Lars må trække

af bukserne, så vi kan tjekke ...:

 

Hans balder! Med de bitre ord:

Tak, Gud, hvor er vor Mærsk dog stor.

(Okay, det stod der ikke, nej,

men det var meningen og nok for mig.)

 

»Han krydsed' Bering-strædet i kajak.

Han lærte Sveriges konge spille skak.«

Godt så! Og tak for Berdals gode øje

for instruktion og kunsten at fornøje.

Men selve stykket er for trist og langt,

og tomgangsplottet er for tanketrangt.

Kostumerne af Flagstad er dog vilde,

og hendes kraniefund er skønhedsstille.

 

Paul Hüttel smiler med paryk og pli

og satser på sin sans for harmoni,

mens Lyby standser paf med kniv i hånd,

forlængst selv dolket ned af Hirsons ånd.

 

Så alt i alt er det for tamt og dumt

for lidt, for småt og nok endda for stumt.

Når Tina Gylling drejer sin marquise,

så ville vi som regel prompte fnise.

Men her er selv marquisen træt og mat,

som om at hun har droppet at få fat

i det humør, som ellers altid sejler

omkring den Gylling-kvinde med en bejler.

 

Kun Rikke Lylloff spiller uden stop

med vridehænder og med faldekrop.

Hun dåner, og hun svajer og er skør.

Hun spiller, så man føler sig helt ør.

 

La Bête er kun et pjokketæmmet bæst.

La Bête er Mikkelsen forklædt som præst ...

La Bête er let og light, så lad det ligge.

(Men pas nu på, for det kan sagtens stikke.)

Lad Broadway dyrke Wannabe-Molière

og giv os så den ægte vare her!

Lad Grønnegård få grundigt fat i kraven

på dette bæst og smid det ned i graven.

 

 

'La Bête.' Tekst: David Hirson (1991/2010). Oversættelse: Jesper Kjær. Iscenesættelse: Christoffer Berdal. Scenografi: Nina Flagstad. Grønnegårdsteatret i Odd Fellow Palæet. 1 time 40 min. Til 27. august. www.groennegaard.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Hvad kan få én til at læse teateranmeldelser - en sjælden gang?

En rimet og vittige anmeldelse som denne, hvor den ægte Moliére-vare efterlyses, kan.

Sådan kan det, der ikke er finder nåde for anmelderen, føre til skabelsen af en iøjenfaldende tekst, der falder i denne læsers smag.

Peter Hansen

Jeg er meget utilfreds med, at anmelderen åbenbart også er forfaldet til den anglicisme at udtale 'po-æng-te', som 'pojn-te'.

Maj-Britt Kent Hansen

@Peter

Det skurrer også i mine ører, når jeg hører den udtale, men hvorfor skulle man behøve at udtale det sådan i dette anmeldelsesrim?