Filmhistorien rummer af gode grunde mange intense 'øjeblikke', altså billeder, der på en eller anden måde kredser om evnen til at se eller manglen på samme. Et af de tidlige er det, hvor et øje skæres over på langs i Luis Buñuel og Salvador Dalis Den andalusiske hund (1928). Et andet finder vi i Alfred Hitchcocks skoledannende gyser Psycho (1960), hvor morderiske Norman Bates bruger sit voyeur-blik som forspil til sin udåd over for en kvinde, der tager brusebad.
Den spanske gyser Julia's Eyes skriver sig i høj grad ind i denne morbide, synssansfikserede filmtradition og præsenteres da også i pressematerialet som en hilsen til netop Hitchcock og den italienske gyserinstruktør Dario Argento.
Rollen som titelpersonen samt dennes søster udfyldes begge af den fotogent langlemmede og meget yndefuldt ældede Belén Rueda, der også sås i hovedrollen i gyseren Børnehjemmet fra 2007 (der som Julia's Eyes er produceret af det mexicanske stortalent Guillermo del Toro).
Sangen, der sladrede
I filmens effektfulde åbningsscene begår Julias søster, Sara, selvmord, muligvis i frustration over at være blevet blind som konsekvens af en arvelig øjensygdom. Julia, der selv langsomt mister synet, har imidlertid mistanke om, at Sara ikke var alene i sine sidste minutter, fordi der i søsterens cd-afspiller befinder sig en sang, hun ikke kunne fordrage. Som man kunne forvente, drejer det sig om et nummer, hvis titel kommenterer på filmens tema (om end med omvendt fortegn), nemlig Dusty Springfields The Look of Love.
Julias psykologmand, Isaac, har dog ikke megen tiltro til hendes overbevisning om, at der var en anden person hos søsteren, da hun tog sit liv. Men Julia fortsætter ufortrødent sin private efterforskning, og finder ud af, at der op til Saras død var en mand i hendes liv, skønt oplysningerne om ham er sparsomme. Hun sætter sig for at finde den mystiske mand, selv om hendes stressede tilstand forværrer øjensygdommen og dermed fremskynder Julias egen blindhed.
Sydens mørke
På både billed- og lydside er Julia's Eyes ganske bevidst om sine rødder: Der er en betragtelig genretrofast skamløshed over ikke mindst de højdramatiske nærbilleder af rædselsopspilede øjne og musik, der ufortrødent pisker stemningen yderligere op.
Også i skildringen af Spanien er genrekonventionerne trukket langt frem i billedet, for vi danskeres højtelskede feriedestination er her forfriskende nok for en gangs skyld ligeså fattig på solskin, som det er rigt på mørke og stormfulde aftener. Et ueksotisk, ofte grimt og permanent overskyet sted.
Det betyder ikke, at Julia's Eyes ikke er en meget æstetisk film, men blot at æstetikken skal findes helt andre og mere skumle steder. For eksempel skaber instruktør Guillem Morales og hans fotograf det mest æstetiske, blåtonede halvmørke, denne pen erindrer at have set (eller skulle man sige 'skimtet').
Der er en stærk undertone af urfrygt i de scener, hvor Julia eller Sara famler sig vej gennem et ydre og/eller indre mørke for at undslippe den fare, de tror eller ved, lurer et sted. Synets store betydning for den mellemmenneskelige magtbalance pointeres også på anderledes humoristisk vis i en scene, hvor Julia uden at give sig til kende lytter til en flok blinde og mere eller mindre afklædte kvinders samtale. Morales griber desuden lejligheden til at 'fratage' tilskueren synet ved midlertidigt at mørklægge lærredet, og dermed fratage os den vante dominans, der ligger i at betragte skikkelserne deroppe.
Unødigt kompliceret
Belén Rueda formår at tilføre tilpas mange nuancer til en rolle, som af mindst to årsager er tricky: Dels kunne den nærmest permanent nødstedte Julia-figur snildt være faldet monoton ud, og dels kan hun i store dele af filmen ikke spille med sine øjne, da Julia bærer en bandage henover sin sjæls spejle.
Efter en fremragende første halvdel tager Morales og hans medmanuskriptforfatters iver efter at lægge falske spor ud til tilskueren desværre langsomt overhånd, og navnlig de sidste tre kvarters tid lider af troværdighedsproblemer. Paradoksalt nok har filmen også i beskeden grad det modsatte problem, nemlig at enkelte dele af handlingen er for nem at forudse som følge af filmens omfavnelse af genrekonventionerne.
Endelig virker den sine knap to timer til trods enkelte steder lidt forjaget eksempelvis i præsentationen af Julias arbejde som astronom.
Manuskriptet til Julia's Eyes er altså ikke et fejlfrit af slagsen, men der er tilpas mange atmosfæremættede og fermt turnerede scener til at udløse en anbefaling til de, der kan tåle mosten og mørket.
