Hvis man køber en defekt vare, kan man i princippet få den byttet. Men hvad hulen stiller man op med en defekt koncert? Og her påtænkes ikke den kunstneriske side af sagen, thi når man løser billet til en kunstnerisk oplevelse, følger der ikke pr. automatik en garanti med om nydelse eller glæde. Tværtimod er chancen for at blive skuffet en del af pakken; en billet til biografen, museet, teatret eller koncertsalen er derfor også en satsning og ingen normalttænkende personage kunne finde på at kræve pengene retur, hvis oplevelsen ikke står mål med forventningerne. På samme måde som der er plads til at blive glædeligt overrasket og andre reaktioner, hvor hinanden uafhængige faktorer, lige fra forudindtagethed til bøvl med barnepigen, alle spiller ind.
En håbløs kamp
Men utallige gange har denne signatur stået til rockkoncerter eller det, der ligner og spurgt sig selv, hvorvidt det egentlig kan lade sig gøre, at et betalende publikum stiller sig tilfreds med forhold, som burde føre til revolte og optøjer? Som nu i lørdags i Ballerups Superarena, hvor det både elskede og hypede canadiske ensemble Arcade Fire lagde an til at levere den gennembrudskoncert, der skulle cementere dets status som tidens mest populære alternative rocknavn. Og lad os med det samme slå fast, at de otte personer på scenen knoklede som små svin for ikke bare at piske en stemning i vejret (hvilket delvist lykkedes), men også for at få aftenens i alt sytten sange fra deres til dato tre albums såvel udover rampen som til at give mening. Hvilket fuldstændig mislykkedes, selvom det under omstændighederne ikke kan klandres musikerne, for de kæmpede en håbløs kamp mod nogle horrible forhold, der dræbte enhver ansats til kunstnerisk nydelse endsige æstetisk dimension, hvis man stillede op med forventninger af den art. Her ville billetprisen retur sgu være på plads, thi det var en farce.
Eller sagt på en anden måde – Ballerup Superarena stiller sig op i køen af Hvad Angår Musik Helt Håbløse Haller, hvor der alene i hovedstadsområdet kan peges på rædsler som Forum, Valby Hallen, Brøndby Hallen og Parken, der alle har det til fælles, at arkitekterne ikke havde musik i mente, da de kreerede dem. Hvilket høres. Og mærkes. (Også selvom Ballerup Superarena på sin hjemmeside påstår det modsatte). Tilfælles har de samme trøstesløse grundstruktur, samt ikke mindst en pikant dræbende aura af lige dele pudset beton og røde pølser, af industrisportens idiotiske præstationsræs, en stor rungende antitese til musik, som selv i elektrisk forstærket form er en delikat sag. Jo vist er vi alle auditivt forkælede af alskens gode studieindspilninger (og her skiller Arcade Fire sig så heller ikke ud; deres albums lyder godt), men der har dog været akustisk tilfredsstillende koncertoplevelser nok i et langt liv til at vide, at det altså kan lade sig gøre; såmænd også i både Parken og Forum, for den sags skyld.
Endestation Ballerup
Men ikke lørdag aften i Ballerup, hvor det til en begyndelse lød som en amokgående betonblander og stort set forblev ad helvede til alle sytten numre igennem. Ærgerligt egentligt, når nu Arcade Fire i løbet af de seneste syv år har markeret sig som ét af de mest interessante af den såkaldte alternative scenes (traditionsbevidste) navne med tre skiver, der er blevet badet i anmelderros, og hen ad vejen har fundet et for den scene stort publikum, hvoriblandt over 6000 havde fundet vejen ud til Endestation Ballerup. Passende i og med at gruppens album fra sidste år, The Suburbs, et konceptuelt anlagt værk om netop de der forbandede forstæder, mange af os stammer fra og på et eller andet niveau har et anstrengt forhold til, var et af 2010’s mest meningsfyldte og udfordrende udgivelser. Uden at helt at matche den sensationelle debut Funeral fra 2004, men bedre end opfølgeren Neon Bible fra 2007, er det en af den slags plader, der kræver lytterens aktive engagement, før den for alvor folder sig ud og afslører sine hemmeligheder.
