Af kvinder var der mange i Dirch Passers liv, men skal man tro denne film, var det kollegaen og rivalen Kjeld Petersen, der var komikerens store platoniske kærlighed.
Hans hustruer fylder bogstaveligt talt ikke meget i denne historie, men det gør Dirchs lavstammede komikerkollega og drukkammerat. Og heldigvis for det.
Det er de to morsomme og rasende alkoholiserede mænds følelsesmæssigt spegede forhold, der udgør filmens rygrad, og når det fungerer så fortrinligt, skyldes det især, at Lars Ranthe er i storform i rollen som Petersen.
Humørfælden klappet
Ranthe spiller ham med et glimt i øjet, der sjældent leder tanken hen på morskab. Snarere det modsatte. Petersen er en kompakt lille kombination af kølig kløgt og letantændelig bitter- og forsmåethed, og strengt taget et mere besnærende bekendtskab end filmens titelperson.
Det er også via denne selvhadende kyniker, at filmen tillader sig at henlede vores opmærksomhed på, at nogle af Dirchs numre ikke just var af højt intellektuelt tilsnit (man kunne endda få den tanke, at enkelte af dem tangerede det ydmygende).
Petersen synes nærmest at hade publikum for at elske han og Dirchs bredt appellerende klovneri, men da Dirch forsøger sig udi seriøst skuespil i rollen som sinken Lenny i en opsætning af John Steinbecks Mus og mænd, er det for sent: Den store danske lattermuskel er ude af stand til at se på ham med nye briller og griner, hvor det på ingen måde er tanken, at der skal grines.
Forsinket faderopgør
Man 'køber' hurtigt Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen. Ikke fordi der er den store fysiske lighed på færde, men fordi både han og Dirch har usædvanlige og usædvanligt gavmildt doserede ansigtstræk, der kan en hulens masse og hverken lader sig definere som smukke eller grimme.
Derudover klinger hovedrolleindehaverens eget ophav jo unægtelig med i hele historien, og et temmelig surrealistisk øjeblik indtræffer, da Lie Kaas' Dirch i et anfald af ukarakteristisk bryskhed beder sin egen virkelige far, Preben Kaas her spillet af Rytteriets Martin Buch om at holde sin kæft!
Men det er altså han og Ranthes forrygende samspil, der er filmens helt store force, navnlig fordi både de lyse og mørke sider i showbiz skildres så overbevisende og til tider flyder sammen.
Også uden for rampelyset tryllede 'Kellerdirk' med sproget, og i en aldeles eminent scene, der udspiller sig hen over en af de bardiske, de begge havde så kær, pjatter og pjanker de to mænd sig via vittige ordspil frem til en bogstaveligt talt gravalvorlig sag. Nemlig den, at Petersens uudslukkelige tørst er ved at tage livet af ham.
Klar prioritering
Skal man tro Zandvliets fremstilling, dør den bedste del af Dirch med Petersen. Nogle år senere kan end ikke en ung, smækker kvinde (spillet af sødmefulde Malou Leth Reymann) sprede andet end moderat smil i den udmattede legendes sind.
Zandvliet og hans medmanuskriptforfatter, Anders Frithiof August har ikke frygtet fravalget, og Dirch undgår derfor at ende som den type biopic, der i forsøget på at dække alle aspekter af hovedpersonens liv ender som overfladisk og jappet.
Eksempelvis hører vi ikke noget om de snesevis af spillefilm, den efterspurgte Dirch (der efter sigende ikke kunne sige 'nej' til en arbejdsopgave) medvirkede i, ligesom det heller ikke nævnes, at Dirch i sine senere år udtrykte begejstring for Mogens Glistrups politiske program. Faktisk virker den Dirch, der her portrætteres, næsten for barnlig og konfliktsky til overhovedet at kunne forme en politisk holdning.
To mand og en sofa
Af en film om to komikere at være er Dirch altså ikke en særligt opløftende omgang, og heller ikke revykongen Stig Lommer (som spilles af Lars Brygmann) fremstilles som noget specielt sympatisk eller lattermildt individ.
