Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kanye West fik Tivoli til at gynge

Kanye West både nølede og jappede i noget, der ellers mindede om en overdådig magtdemonstration. Hiphoppens største navn p.t. manglede dog lidt mere kontinuitet og rygstøtte i det hektiske program
Kanye West viste i Tivoli, 
 hvilken heftig hitmager han er.

Kanye West viste i Tivoli,
hvilken heftig hitmager han er.

Christian Als

Kultur
13. august 2011

Meget kan man sige om Kanye West. Også om hans monstrøse koncert torsdag. Men efter at have fulgt ham gennem syv begivenhedsrige år synes én ting efterhånden sikker. Den mand gør ikke noget uden at gå planken ud. Han kan ikke finde ud af at stoppe, mens legen er god. Og det er først og fremmest en god ting, fordi der ofte kommer noget bizart underholdende ud af det.

Det føles da også helt naturligt at konstatere, at fænomenet fra Chicago på det nærmeste overleverede varen på Plænen i Tivoli med sit to timer lange og uafladelige hitbombardement. Foran mere end 11-12.000 betalende fans gav han den gas, som kommercielt tunge amerikanske rappere meget sjældent gider gøre det på disse breddegrader. Og han gjorde det på bekostning af helheden, som selvfølgelig også er svær at tilstræbe live, når man opererer så meget med kollaborationer som den eklektiske beatkonge.

Overraskende var det til gengæld, at maratonkoncerten med det seneste årtis største og mest indflydelsesrige hitmager i pop og hiphop mere end antydede, at forlystelsesparken måske alligevel kan udgøre den udendørs koncertarena, København ofte mangler, hvis altså ikke Parken skal i spil. Og det skal Parken helst ikke. Alt, det krævede i forgårs, var ret beset, at der blev skruet højere op, end kommunen tillader.

Dramadronning og dreng

Med en smule saft og en hel del kraft i lydniveauet kunne hverken den piskende oktoberregn eller stiv kuling lægge en dæmper på Kanye Wests groteske ego og grotesk gode bagkatalog. Det blev med forbavsende få undtagelser eksekveret i et til tider jappende, til tider nølende tempo.

Jappende, fordi Kanye West akkompagneret af et spinkelt hvidklædt band og en væsentlig bredere trup af kvindelige dansere (first things first) havde travlt med at vise, hvilken heftig hitmager han vitterlig er. Samtidig glimrede de mange gæsterappere og -sangere fra hans plader altså med deres fravær, hvorfor numrene nødvendigvis måtte amputeres og afkortes.

Nølende, fordi han vanen tro improviserede sig ud i nogle mærkelige afslutninger på sine numre, hvor der blevet liret lige lovlig meget sludder af. Selv for en Kanye West. Tag for eksempel publikumsfavoritten »Heartless«, som fik tusindvis af våde højrehænder til at duve synkront i projektørerne og fællessangen til at gjalde. I hvert fald lige indtil en art antiklimaks indtraf, da Kanye sluttelig kunne opleves i en græmmende foroverbøjet positur, mens han fablede om noget Gucci-kluns. Eller den efterfølgende »Pinocchio Story«, hvor vi i et langtrukkent intermezzo dvælede lige lovlig længe ved den 34-årige dramadronnings drøm om bare at være en helt almindelig dreng. »I just want to be a real boy,« jamrede han med sin konsekvent autotune-manipulerede sangstemme. De to numre fra konceptalbummet 808s & Heartbreak faldt i koncertens på én gang ujævne og overvældende anden afdeling, der mestendels koncentrerede sig om Kanye Wests første fire soloplader (fra 2004 og frem til 2008) samt diverse bidrag til andre kunstneres globale landeplager, såsom den M.I.A.-samplende »Swagger Like Us«.

Højere kom vi faktisk

Kanye West lagde hårdt fra land. Faktisk indledte han koncerten stående på en lift, der hævede sig ud over det højstemte publikum midt på Plænen. Så var styrkeforholdet ligesom også på plads. Kanye West føler sig højt hævet over alle andre, lad der ikke herske nogen tvivl om det. Heller ikke selv om han sidst i koncerten flommede floskler som »you are the stars tonight« ud over sine massivt indlevende og medrappende fans. Koncert- åbneren var naturligvis titelnummeret fra sidste års mesterværk, My Beautiful Dark Twisted Fantasy, som i omkvædet spørger, »can we get much higher?«. Det kunne vi i den grad, selv om Kanye i mellemtiden landede på den alt for lave scene. Fra de bagerste rækker og længst ude på de tætbefolkede flanker kneb det med at skimte den energisk gestikulerende superstjerne, og det bør forretningen Tivoli nok arbejde videre med, hvis den vil tillade sig at kræve 400-500 kroner for en koncertbillet.

Indtil videre fulgte lyden fornuftigt med. bombastisk, men knapt så dynamisk og slet ikke så nuanceret, som på plade, og de skarpt optegnede »Power« og »Can't Tell Me Nothing« balancerede forbavsende fint i den gamle have. Og herfra fulgte så magtdemonstration på magtdemonstration. På godt, på ondt.

15-16 numre inde i programmet tog den normalt ekstremt forfængelige rapper sig endelig tid til et garderobeskifte, og den hvide skjorte var nu udskiftet med et sæt i hans pink signaturfarve. Genopladt leverede rapperen My Twisted Dark Fantasy's største bangere, og det gjorde han overbevisende. Især den storladent borende »Runaway« sad i skabet. Måske fordi aftenens eneste gæstesolist, Pusha-T, gjorde sin entré umiddelbart inden lukketid og gav set-uppet det manglende rygstøtte, som producergeniet Kanye West ikke i samme grad som vokalisten Kanye West behøver.

Kanye West, Plænen i Tivoli, torsdag aften

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her