Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Jorden under deres fødder

Den både stort anlagte og intime kinesiske 'Efterskælv' er en tåreperser af den mere lødige slags samt en historie om et lands lynhurtige forandring
Skønt fyldt med fugleperspektiver af ødelæggelserne samt statisttunge totalbilleder, der vidner om budgettet på 25 millioner dollar, er det kinesiske drama 'Efterskælv's hovedfokus de overrevne familierelationer og dermed det psykologiske drama.

Skønt fyldt med fugleperspektiver af ødelæggelserne samt statisttunge totalbilleder, der vidner om budgettet på 25 millioner dollar, er det kinesiske drama 'Efterskælv's hovedfokus de overrevne familierelationer og dermed det psykologiske drama.

Angel Films

Kultur
1. september 2011

En kvart million mennesker blev kvast, da den kinesiske storby Tangshan i 1976 blev ramt af et kraftigt jordskælv. I denne fiktive fortælling om en håndfuld af de involverede i den faktiske tragedie er et af ofrene familiefaren Fang Daqiang. Længe før støvet har lagt sig, må hans fysisk uskadte enke, som Sofie i William Styrons berømte roman, træffe det værst tænkelige valg: Hendes to syvårige tvillinger ligger levende begravet i murbrokkerne på en sådan måde, at kun en af dem kan undsættes. Skal hun redde sin søn eller sin datter? (Obs: sidste del af plotreferatet røber et centralt plottwist).

Hun vælger sønnen, hvilket datteren, Deng, i den første af adskillige meget barske scener overhører, inden redningsarbejderne tager fat.

Pigen er imidlertid kun skindød, og vågner senere med liget af faren ved sin side. Stum og apatisk af chok vandrer hun omkring i ruinerne, og havner, en tid efter katastrofen, hos plejeforældre.

Intim og intens

I raseri over den biologiske mors valg afholder Deng sig fra at opsøge hende, og siden kaster hun sig af relativt indlysende årsager over medicinstudiet. Filmen følger de adskilte tvillingers liv fra skælvet og 32 år frem, hvor Kina atter rammes af samme type naturkatastrofe.

Selv om instruktør Feng Xiaogang iscenesætter en rædselsvækkende udførlig skildring af kollapsende bygninger, er Efterskælv, som titlen signalerer, ikke en katastrofefilm i gængs forstand. Skønt fyldt med fugleperspektiver af ødelæggelserne samt statisttunge totalbilleder, der vidner om budgettet på 25 millioner dollar, er filmens hovedfokus de overrevne familierelationer og dermed det psykologiske drama. Det er en historie om følelser som adskillelse og skyld, der via jordskælvet og dets følger nok føres ud i yderste og mest dramatiske konsekvens, men som man afgjort stadig kan relatere til.

Inden katastrofen indtræffer, tegner instruktøren da også med enkle, men effektive strøg et varmt portræt af en almindelig families liv, og hovedparten af de mange intime og intense scener, der følger, fungerer tilsvarende fortrinligt. Det skyldes især figurernes stærke følelsesmæssige dilemmaer og det generelt glimrende skuespil. Størst indtryk gør Chen Daoming i rollen som den kærlige, men varmblodige plejefar, der godt kan skrue bissen på, når situationen kræver det.

Kapitalisterne kommer

Efterskælver med andre ord ikke en film, der mangler universel appel eller fremstår som bundet af tid, sted og kultur. Den har dog en mere specifik sekundær dagsorden i form af de enorme forandringer, som 'Riget i midten' gennemgår på de godt tre årtier, den udspiller sig over.

Seks uger efter, at Tangshan blev lagt i ruiner, drog formand Mao sit sidste suk, og fra slutningen af 1970'erne sadlede Kommunistkina om økonomisk. Effekten udeblev som bekendt på ingen måde, hvilket der her bliver sat billeder på: Ved filmens begyndelse er noget af det allerførste, vi ser, et tog, der kører gennem et råt og tudegrimt industriområde. Til slut kan Tangshan fremvise en skyline og et indkøbscenter på størrelse med Pentagon.

Læg hertil, at nogle medlemmer af den yngre generation ernærer sig om engelsk-lærere, kører BMW og i en lettere surrealistisk episode kan vise deres forældre sort-hvide billeder fra Mao-æraen på en iPhone.

En anden forskel på de yngre og de ældre kinesere kommer til udtryk i det for filmen essentielle tema om forholdet til afdøde familiemedlemmer. Den ældre generation holder sig i andægtig kontakt med de dødes ånder, mens den yngre synes at have et mere nøgternt vestligt perspektiv på the dearly departed.

Betydningsfuld bærepose

Med til historien hører selvfølgelig, at der utvivlsomt er en hel del i det politiske system, der ikke har ændret sig nævneværdigt siden midten af 1970'erne.

The New York Times' filmanmelder hæftede sig ved en rekvisit, der kan tolkes som filmmagernes forsøg på at omgås censuren: Blandt ikke synderligt konformistiske Dengs ejendele er en bærepose påtrykt et billede af Den Himmelske Freds Plads i Peking, hvis navn som bekendt siden 1989 har klinget grufuldt ironisk. Kæmpepladsen forbindes jo med magthavernes massakre på hundredvis af studerende, som var brændt lige lovlig varm på tanken om at udfordre det bestående.

Efterskælver i det store hele en imponerende og bevægende bedrift, der, selv når den flirter med melodramatisk exces, giver indtryk af at være instrueret med hjertet. Så man bærer over med ujævnheder som et par vakkelvorne birollepræstationer og enkelte replikker, der (at dømme ud fra underteksterne) umiskendeligt lyder som noget, der kommer fra en manuskriptforfatters pen snarere end fra et menneskes læber.

 

Efterskælv. Instruktion: Feng Xiaogang. Manuskript: Wu Si (efter forlæg af Zhang Ling). Kinesisk (Grand i København, Øst for Paradis i Aarhus, Café Biografen i Odense og Biffen i Aalborg)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her