At livet på scenen med al dets forventningspres kan være pulveriserende, lader filmen ingen tvivl om, men den er som nævnt ikke blind for det berusende element i det at optræde med eller uden publikum. Vi får således et dyrebart lille, tossenaivt intermezzo i form af en scene, der involverer de to komikere, en græsplæne og en sofa, og som fint fanger skønheden og poesien i det rene fjolleri.
Og så er der jo den suveræne slutscene, om hvilken kun skal røbes, at den sender tanken i retning af Bob Fosses All That Jazz fra 1979. En film, Dirch muligvis nåede at få med, før han drattede om året efter. Med støvlerne på i Glassalen i Tivoli. Han blev kun 54, hvilket dog var 13 år mere end hans sidekick Kjeld Petersen.
Hm, tak for den anmeldelse. Det stod lidt uklart for mig hvad den fokuserede på... selvom jeg generelt er anti-dansk hvad film angår, så må Jeg se den her.
Filmen er sikkert udmærket, men jeg mener, det er lidt forfejlet at gøre Keld og Dirch til en slags kult-figurer. De var begge, selv om publikum efterhånden grinede hysterisk, bare de viste sig, trods al urkomisk talent i bund og grund tragiske fugurer i dansk showbusiness, der - tvunget af omstændighederne måske og - for Dirchs vedkommende groft udnyttet som en slags manegeklovn-figur - kun sporadisk fik chancen for at vise, hvad de som muligvis begavede skuespillere duede til.
Genren er action/drama, heldigvis ikke komedie, for slet ikke at tale om romantisk komedie.
Husker ikke Bob Fosses All that Jazz, men har også set den for så længe siden som omkring 79. Der er åbenbart enighed blandt anmeldere om at finde ligheder de to film imellem. P1s filmanmelder udtalte det samme i morges. Han var dog generelt mindre positiv, men det er han vist for det meste.
Det lyder heldigvis til at være en bedre film en Woody Allens seneste romantiske komedie (gys!), som også blev rost til skyerne, og som er en sand skuffelse, bortset fra nogle flotte glittede åbningsbilleder af Paris.
Kaas i rollen som Dirch forekommer rigtig, men den vege Ranthe i rollen som Kjeld Petersen! Det lyder meget sært, men det må så ses.
http://www.imdb.com/title/tt0078754/
Her er noget om All that Jazz - det er altså en totalt fantastisk fremragende film. Roy Scheider spiller dødsenglen, med Joe Gideon på slæb - eller også er det omvendt.
I Dirch (filmen altså) siges det at den sidste scene er en parafrase over døds-scenen i denne film. Måske fordi den gennemgår de fem stadier af død? som Kübler-Ross fandt frem til...
Nå, her er lidt mere om All that Jazz - på engelsk:
http://en.wikipedia.org/wiki/All_That_Jazz
Mht. Lars Rantje som Keld Pedersen har jeg set nogle klip hvor RantjeKaas opfører Kellerdirchs dialoger (sketches). Og det er altså at se de to herrer i levende live...
Vel er Lie Kaas ikke Dirch Passer, men hele hans mimik er det.
Interessant er det at læse en smule i andre aviser, f.eks. Berlingskes anmelder som mener, at scenen hvor Dirch spiller Lenny i Mus & Mænd, altså en seriøs rolle - og bliver grinet ud - af publikum, at det er en kliche.
Klovnen, der græder inde bag masken er en kliché - det denne mandlige anmelder (og unge?) åbenbart ikke har fattet, det er, at det var sådan det var. Ifølge Ove Sprogøe græd Dirch i 10 minutter....efter dette.
I øvrigt enig med Majbritt om Woody Allens seneste film...
Kan nok ikke være meget mere uenig.
Dirchs liv er i en ekstremt kedelig film blevet reduceret til en langtrukken tragedie, som der åbenbart ifølge filmen kun er to interessante personer i - Kjeld og Dirch selv - og så til nøds en enkelt svært karikeret Stig Lommer.
