Læsetid: 3 min.

'En af mine bedste venner er tilmed menneske'

Svenske Nina Hemmingsson er uhyggeligt morsom i sin særegne skildring af mennesket som ensomt fremmedelement
12. august 2011

Billedkunstneren Nina Hemmingsson fik sit gennembrud som tegner i 2006 med bogen Jag är din flickvän nu.Forsiden viser hendes gennemgående figur, kvinden i sort med solide, hvide stolper som ben. Der er en flæse på hendes kjole af den slags, man ser på artige småpigers kjoler. Hun har ryggen til og vender ansigtet ud mod beskueren. Det vildt foruroligende er hendes tomme øjne to cirkler med ri-stingslignende øjenvipper hele vejen rundt og så det, at hun har en fakkel i hånden. Foran hende ligger en række ens huse. Titlen Jag är din flickvän nu står med blodrødt. Stakkels pojkvän eller stakkels pojkväns affære, tænker man. Ham eller hende, der lever et almindeligt rækkehusliv, men som alligevel er kommet på kollisionskurs med galningen med faklen.

Dette kvindemenneske stirrer igen tomt ud på beskueren på omslaget af Nina Hemmingsson nye bog med den lige så hysteriske titel Mina vackra ögon. Denne gang er det munden, der er blodrød, men bestemt ikke kysselig. Flæsekanten sidder i halsen på den sorte kjole og strammer, og kvinden er ligesom for stor og klodset til bogens rektangel.

Merchandisetest

Hun er nødt til at sidde helt sammenkrøllet, de behårede ben kan kun lige være der. Indenfor i bogen erklærer hun, at hun ikke har noget imod mennesker, en af hendes bedste venner er tilmed menneske.

Nina Hemmingsson kender man på genren 'enrutningar'. Altså én tegning ikke en stribe med mere eller mindre tekst. Ud fra ord og tegning kan læseren så forestille sig en fortælling med begyndelse, midte og slutning. Hemmingssons udsnit ligger gerne hen mod slutningen af historien, dér, hvor det er for sent at ændre noget. Dér, hvor alt lys og håb er slukket. Dér, hvor et replikskifte mellem to kvinder over en adventsstage kan lyde:

»Min mand og jeg tager til Paris i julen.«

»Jeg har tænkt mig at hive stikket ud og se dybt i flasken.«

Herefter siger den første kvinde: »Det er skønt at unde sig selv at komme lidt væk.« Men har hun overhovedet hørt, hvad veninden med det tomme blik sagde? Tegningen har jeg også set som postkort og køleskabsmagnet, men selv som merchandise er Nina Hemmingsson lige uhyggelig og enestående i sit udtryk.

Eksemplet viser, hvordan Hemmingsson aldrig er den store reklame for julen, og også, hvordan hun spidder klicheerne. Et andet vedholdende tema er en ubodelig ensomhedsfølelse eller en lammende angst hos den ene part, der umuliggør eller i hvert fald besværliggør parforholdet og kærligheden. Den angste og ensomme er igen og igen kvinden i den sorte kjole hvis hun afløses, er det af en, der heller ingen pupiller har. De sorte prikker overlades til de normale, dem med de fornuftige og rimelige talebobler.

De velfungerende er også dem med komplimenterne, som staklerne så bare aldrig kan tage imod.

Mand: »Du er så spinkel og fin! Især uden tøj, så ser man rigtig, hvor lille og fiks du er!«

Kvinde: »Øh, det er ikke mig, der er lille, det er min kusse, som er stor!«

End of love story! Mina vackra ögon har også en afdeling med den ulidelige prinsesse i striben Prinsessan & Gemålen og en afdeling bare med tegninger meget lig dem, den nærmest poetiske Så jävla normal fra 2009 er fyldt med. Tegningerne, det vil sige Hemmingsson helt uden ord, er nok dér, hvor man for alvor bliver klar over, at ingen andre gør det, hun gør, lige så godt.

Skitsens skønhed

Det er tegningeafdelingen, der giver fornemmelsen af at sidde med i tegnerens værksted. Der, hvor det hele er rod og kaos og vistnok ikke rigtigt afsluttet. På en af dem fra den nye bog står hendes genkommende figur med en blyant og en skitseblok i hånden. Skitsen er en vigtig del af Hemmingssons æstetik. Blyantstregerne skitsen er synlige et par millimeter fra den afsluttende fede sorte tus, eller også ender stregen med at være det færdige resultat. »Jag tycker inte illa om att leva, men jag tycker att det är svårt,« står der på bagsiden. Nøgne træer, tomme huse, forladte cykler og svævende UFO'er siger det klart.

Og selv om Hemmingsson også er uhyggeligt morsom, når hun kombinerer tekst og tegning, er hun også meget skeptisk over for det at ville vække latter. Sådan her begynder bogen nemlig, med to kvinder og en kaffestund: »Jeg var i biffen i går, det var en komedie, og jeg lo.«

»Aha, og hvad skete der så bagefter?«

»Bagefter? Ja, alt blev vel, som det plejer, hvad ellers? Du skal da også altid grave efter noget snavs!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu