Læsetid: 2 min.

Den danske serber

Den blodige konflikt i det tidligere Jugoslavien har bredt sig til det kaotiske Danmark i Morten Hesseldahls nye og vellykkede spændingsroman
26. august 2011

For godt og vel 600 år siden blev serberne fordrevet fra Solsortesletten, og lige siden har det serbiske hjerte blødt. Det fortæller den danske lektor og ideolog Ruben Kjær i Morten Hesseldahls nye spændingsroman Blodet fra Solsortesletten.

Årsagen til, at Kjær i øvrigt stærkt ophidset refererer til denne historiske hændelse, der har dannet grundlag for myten om serberne som et forfulgt folk, er, at hans assistent Iben spørger, om det hedder Kosovo eller Kosova.

Hvor skulle hun vide det fra? Hun er dansker, og de brutale konflikter og etniske udrensninger på Balkan blegner i hendes optik, der er fokuseret på at få styr på livet som enlig mor med en tavs teenagedatter.

Anderledes engageret i det tidligere Jugoslavien er Kjær, men hans støtte til serbernes kamp for selvstændighed og hans ytringer i medierne af »slagfærdige og skarptskårne synspunkter om indvandring, kultur og nationalstat« er dog primært foregået fra et mageligt københavnsk skrivekammer langt fra der, hvor blodet flyder.

Det ændrer sig, da Iben kort efter at have fået svar på sit spørgsmål, finder Kjærs kat dræbt af en økse og næsten alle involverede derefter må flygte eller jage for livet.

Informationsmængden

Blodet fra Solsortesletten kan læses i forlængelse af Hesseldahls to første romaner, Drager over Kabul og Natten er lige begyndt, der lader internationale konflikter udspille sig i det moderne Danmark.

Også denne gang er handlingen spændt op på en gradvist stigende spændingskurve suppleret med en lærerig diskussion om sit emne og et troværdigt persongalleri, som vi her følger ad forskellige spor.

I centrum optræder Iben, der udover sin koleriske chef og sit ufærdige studie som nævnt også har sin datter Sara at slås med. Hun vil hellere høre musik end svare på morens sms'er, hvilket på effektiv vis skaber en vis uro hos læseren, der frygter, at Sara på et tidspunkt vil forsvinde for alvor ...

Heller ikke kærligheden har Iben fået styr på, selv om alle omkring hende lader sig forføre af hendes skønhed og selvstændighed. Blandt dem den tidligere klassekammerat Thomas, der, mens han venter på at slå igennem som tegneserietegner, tjener lidt penge ved at begå indbrud for vennen Oliver.

En forrygende scene skildrer, hvorledes Thomas har både mod og samvittighed, da han bryder ind hos en rigmand, der kommer uventet hjem og begynder at slå sin medbragte teenageluder.

Næste stop på indbrudslisten viser sig at være hos en serber, der er banket halvt ihjel, og således nærmer alle handlingsspor sig hinanden i en velkomponeret, begavet og velskrevet spændingsroman, der trods sin enorme informationsmængde kun i ganske få og letlæste passager får karakter af lærebog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu