Med den store roman Halvbroderen vandt Lars Saabye Christensen i 2002 Nordisk Råds Litteraturpris, og siden har den højproduktive forfatter glædet sine læsere med mellemstore romaner og noveller, senest den snurrige Åbent hus fulgt af den lille erindring om hans danske far, Mit danske album. Og sidste år skulle det så være en ny stor satsning med endnu en egenartet jegfortæller, Bernhard Hvals forsnakkelser, nu på dansk over godt 500 tættrykte sider som Bernhard Hvals fortalelser.
Det fatale ord lyder på norsk mere ekspressivt og dækkende, eftersom den talende og især skrivende i den grad snakker over sig med uoverlagte og alligevel frydefulde udråb, hjemmelavede fyndord, intime familieord, bandeord, kulørte obskøniteter, glemte ord. Og det straks fra begyndelsen, idet første kapitel hedder »Pik i pariserøjet«, en vending pludselig anbragt i en festtale, som han i egenskab af nybagt læge og som den bedste i sin årgang skulle holde. Og man ventede netop noget sådant af ham, kendt som en gennemført skæv person, besat af kropslig uro, fægtende med arme og ben, finger-knækkende, stampende i gulvet, snøftende, harkende og sprogligt ukontrollabel. Fænomenet er kendt som Tourettes syndrom, men nævnes ikke her trods hans medicinske miljø.
Han gør karriere som retsmediciner og ekspert i dissektion i lighuset, et job han med satanisk fryd selskabeligt gerne beskriver i alle anatomiske enkeltheder, indtil han fyres efter fusk med sin disputats. Alt dette og mere til nedskrives i erindringsform af den nu 80-årige Bernhard Hval, der er endt med en lidt lurvet lægepraksis i sin lejlighed.
Liv og levned
Et festskrift kalder han ironisk sin tragikomiske livshistorie fra fødsel til nært forestående død. Og det gør han detaljeret og rigeligt, om farens forretningssucceser frem til fallit og selvmord, om moren, der betjener sig af lesbiske stuepiger og efter mandens død emigrerer til Australien med en af dem, om hans forlovelse med den stenrige Sigrid, en blondt, muskel- og tennisspillende skønhed, som deler hans seksuelle appetit og hans generelle hungerfølelser.
Deres ægteskab kan kun gå galt, og det gør det, da han snyder sig fra at besvangre hende, og de begge excellerer i skandaler, hun som nazisympatisør under okkupationen.
Den egentlige handling tager fart ved et mærkeligt møde på Drammensvejen i slutningen af 1920'erne, hvor han kører i sin arvede Roadster og får øje på en vandringsmand, der storker af sted i et besynderligt udstyr, en særling ved navn Notto Fipp efter sit tjavsede hageskæg. Han fatter en umiddelbar interesse og sympati for denne skæve person, skørere end han selv, som han siger, en der går for at undgå at tænke og klæbe til et ungdommeligt kærlighedsforhold, der mislykkedes. At tanker omsættes til kropslighed er noget, der appellerer til Hvals egen disposition. Fipp er til gengæld en næsten ordløs bonderøv, som han må gøre noget for, f.eks. også at bede ham om at være forlover ved hans forestående bryllup med den højborgerlige Sigrid, hvor han endda kommer til at optræde mere korrekt end den tøjlesløse Hval og hans taleiver.
Men især etablerer han sig som træner for Fipps vandringer, der munder ud i en pressedækket kapgang med danskeren 'Bøffen', benævnt efter dennes indtagelse af fødemidler, mens Fipp kaldes 'Bananen', da han udelukkende lever af mælk og bananer. I øvrigt er de historiske personer, der i sin tid gik om kap fra Kongens Nytorv til Oslo centrum, her detaljeret og grinagtigt skildret, som var det en tour de France. Danskeren vandt på stregen.
Derefter slipper den forbindelse op, som ellers i den grad konkurrerede med Bernhard Hvals interesse for Sigrid, en besættelse, som læseren knap nok begriber omfanget af trods alle de suggestive elementer, forfatteren investerer i dette halvbroderlige forhold. Men de sværger begge til »en anden orden«, siger han, de kantedes behov for nøjeregnende regler.
Forsvarsmæssig sløring
Han udformer endda ti bud eller ordensregler. Således lyder 4. regel: »Medbring altid et eller to store lommetørklæder i tilfælde af snøften, synkebevægelser, spytten, tic convulsif eller lapsus lingvæ«.
Han er i øvrigt storforbruger af latinske sentenser som en art forsvarsmæssig sløring. Han færdes tydeligt helst i en tingsverden frem for en tankeverden, ordene er ting, gerne seksualiserede, som når han impulsivt råber: pik og fisse, kussekalender og pumpestok, fissehatteskygge eller bare 'klappet og klart' på den ellers gammelmodige facon, der præger hans diktion.
Ting og genstande bruges hele vejen som ledemotiver, således det arvede standur, der følger ham med tålmodige skæbneslag, eller æsken med sorte bolsjer til bedøvelse og selvmord. Vi er i en realverden, beskrevet med tydelig lokal topografisk præcision som næsten altid i norske romaner, der kærligt kortlægger Oslos geografi, her med højdepunkt og udsigt fra Voksenåsen med Kragstøtten, som den ellers nøjeregnende oversættelse blander sammen med Krogh-støtten nede i byen. Hval har engang kørt med trikken til hjemmet på Besserud ved Holmenkollen, siddende bag kong Olav og kom med et formasteligt udbrud, så han blev smidt af toget. Nu overvejer den skrivende i snakkesalig kronologisk orden sine mange udsmidninger, gammel som et fortidslevn i året 1980.
Saabye har med solidarisk indlevelse og passende synkebevægelser og sprogbesathed obduceret denne irriterende, obsternasige, emsige særling, lang i spyttet, men med en overskydende humor.
Forfatteren er angiveligt inspireret af en pamflet om kapgængeren Notto Fipp, der så fremkaldte den fiktive fumlegænger i livet, den handikappede læsehest Bernhard Hval, der ville være den bedste, en pik i pariserøjet, og som forsnakkede sig både til og fra virkeligheden i en eksistentiel fortalelse. Et festskrift om to skæve eksistenser.
