Læsetid: 3 min.

Frygt og vrede i Bagdad

At være menneske i Irak i dag er som at være lus mellem flere negle. Det måtte britisk journalist sande, da han opsøgte sandheden om, hvad der er sket med genstande fra det plyndrede nationalmuseum. Herfra går en lige linje til den dybfrosne kylling Blinky, der fik en fornem begravelse
BBC-journalisten og arkitekturhistorikeren Dan Cruickshank havde sat sig for at finde ud af, hvad der var blevet af Iraks forsvundne kulturarv. Til formålet havde han taget et palæstinensertørklæde om halsen for at vise sin gode vilje, men han stødte ind i en mur af uvilje. Nok åbnede nogle døre sig, men andre forblev bogstaveligt talt låst.

BBC-journalisten og arkitekturhistorikeren Dan Cruickshank havde sat sig for at finde ud af, hvad der var blevet af Iraks forsvundne kulturarv. Til formålet havde han taget et palæstinensertørklæde om halsen for at vise sin gode vilje, men han stødte ind i en mur af uvilje. Nok åbnede nogle døre sig, men andre forblev bogstaveligt talt låst.

18. august 2011

Indrømmet! Den mesopotamiske afdeling er ikke det første, jeg søger hen mod, når jeg en gang imellem er på Glyptoteket. Ved siden af de impressionistiske franske malerier forekommer antikkens frembringelser noget farveløse, men da jeg for to år siden pludselig fik mulighed for at se Iraks Nationalmuseum i Bagdad, var det en helt anden sag. Når man går ind i tingene, sætter sig lidt mere ind i dem end før, åbner de sig, og man fascineres af genstandenes egen skønhed og den historie, de fortæller, som går 6.000 år tilbage i tid.

Derfor havde jeg en særlig interesse i at se udsendelsen Jagten på Iraks forsvundne kulturarv. BBC-journalisten og arkitekturhistorikeren Dan Cruickshank havde sat sig for at undersøge, hvad der var blevet af de mange dyrebare oldsager, som museet var blevet plyndret for i de hektiske dage, da Saddam Husseins styre faldt i 2003. Det fortabte sig i det, man har kaldt 'krigens tåge', og der var flere spørgsmål end svar. Alligevel var udsendelsen spændende bagom sit emne, om man så må sige. Den blev en levende demonstration af, hvad der også i dag præger mennesker i Bagdad: frygt og vrede.

Hulter til bulter

Dan Cruickshank, der havde taget et palæstinenser-tørklæde om halsen for at vise sin gode vilje, stødte ind i en mur af uvilje. Nok åbnede nogle døre sig, men andre forblev bogstaveligt talt låst. Det gjaldt nogle af depotrummene. Pludselig kunne ingen fremskaffe nøglerne. Da han endelig fik adgang til et af rummene, mødtes han af et sørgeligt syn: Masser af potteskår og dokumenter, som lå hulter til bulter. Museumslederne var meget fåmælte, og en af dem, en ældre kvinde, som var ekspert i kileskrift, klappede fuldstændig i. Hun forstod ikke hans gentagne spørgsmål, eller hun lod som om. Ingen havde styr på, hvor meget eller hvad, der var forsvundet, eller hvem tyvene kunne være.

Journalisten opsøgte også en imam, der ved fredagsbønnen i sin moské opfordrede folk til at levere antikke tyvekoster tilbage. Han formulerede både frygten og den vrede, irakerne retter mod amerikanerne for ikke at have passet ordentligt på værkerne.

At være menneske i Irak i dag er som at være lus mellem flere negle.

Hellere holde mund

Journalistisk set tomhændet formulerede Dan Cruickshank sin egen konklusion. Museet havde været en rede for Baath-partiet, Saddam Husseins elitære parti. Mange af genstandene måtte være fjernet, allerede før krigen nåede museet. Det vidnede intakte glasmontrer om. Der måtte have været insidere på museet, som havde hjulpet tyvene. Saddam Husseins folk? Eller selvstændige lykkejægere, som håbede at score kassen? Det er farligt at melde et personligt standpunkt ud. Hvem kan man stole på? Hellere helt holde mund end sige for meget.

En del af genstandene er leveret tilbage, og nogle af rummene er genåbnet for publikum. Såvel UNESCO som Google er gået ind i arbejdet med henholdsvis at beskytte og registrere kulturarven, som ikke kun er Iraks, men hele verdens. Mesopotamien fremstår som 'kulturens vugge' med epokegørende opfindelser som hjulet, skrivekunsten og matematikken.

Udsendelsen viste også nogle af perlerne fra det irakiske kunstkammer. Smukke skulpturer, som ubetinget kan kaldes kunst, selv om ordet nok ikke var opfundet, da de blev skabt.

Derfra et stort spring til den amerikanske udsendelse Skal det være kunst? Så er vi oppe i nutiden, hvor kunsten har fået en helt anden lyd. En konceptkunstner fortalte om et af sine hovedværker. Han gik i supermarkedet og købte en dybfrossen kylling. Han bestilte en begravelse til den på dyrekirkegården i Los Angeles og bisatte den efter alle begravelsesritualer. Den lå endog på lit de parade en tid, og han gav den et navn, Blinky, en krans og en gravsten. Skrev en bog og lavede en video om den.

En kunstkritiker fremhævede det som et ret gribende værk. Det kan nemlig få os til at tænke på, hvad vi spiser, og samtidig sige noget om folks forhold til deres kæledyr, som de steder til hvile, som om de er mennesker.

Kunstneren var egentlig ligeglad med, om man kalder det kunst, men det gør altså kunstkritikerne, og konceptkunsten er kommet for at blive. Vi kan ikke slå den ihjel, og den vil ikke gå væk af sig selv. Egentlig også en ganske sjov og original ide at begrave en dybfrossen kylling, selvom beboerne i Mesopotamien nok ikke ville fatte en brik af det. Det er ikke desto mindre alt sammen omfattet af den dejligt omfattende og ubeskyttede betegnelse 'kultur', og kunsten har vide rammer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu