Læsetid: 4 min.

Japansk kunstsensation i Berlin

I Berlin kan man opleve en enestående retrospektiv udstilling med den japanske træsnitsmester Hokusai i blot 10 uger. Hans betydning som inspirationskilde til europæisk kunst kan ikke overvurderes, og de fleste af værkerne har aldrig tidligere været uden for Japan
'Bambus og snerler' fra 1807 er florlet, enkel og kaligrafisk i sit udtryk.

'Bambus og snerler' fra 1807 er florlet, enkel og kaligrafisk i sit udtryk.

29. august 2011

BERLIN – I 1887 udstillede brødrene Vincent og Theo van Gogh deres samling af japanske træsnit på Café Tambourin på Montmartre i Paris.

Det var Theo, der måtte betale, når hans bror havde været på indkøb i 22, Rue de Provence hos kunsthandleren og mæcenen Siegfried Bing. I 1880 var han for første gang rejst til Japan, og hans lokaler udviklede sig herefter til et mødested for kunstnere, der studerede og købte japansk kunst. Blandt dem var Vincent van Gogh, der skrev i et brev til sin bror:

»Der er en tagetage i Bings hus, hvor millioner af tryk ligger oven i hinanden, landskaber og figurer og også gamle tryk.«

Træsnittenes uovertrufne mester var den japanske kunstner Katsushika Hokusai. Hans berømteste snit Den store bølge ved Kanagawas kyst fra serien '36 opfattelser af Fuji-bjerget' viser os, at tsunamier ikke er noget ukendt fænomen i Japan. Og heller ikke var det, da billedet og dets bølge med de krumme hvide skumfingre, de tre lange både, der glider ind i bølgen og det ubevægelige Fuji-bjerg i baggrunden, blev til omkring 1831. Seriens blå farve var i øvrigt opfundet i 1706 i Berlin som et alternativ til den dyre indigoblå. Den blev markedsført som 'prøjsisk blå', men gik i Japan under navnet 'berlinblå'.

I Martin-Gropius-Bau kan man i 10 sale de næste 10 uger opleve en sensation. 440 træsnit, skitser, illustrationer og malerier af Hokusai. Tilsammen udgør de den hidtil fineste udstilling, der er blevet japaneren til del uden for Japan.

Hokusai, der på japansk udtales 'hoksaj', blev født i 1760 i Tokyo, der dengang hed Edo. Han levede i knap 90 år, hans ufatteligt produktive periode udgjorde 70 år af hans liv, og selv i en høj alder var han en aktiv kunstner.

Først mester som 73-årig

Næsten hele Fuji-serien er med i Berlin, og Hokusai skrev selv om den i 1834:

»Siden jeg var seks år, har jeg tegnet ting, jeg så omkring mig. Siden min 50. fødselsdag har jeg udgivet mange værker. Alligevel var alle de værker, jeg lavede før min 70. fødselsdag, uden betydning. Det var først, da jeg var 73 år, at jeg forstod lidt af dyrs anatomi og planters liv.«

Foran billedet Bambus og snerle fra 1807-1815 erkender man, at dette er en sandhed med modifikationer.

Man behøver blot at se, hvordan Hokusai i ét eneste gråt penselstrøg har sat en bambus diagonalt på billedet. Bambusknuderne er derefter placeret med fine sorte tuschstreger.

De svagtrosa og hvide snerleblomster med grønne blade omkranser bambusstangens ene ende. Eller hans languster fra samme periode, hvor et par tuschstreger og en snert af rødt fremkalder et mere end perfekt lille skaldyr. Det gik altså også nogenlunde før den høje alder, skønt man trækker lidt på smilebåndet af en elefant, en tiger og en kineser. Så eksotiske væsener havde Hokusai tydeligvis aldrig set i virkeligheden.

Seiji Nagata, udstillingens kurator, siger, at de fleste mennesker tænker på Fuji-billederne, når de hører navnet Hokusai.

»Han blev japans- og verdensberømt på billeder, han lavede på kun fem år, da han var over 70. Men for at vise ham og hans billeders sande skikkelse vil jeg også gerne have hans øvrige 65 års produktion frem i lyset,« siger Nagata.

Kun 11 udstillede genstande er hentet fra Europa. Resten er kommet fra Japan, hvortil de rejser hjem, når udstillingen slutter i Berlin.

I Japan er de ikke udstillet, men befinder sig på grund af deres store skrøbelighed i arkiver.

Allerede i Hokusais levetid bragte hollandske handelsmænd træsnit og malerier til Europa fra Japan. Men rigtig fat tog det først, da den franske maler og grafiker Félix Bracquemond i 1856 var på besøg hos sin trykker i Paris.

Opdaget tilfældigt

I en lille kasse med japansk porcelæn fandt han en bog, der var stukket ned som fyld for at beskytte varerne.

Japonisme-bølgen, der først oversvømmede Paris og senere resten af den vestlige verden, blev dog ikke udløst af Kanagawa-bølgen. Derimod var det skitser fra Hokusai manga, hans leksikale skitsebog i 15 bind, der udkom fra 1814, der befandt sig i kassen. Datidens manga skal man ikke forveksle med vore dages storøjede japanske tegneserier.

Egentlig betyder begrebet »tvangsløst, utøjlet billede«, og Hokusai manga bestod af træsnit lavet på baggrund af mere end 4.000 tegninger fra hans hånd. Egentlig var det en slags tegnehåndbog, der giver et indgående billede af datidens japanske liv.

Paris' unge kunstnergeneration var begejstret, og forfatteren og kritikeren Edmont de Goncourt skrev:

»Et fyrværkeri af tegninger, et orgie af blyantstegninger, der som silkeormeæg, trænger sig tæt sammen på bladene.«

Men selv om manga var indledningen, var det de flerfarvede træsnit ukiyo-e af Hokusai og andre japanske kunstnere fra det 18. og 19. århundred, der for alvor satte gang i japonismen. Ukiyo-e betyder »billeder fra den flydende forgængelige verden« og er fremstillinger af hverdagslivet med teater, prostitution, fester, men også og her var Hokusai særlig suveræn det japanske landskab med dets mylder af evigt beskæftigede mennesker i færd med at fiske, tække tage, kæmpe sig igennem stormen eller bære ting over floder.

Kilde: Hendrik Budde: 'La vague des estampes' 'Hokusai und die erste Welle der Ukiyo-e-Farbholzsnitte' i udstillingens katalog.

'Hokusai Retrospektive', Martin-Gropius-Bau, Berlin. Fra den 26. august- 24. oktober 2011.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Jachs

"Hans berømteste snit Den store bølge ved Kanagawas kyst fra serien ‘36 opfattelser af Fuji-bjerget’ viser os, at tsunamier ikke er noget ukendt fænomen i Japan."

Næ... tsunami er jo et japansk ord.

Datidens manga skal man ikke forveksle med vore dages storøjede japanske tegneserier.

( de ( vore dages storøjede.. ) kan vel opfattes som "delmængder" af "mængder af " mangabilleder;
kan anses for særtilfælde af: tvangsløse, utøjlede billeder )

Egentlig betyder begrebet »tvangsløst, utøjlet billede«,

en slags modsætninger til haiku'er ?

osv.

farvelærers nævnen farver med navnene

( kategori benævnelser )

rød
orange
gul
grøn
blå
indigo,

og opstlllen dem i kategorier og rækkefølge(r),

at også mht. det synes genspejlinger af de

noget virkeligere

foreteelser, såsom de foreteelser benævnt:

regnbuer, nordlys

at modstride den slags indelingers mulige

fastheder;

modstrider

( omend næppe helt tvangsløse og utøjlede )

den slags,

både mht. grænser og rækkefølger,

for så vidt blafrer, flimrer, sitrer de så meget

så man sku' næsten tro de var bifrost

tilbage til fællesvirkeligheden , back to socialrealism.

( endnu nogle hint om at “oversætte” fra <-> til fællesvirkeligheden ):

det siges at de fleste, også blandt vætter, er ( skabs )-kommonister,

ja det siges at de fleste, også blandt vætter, er måske endog ( skabs )-communister;

blandt de mange vætter virker:

de små folk , the little people ( den såkaldte røde “fare” ),

som mange siger: oftest bor inde i husene, og inde i højene,

de bor blandt andre af højfolkene, folkene i højene,

og nogle lidt under jorden, og nogle langt under jorden, ja det siges at hvis man

graver hele vejen gennem jorden, så kommer man ( “ned” til )

altså om til mange af de "små" folk.

som egentlig oftest er mere røde end gule,

og som oftest er temmelig dygtige og flittige i forhold til de noget mere magelige aser, asynjer, …

( ja, så ligetil er det,

man behøver såmænd ikke at bryde igennem

til den “anden” side,

man kan i stedet bare rejse en tur halvejs rundt om jordkloden )