Kvinderne fyldte åbenbart intet i Dirchs liv. De får i al fald aldrig en stemme. Børnene skildres lemfældigt og åbenbart er Dirch fuldstændig venneløs, hvis man trækker den meget jaloux Kjeld Petersen fra.
Er det sandheden? Så langt fra. Men det er for så vidt underordnet. Hvad værre er, er, at filmen ikke har meget at fortælle, for der sker godt nok ikke meget i de tres liv. Stig Lommer bliver ved med at være ensporet og pengegrisk, Dirch bliver kun mere og mere ked og ensom, mens Kjeld Petersen dog lige pludselig i døden bliver vennen med de gode råd, han aldrig havde i livet.
Det er vanvittigt tyndt og overdrevet kedeligt. At det så ovenikøbet er svært at glemme, at Kaas spiller Kaas (nej, Kaas er IKKE komiker by heart og nej, man spiller ikke fantastisk, blot fordi man kopierer et par kropstræk og kniber mange tårer. De lange kopier af Dirchs materiale er slet ikke morsomt og ender som et ligegyldigt plagiat), gør det ikke bedre.
Er dog enig i, at Lars Ranthe gør det godt som Kjeld Petersen i den udstrækning, manus giver ham bare en lille smule at arbejde med.
Og slutscenen? Ja, det er ren kopi af All That Jazz, men det gør den bestemt ikke bedre. Tværtimod. For hvor All That Jazz er fyldt med kærlighed, er scenen i dystre Dirch fuldstændig malplaceret.
Og fordi man igen-igen vælger at afvige fra den virkelige historie går man glip af en meget mere tragisk slutning. Som bekendt døde Dirch i sit klovnekostume, efter han havde villet forsikre publikum om, at han var OK. Forinden spurgte Dirch regissøren, om han ikke kunne sætte mere lys på scenen. Men scenen var fuldt oplys. Det var kun Dirchs eget lys, der var slukket.
Hvor er det trist, at det her er filmen, der skal forsøge at beskrive Dirch. For hvor havde manus været langt bedre, hvis man ikke havde forsøgt at digte sig igennem et trekantsdrama, der aldrig bliver andet end en træt og tåbelig kliché.
Jeg havde virkelig glædet mig til 'Dirch', men jeg endte ikke blot et par timer fattigere i biografen - jeg blev desværre også en decideret dårlig oplevelse rigere.
Helt enig med Andreas Hansen. Filmen var simpelthen så hamrende kedsommelig, ensporet og uvedkommende at vi efter 70-80 minutter måtte udvandre.
Der var skruet helt ned for de morsomme scener, hvilket virker rimelig mærkeligt i en film om Danmarks største komiker gennem tiderne. Vi blev endda trukket igennem de samme tamme sketches op til flere gange, som om de ikke havde nok at tage af.
Kaas gør hvad han kan, men man føler mest af alt at man ser på Kaas efterligne Dirch - det virker simpelthen ikke. Jeg følte ihvertfald sjældent at det var Dirch jeg så på. Lars Ranthe overspiller, som i et dårligt teaterstykke og er fuldstændig utroværdig. Ingen karakterer bliver bygget op, så man kan associere sig til dem.
Typisk for filmen_
Dirch kysser pige på en bar, næste scene spørger én hvordan det går med skilsmissen. Så ser man ham se på lejlighed med den nye pige og næste gang vi ser hende igen er hun blevet dumpet. Fandt aldrig ud af hvad hun hed, og så skal man tilmed se på en masse drama om bruddet, som man ingen følelser har investeret i.
Værst synes jeg det er at instruktøren og forfatteren har fundet det nødvendigt at skiltre Dirch som et håbløst skvat og en miserabel taber. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor det altid skal være sådan - det er meget dansk. Sidst var det Flammen og Citronen som blev portræteret som medløbende naive marionetdukker, der ikke anede hvad de laver... men tak for indsatsen drenge!
"Vi fremstiller ham sgu da som en ulykkelig, sky, fordrukken taber ... det er der jo ingen der regner"... "Jajaja det er skide godt! Og så får vi en masse ros for et smerteligt kunstnerisk udtryk"...
whatever!