Nu holdt de otte musikere på scenen sig nu heller ikke tilbage, de filede løs på deres fioler, hamrede på spader og tangenter og slog på trommer og slagtøj i et væk, så man ikke andet måtte misunde dem, at de i det mindste så ud til at have det sjovt, sådan som de tilsyneladende fejrede kollektivets kraft. Man skal tilbage til The Pogues i deres storhedstid for at finde et sådan festligt musikalsk fællesskab i spil, men desværre forblev glæden for mit vedkommende udelukkende visuel, for også scenografien var fin. Skal man glæde (eller undre) sig over noget, må det være, at en stor del af det fremmødte publikum ud fra applausen at dømme synes godt om den intetsigende lydvælling, vi udsattes for. Well, it takes all kinds …
Arcade Fire, Ballerup Superarena, lørdag
Gode iagttagelser omkring de smagløse omgivelser Arcade Fire nødtvungent måtte spille i..
Omkring publikums engagement vil jeg nok mene at du tolker klapsalverne en kende forkert. De fleste folk var velsagtens klar over at det ikke var Arcade Fire's egen skyld at lyden var så horribel.
En sportshal er et akustisk dødsbo, så incitamentet til at huje og klappe er vel nok mere et udtryk for taknemmelighed over den energiske tilstedeværelse musikerne havde på scenen, lydsovs eller ej.
Man må jeg vel fremhæve de lyser sider af en sådan koncertsituation når man står derinde, ellers er billetten da for alvor spild af penge!
Nu er jeg ikke den store lyd-kender; spenderer ikke stort på anlæg eller hørebøffer, og går enormt meget op i min egen lille individuelle oplevelse, tekster og den der skrøbelige fornemmelse af at blive inviteret ind i en andens univers.
Alle de ting oplevede jeg til koncerten, som på ingen måde var spildt.
Men jeg er så evigt enig i, at alt hvad der var af godt at sige var bandets fortjeneste, og at omstændighederne gjorde hvad de kunne for at hamre oplevelsen ned i niveau med den sædvanlige fadøls-rock i forstæderne...
Hvis man går op i god lyd, kan jeg med andre ord godt forstå hvis man føler sig snydt af Ballerup Super Arena. Jeg - og jeg tror også en del andre af publikum - klappede, hujede og stampede nu ikke kun pga. sceneshow og energi fra scenen, men fordi det var en helt fantastisk koncert.
Ballerup Super Arena burde dog give deres overskud til bandet som undskyldning - jeg fik hvad jeg kom for, og jeg er sikker på pengene snarest ville ende på Haiti hvor de gør mere gavn, hvis Arcade Fire blev ordentligt behandlet af hvad man kun i det aller mest gavmilde hjørne kan kalde et spillested.
Du slipper lidt let over det, KL.
Som i andre sportshaller er det mest et spørgsmål om god lydmand og hvor man står/sidder. Forrige A.C. koncert i KB Hallen var med fin lyd - for de fleste.
Manglede der ikke også mere anlæg i rummet.
Men rart var der ikke, og ja, en del pladser burde slet ikke sælges til en koncert med et band der et mere sublimt udtryk (gik endnu mere ud over opvarmning The William Blakes)
Som læserservice, den som en anmelder burde have givet, skal I vide, at AF er begyndt at arbejde med elektroniske lyde - ikke mindst i overgangene mellem numrene. Ved koncert i KB Hallen slæbte de stadig rundt på et autentisk 2 t tungt orgel. Det tegner lovende for fremtiden.
AF fremstår mere med to frontfigurer end før - ægteparret - og det kan gå begge veje. Blæserne er væk.
Som ekstranumre sluttedes af med , selvfølgelig Wake up, men også to knapt så mindeværdige med Regina som sanger.
Ingen anmelder har i de koncertanmeldelser jeg har set fra dansk jord bemærket, at Win ganske simpelt ikke synger sangene fra Funeral korrekt længere. Han må/kan ikke - fik alvorlige stemmeproblemer så koncerter blev aflyst for nogle år siden.
Men det var en god koncert. Selvfølgelig.